Jeg har håb for klimaet

En gruppe skoleelever i International Klimastrejke i Aarhus den 15. marts 2019.
En gruppe skoleelever i International Klimastrejke i Aarhus den 15. marts 2019. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Forleden fik jeg en mindre åbenbaring. Jeg tror, det kommer af at være sammen med så mange unge mennesker hver dag. Det gør én håbefuld. Og det er netop det, åbenbaringen handler om: håb.

Baggrunden for åbenbaringen er, at vi er ved at nærme os det berømte ”tipping point”, altså det præcise punkt, hvor man sætter en kædereaktion i gang, som ikke kan stoppes igen. I daglig tale dråben, der får bægeret til at flyde over. Helt konkret tænker jeg på den sidste brøkdel af en temperaturstigning, der får klimakatastrofen til at løbe løbsk.

Både i fysikken og i sociologien er teorien om det såkaldte ”tipping point” et veletableret videnskabeligt faktum.

Det eksisterer.

På et tidspunkt skal der kun ét sandkorn mere til at vælte en vippende konstruktion. Ligesom der på et tidspunkt kun skal flytte én flygtning mere ind i en ghetto, før alle de hvide flytter fra den på én gang.

Men når det kommer til klimakrisens ”tipping point”, så er ulempen, at man ikke kan se det komme.

Hvis ikke man selv er videnskabsmand, kræver det faktisk, at man tror på det. Altså dommedag. Og det er der efterhånden mange, der gør. Og den tro spreder en selvforstærkende håbløshed, der skal lægges oven i ligningen. Vi giver op, giver fortabt. Det er allerede for sent, siger vi til hinanden.

Men så kom åbenbaringen til mig.

Af alle steder på en Sunset-restaurant i Jylland. Det er åbenbart dér, Gud giver sig til kende i det moderne. Ved solnedgang.

Jeg sad og klemte ketchup ud af de her små ketchupposer. Og så slog det mig: De her poser er væk om tre år. Sammen med sugerørene og sodavandslågene. Det er helt sikkert. Det er nærmest utænkeligt, at det ikke sker. Der er en proces, der er i gang nu. Og den kan ikke stoppes.

Og det er netop pointen. Der findes også et håbets ”tipping point”. Vi kan ikke se det endnu, men det findes. Jeg har set det. For fem år siden ville jeg have svoret, at vi aldrig kom af med de poser i min levetid. I dag kan jeg ikke forestille mig, at vi stadig har dem om tre år.

”Once you start to act, hope is everywhere,” som Greta Thunberg så præcist har sagt det. Vi står over for håbets vendepunkt. Når først vi er nok, der tør tro – på at vores handlinger kan gøre en afgørende forskel – så vil håbet følge præcis samme eksponentielle kurve. Og så flytter vi alle ud af plasticghettoen på én gang.