Prøv avisen
Kiosken

Engelsk presse: Hadet til jøder finder nye former

Partileder Jeremy Corbyn fra det britiske arbejderparti, Labour, er flere gange blevet beskyldt for ikke at bekæmpe antisemitisme i partiet. – Foto: Hannah McKay/Reuters/ Ritzau Scanpix.

Anders Raahauge

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Her samler sognepræst Anders Raahauge ugens debat i internationale aviser. I denne uge skriver han om den engelsksprogede presses behandling af emnet antisemitisme

OVEN PÅ MARKERINGEN af 75-året for befrielsen af Auschwitz er antisemitisme tema i mange medier.

I det amerikanske magasin First Things fortæller professor Erica Brown, forfatter til et dusin bøger om judaisme, om sin mor og sine bedsteforældre. De var holocaust-overlevere og syntes, de hørte antisemitiske overtoner i mange ordvekslinger.

”De vil altid hade os,” advarede de. Unge Erica syntes, de burde se at komme videre. ”Nu indser jeg, hvor meget jeg tog fejl,” skriver den i dag 53-årige professor. Antisemitismen er fortsat iblandt os og er tiltaget i de seneste årtier, fastslår hun.

Jøder opfattes altid som fremmede, når de lever som borgere i andre lande end Israel. Det beskrives allerede i Esters Bog i Det Gamle Testamente, og derfor var det, at Theodor Herzl – zionismens grundlægger – drømte om alle jøders tilbagevenden til Israel.

”Herzl kunne ikke forstå, hvorfor jøder trods deres bemærkelsesværdige bidrag til et samfund stadig blev opfattet som outsidere. Forgæves er vi loyale patrioter, forgæves foretager vi samme ofre af liv og ejendom som andre borgere, forgæves forsøger vi at højne vores fødelands ry inden for kunst og videnskab eller dets velstand gennem handel. I lande, hvor vi har boet i århundreder, bliver vi stadig udråbt til fremmede.”

Så skylden for antisemitismen kan ikke pålægges jøderne selv.

”Den er en sygdom hos dem, der møder forskel med vold. Derfor kan jøder heller aldrig udrydde den. Den skal udryddes af ikke-jøder,” skriver Erica Brown.

Britiske Joan Ryan, som er tidligere medlem af Labour og stadig er formand for Labour Friends of Israel, skriver i Jerusalem Post, at hun meldte sig ud af partiet, fordi partiets formand, Jeremy Corbyn, tillod stedse mere åbenlys antisemitisme at florere.

En overgang antog hun, at den alene havde med hans person at gøre. Corbyn har nemlig altid omgåedes holocaust-benægtere, jødehadere og terrorister og er besat af kritik af Israel. Men hun har indset, at Labours nye antisemitisme udspringer af partiets stærke venstredrejning. Mange i dets ledelse er nu besjælede af venstrefløjens idé om, at alverdens dårligdom skyldes Vesten og dens imperialisme. Og eftersom de regner Israel for en imperialistisk, vestlig magt, så opfatter de zionisme som racisme.

Det kan derfor blive tungt at vende skuden, så hun atter kan kende sit gamle parti. Labour var engang det parti, som britiske jøder stemte på, og Israel regnede partiet for sin mest trofaste ven i Vesten, fortæller Joan Ryan.

Det jødiske magasin Tablet refererer fra et møde i London, hvor britiske jøder mødte en medarbejder fra den tyske ambassade, der orienterede om mulighederne for emigration til Tyskland. De var ængstede over Labours nye fjendtlighed mod jøder. Den tyske gæst gav praktiske råd og kunne oplyse, at den tyske forbundsrepublik vedtog en lov, der giver efterkommere til alle, der fik frataget deres statsborgerskab under nazismen, ret til at generhverve det.

I DET ENGELSKE MAGASIN Standpoint beklager skolelærerne Irene Lancaster og Rowan Williams, at de britiske skoler har en skæv tilgang til holocaust i deres undervisning.

De to nævner, hvordan en Labour-politiker for nylig kaldte en jødisk modstander for ”Shylock”. Han forsikrede siden, at han ikke vidste, navnet havde jødiske associationer. Det kan være sandt, for skolerne lader det jødiske fortone sig og gør antisemitisme til en del af en almindelig intolerance. Derfor har skolebørn kun en tåget idé om det specifikke ved antisemitismen. De kan læse Anne Franks dagbøger, uden at læreren understreger, at hun var jøde, og når der undervises i holocaust, bliver det ofte til blot endnu et eksempel på forfølgelse af minoriteter.

”Men holocaust er ikke historien om beklagelsesværdig intolerance. Det var en systematisk, ja, ’videnskabelig’ indsats for at udrydde en hel befolkning.”

Og den udsprang af ganske bestemte forestillinger om jøder. De to opfordrer skolerne til at undervise i antisemitismens særlige væsen. Og tillige i jødisk historie, så de unge får viden om, hvordan jøder ser sig selv.

I det amerikanske magasin City Journal beskriver den jødiske, fransk-amerikanske filosof og økonom Guy Sorman situationen i Frankrig. Efter mange år i New York bor han nu i Paris, og han fortæller, hvordan det moderne Frankrig helt har overvundet landets engang ret udtalte antisemitisme. Den led hans franske forældre under. Indtil 1945 var tonen uden blusel ofte antisemitisk i den katolske kirke, i hæren og hos mange intellektuelle.

Det ændrede sig fuldkommen efter Anden Verdenskrig. Nu er til gengæld den muslimske antisemitisme ankommet til Frankrig med de mange indvandrere. Og i byerne kopierer unge arabere med bomber og håndvåben den palæstinensiske konflikt med Israel, skriver Sorman. Derfor er jødiske butikker, skoler og synagoger under permanent politibeskyttelse.

Alligevel er Sorman forsigtig optimist. Jihadisterne, der i 2015 dræbte 90 koncertgængere på spillestedet Bataclan i Paris, gik ikke specielt efter jøder, men efter unge vesterlændinge. Så sin frygt for jihadister deler han med alle franskmænd. Og dem behøver han, i modsætning til sine forældre, ikke længere frygte.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.