Håndtrykket er ved at udvikle sig til en form for eksistentiel og politisk manifestation

Etisk set er corona således gaven, der bliver ved med at give, da den udstiller de mange værdier og fordomme, der bærer vores sociale liv med og mod hinanden, skriver bioetiker Mickey Gjerris

Som det måske kan fornemmes, så skal jeg ikke trykke nogen i hånden i den overskuelige fremtid. Og som man kan fornemme på ovenstående, så har jeg lidt svært ved at forstå, at andre ikke har det på samme måde, skriver bioetiker Mickey Gjerris.
Som det måske kan fornemmes, så skal jeg ikke trykke nogen i hånden i den overskuelige fremtid. Og som man kan fornemme på ovenstående, så har jeg lidt svært ved at forstå, at andre ikke har det på samme måde, skriver bioetiker Mickey Gjerris. Foto: Philippe Ramakers/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Coronapandemien har ramt os ikke bare globalt i form af økonomiske og politiske problemer, men også i vores nære hverdag. Fra angst og utryghed over sygdommen til privatøkonomiske problemer og ændrede arbejdsforhold (eller pludselig ingen arbejdsforhold). Fysisk distance til hinanden, duften af håndsprit overalt, hetz mod diverse grupper, hvad enten det er etniske minoriteter, fodboldfans, Black Lives Matter-demonstranter eller gymnasieelever fra Gentofte, og de utallige skænderier om, hvem der skal opføre sig hvordan – senest eksemplificeret ved påbuddet om mundbind i offentlig transport.

Så vores adfærd til fester, i supermarkeder på arbejdspladsen og i det sociale rum står til evig diskussion.

Etisk set er corona således gaven, der bliver ved med at give, da den udstiller de mange værdier og fordomme, der bærer vores sociale liv med og mod hinanden. Jeg vil her tillade mig at dykke ned i spørgsmålet om, hvordan vi hilser på hinanden.

Der er ikke faste regler for, hvornår man kender hinanden nok til, at man skal kramme i stedet for at give hånd, og en afvisning af krammet kan på nogle virke som en afvisning af dem. Nu kan der være mange grunde til ikke at ville kramme andre end de nærmeste. Sagen her er bare, at vi er ikke enige om, hvad grundene er – og hvis grunde, der tæller mest.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og så dukker corona op og sætter spørgsmålstegn ikke bare ved krammet, men også ved håndtrykket. Vi bliver anbefalet at lade være. Og til at begynde med var der mange skæve grin, når vi stødte albuer, sparkede fødderne sammen eller hilste med hænderne foran brystet.

Men trætheden er ved at snige sig ind. Flere og flere rækker hånden frem og spørgsmålet er så, hvis grænser der overtrædes. Den, der afviser eller den, der afvises. Hvis det da opleves som en afvisning. Når man tænker efter, kan de fleste os nok indse det fornuftige i at følge anbefalingerne og lade den andens grænser bestemme graden af fysisk kontakt mellem os. Men i situationen kan det hurtigt virke som en afvisning, der fører til animositet. Så håndtrykket er ved at udvikle sig til en form for eksistentiel og politisk manifestation. Er du for eller imod frihed? Holder du med den konspiratoriske regering eller med os, der har forstået, at det hele er narrespind? Vil du livet, eller frygter du døden? Vil du mig som person eller et udefinerbart samfund?

Det triste er ikke, at vi er uenige. Det triste er dels, når det ender i alt fra akavet samvær til ødelagt samvær, og dels, at det viser, hvor svært vi har ved at omstille os i en krisesituation. Hvor meget, vi bærer vores normer og værdier med os og er villige til at tage en konflikt i stedet for at finde os til rette i en ny virkelighed.

For når corona engang er historie, står der stadig en grøn omstilling og venter på os. En omstilling, der kommer til at kræve langt mere end at vi forandrer vores måde at hilse på hinanden på. Og kommer til at kræve langt mere respekt for hinanden og vores måde hver især at få omlagt vores liv på. Der har coronatiden vist (om ikke andet mig), at vi som samfund måske nok kan finde sammen i en øjeblikkelig krise, men at der ikke skal gå mange måneder, før vi ryger i totterne på hinanden.

Og det gælder begge veje. Som det måske kan fornemmes, så skal jeg ikke trykke nogen i hånden i den overskuelige fremtid. Og som man kan fornemme på ovenstående, så har jeg lidt svært ved at forstå, at andre ikke har det på samme måde. Så det gælder for os alle sammen – både nu og efter corona – at vi på en gang skal kunne være forskellige og respektere hinanden. Det er der desværre ikke meget, der tyder på, at vi er særligt gode til.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.