Prøv avisen
Tidens tegn

Vi bør hylde skolelærere for deres heroiske indsats

"Når alle mulige folk gør sig kloge på undervisning og lærergerning, så tænker jeg, at de bare skulle prøve selv at se, hvor længe de kunne holde ud," skriver skribenten. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Af Lars Handesten, kulturanmelder

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

I stedet for altid at håne lærerne for mangelfuld undervisning og samtidig påføre dem stadig nye opgaver burde vi hylde landets lærere for deres heroiske indsats og støtte dem i deres arbejde

Vi har alle sammen gået i skole. Vi har alle sammen uudslettelige erindringer om vores skoletid. Vi ved, hvad det vil sige at være elev, og vi kender en hel del til lærerne. Vi har meninger om, hvad de har gjort, og hvad de burde have gjort. Det er til gengæld de færreste af os, der har været lærer og prøvet på egen krop og sjæl, hvad det vil sige.

Det har forfatteren Laura Ringo netop skrevet romanen ”Fødedygtig” om. Den beskriver en nyuddannet lærer i 0. klasse i et socialt belastet kvarter på Amager. Denne lærer kommer ud for de mest uhyrlige ting. Hun bliver kaldt for ”luder” og ”so” af sine seksårige elever. Hun bliver slået og tiltalt på den mest ydmygende måde af nogle af eleverne – og hun har ingen sanktioner at modgå det med, ingen autoritet.

I afmagt og affekt kommer hun nærmest refleksagtigt til at slå den mest provokerende elev, og det må hun selvfølgelig ikke. Problemet er bare, hvad hun skal gøre i en skole, hvor selv de mest umulige og destruktive elever skal inkluderes? For slet ikke at tale om, at lærerne skal samarbejde med forældre, som ingen respekt har for deres arbejde.

Hvor grænseoverskridende, den situation er, oplevede jeg selv for mange år siden, da jeg var vikar på en skole i et halvt år. Jeg skulle have 6. klasse i matematik, og det var bestemt ikke let. Der var et par drenge i klassen, som kunne være ganske uden for pædagogisk rækkevidde.

En dag sad en af dem foran døren til klasselokalet, så vi ikke kunne komme ind. Han ville ikke flytte sig. Han svarede ikke, når jeg talte til ham, men så blot med et tomt blik på mig, som om jeg ikke eksisterede. Alle de andre stod ved døren og masede, og situationen spidsede til, jo mere jeg bad ham om at flytte sig, og ingenting skete. Til sidst hev jeg ham væk fra døren, og han stødte hovedet ind i et varmeapparat. Han slog sig ikke voldsomt, men jeg havde klart nok gjort noget, som jeg ikke skulle have gjort.

Det var en bevidsthedsudvidende oplevelse for mig at være lærer, fordi det viste mig sider af mig selv, som jeg ikke kendte eller anede, at jeg havde. Jeg blev i øjeblikke drevet så langt ud, at jeg var på nippet til at slå fra mig. Det var børn. Jeg vidste det godt. Det ville være helt hen i vejret at gøre det, og jeg gjorde det heller ikke, men jeg havde faktisk lyst, fordi den naturlige respekt, der ellers står om min person, blev tilintetgjort og min integritet langt overskredet.

Siden dengang har jeg aldrig undervist børn – og det har været godt for både dem og mig. Jeg har ikke tålmodighed og psyke til det. Desto større respekt har jeg for alle de lærere, der faktisk kan holde det ud år efter år, og som – i det mindste for det meste – kan håndtere det og få skolen til at virke. Ofte til trods for tåbelige forældre, der tror, de ved alt om at drive skole, fordi de selv har gået i skole engang.

Når alle mulige folk gør sig kloge på undervisning og lærergerning, så tænker jeg, at de bare skulle prøve selv at se, hvor længe de kunne holde ud. En enkelt dag, hvor forældrene måske kommer ind og hjælper til på skolen, er slet ikke nok. Det er hverdagen med alle dens små og store problemer og konflikter og alt dens ansvar, det gælder. Det er her, man skal stå sin prøve. Der er så meget, ja alt for meget, som skolen skal. Hvis bare den skulle lære eleverne at læse, lytte, skrive og regne, så var den pædagogiske opgave måske til at overse. Men den skal også lære eleverne helt elementære omgangsformer og mellemmenneskelig adfærd, som deres forældre enten ikke har tid, lyst eller evner til at lære dem. Plus den skal lære dem om brug og misbrug af sociale medier, om alkoholkultur og sex, om mobning og gældsætning. Forældreansvaret bliver mindre og mindre, jo mere der skubbes over på skolen.

Det er for meget. Det har længe været for meget. Den ydmygende og opslidende lærerlockout i 2013 gjorde kun ondt værre. Og dertil kan man lægge forhenværende undervisningsminister Christine Antorinis (S) katastrofale inklusionsidéer – bare luftkasteller – og omlægning af lærernes arbejdstid i 2012. Man må håbe, at coronakrisen har gjort det synligt for blot nogle forældre, hvilket ansvar og arbejde der til dagligt påhviler lærerne.

Mangler man lige lidt aktuel indsigt i sagen, kan man læse Laura Ringos roman og overveje, hvor ens egne grænser går.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.

”Når alle mulige folk gør sig kloge på undervisning og lærergerning, så tænker jeg, at de skulle bare prøve selv og se, hvor længe de kunne holde ud.”