Når jeg ser hækken, hører jeg sangen ”Grøn er vårens hæk”.
Poesien står i knop – eller mere end det. Hvad med ukrudtet under hækken – er det også poesi? Jeg vil helst svare ja. Og ikke kun af den dovne grund, at det så haster mindre med at luge det væk. Jeg tror på poesien også i det, der ukaldet spirer frem. Derfor irriterer det mig, at dets tilstedeværelse under hækken irriterer mig.
Måske er vægelsindet den egentlige sandhed om min lidet glorværdige ”karriere” som havemand. Hvert forår, når det hele begynder forfra, føler jeg mig presset til at tage mit forhold til haver op til overvejelse. Dette er min umiddelbare – og ikke mindst defensive – reaktion, når udfordringen fra den heldigvis kun lille af slagsen, der hører med til matriklen, hvor jeg bor, bliver mere påtrængende, end jeg trods megen god vilje kan overtale mig til at overse. Det var den udfordring, der engang fik en ligesindet til at bemærke, at de gode undskyldninger for ikke at gå i kamp med ukrudtret var ved at slippe op. Vi hjalp hinanden med at have et par stykker i reserve.
Tidligt erfarede jeg, hvad jeg er oppe imod, når haven truer. Som dreng blev jeg ofte – for ofte mente jeg naturligvis – gennet ud i den, der hørte med til præstegården, hvor jeg voksede op. Bevæbnet med skuffejern, rive og trillebør blev jeg gjort medansvarlig for, at de mange bede, og hvad der ellers var, havde pæne smil parat til de besøgende. Det var et embede, jeg røgtede med nogen bisterhed.
Som udgangspukt holder jeg meget af haver. Men ikke dem, der er så velplejede og sirlige, at poesien bortvises. Som om naturen er en modstander, der skal holdes nede. Alt på rette plads! Militærisk disciplin overført til haven.
Kunne man ikke handle modsat og lade det hele passe sig selv? Det ville der komme mere natur ud af – og er det ikke, hvad jeg ønsker? Muligheden for liberalisme uden mådehold frister mig hvert forår, når jeg skal i gang med den besværlige oprydning efter vinteren, alt det visne, der skal fjernes.
Var dette ikke en opgave for det grønne, der er på vej? Så den levende natur skjuler den døde natur og samtidig stiller sig til rådighed for vækstens fortsættelse. Lyder det ikke nærmest smukt?
Med glæde mindes jeg et par haver, der får lov til at være deres egne ”havemænd”. En af ejerne hævder ganske vist at have ansat Vorherre i stillingen.
Græsslåning praktiseres kun i meget begrænset omfang og udelukkende af hensyn til behovet for farbare stier. Romantisk sagt: Fuglene synger af glæde inde fra vildnisset. Det samme gør mit hjerte. Og alligevel vover jeg ikke at give min egen have fri til sig selv.
Om lidt er jeg uden tvivl i gang derude. Fejhedens triumf. Og konformitetens.
Stadig lyder den grønne forårssang fra hækken. Den sang, der erindrer mig om det vigtigste: skønhedsoplevelser i haven. Mange af dem stammer fra den gamle, dybe præstegårdshave for længe siden. En hel tønde land var der at blive væk i.
Men overladt til sig selv i den ødsle frodighed med de mange skjulesteder kunne man også finde noget. En glæde og en smerte – tæt forbundet.
En glæde for eksempel over blomstrende frugttræers overjordiske skønhed. Man fyldte sine øjne med den, blev ved og ved, kunne ikke få nok, aldrig nok. Og da var det, smerten kom. Man ville være ét med skønheden, men måtte erkende, at det ikke lod sig gøre. Mellem denne og én selv blev der ved med at være en grænse. Og den kunne ikke krydses.
Hækken har smerten med i sangen til vårens pris.