Hallo – er der en præst til stede?

At præster i fremtiden under alle omstændigheder skal have en høj teologisk faglighed, er der ikke uenighed om. Man skal ikke forgæves kalde på en præst, skriver kirke- og kulturminister Mette Bock (LA)

Hallo – er der en præst til stede?
Illustration: Søren Mosdal

”Du er ikke rigtig klog,” siger sygeplejersken Knud til præsten Helen i Søren Kragh-Jacobsens film ”I lossens time” fra 2013. Og Helen svarer: ”Næh, jeg er præst.” Der er sket noget med synet på præster og deres kunnen i de seneste 20 år. I film som ”Adams æbler”, ”Italiensk for begyndere” og senest tv-serien ”Herrens Veje” ser vi præster som særegne, kloge, lyttende, lejlighedsvis småskøre og balancerende imellem empati og visdom med særdeles meget på hjerte. Præster er – som hovedregel – værd at lytte til.

Men sådan har det ikke altid været. Igennem de knap 200 år under enevælden (1660-1849) kan man roligt sige, at præster først og fremmest var kongemagtens forlængede arm. Som autoritære myndighedspersoner kunne de uimodsagt diktere for eksempel kirketugt og tab af borgerrettigheder, hvis man ikke makkede ret. Der var gode grunde til at holde sig på frygtsom afstand og god fod med præsten.

Nu har vi, som filmeksemplerne viser, en anden opfattelse af præsten, hvis opgaver også har ændret sig markant. Det er ikke så lidt bedre.

Den kun to år gamle undersøgelse ”Hvad vil det sige at være præst?” om præsternes syn på embede og arbejde kommer lidt nærmere ind på, hvad det er, præster i vor tid egentlig kan. 25 præster blev grundigt interviewet i en afdækning af arbejdets karakter og nødvendige kvalifikationer. Undersøgelsen viste, at det vigtigste for en præst er at være et medmenneske med professionalisme i mødet med andre mennesker. Det er ikke et nemt opdrag.

”Præsten er en teologisk fagperson, der optræder som fortolker af eksistensen – præsten er den, der kan sætte ord på det, som mennesker ikke selv kan sætte ord på,” som det hedder i undersøgelsen.

Det kræver faglighed. Og det kræver indsigt, viden og en dyb fortrolighed med ikke bare teologien, men også menneskelivet og den kultur og tradition, folkekirken er vokset frem i.

Så meget des mere undrer et debatindlæg fra dekanerne fra henholdsvis Arts ved Aarhus Universitet, Johnny Laursen, og Københavns Universitets teologiske fakultet, Kirsten Busch Nielsen, den 29. oktober i Berlingske.

”Svækket teologisk faglighed i Danmark er ingen tjent med,” skriver de. Nej da, det er vi overhovedet ikke uenige om.

Baggrunden for indlægget er, at vi kan se frem til, at store årgange af præster er på vej på pension. Det kræver rettidig omhu at forberede, så vi ikke pludselig står i en situation med fatal mangel på præster. Derfor har et ”præstemangelsudvalg” i september barslet med et forslag om, at andre end teologiske kandidater fra universiteterne kan søge ansættelse som præst i folkekirken.

Betingelsen er, at ansøgerne skal være akademiske kandidater, som skal have bestået et teologisk efteruddannelsesforløb, før de kan ansættes. Eller, som hidtil, opnår dispensation på særlige vilkår, hvis de har en helt anden baggrund og tilegnede kvalifikationer, der vurderes at være relevante.

Johnny Laursen og Kirsten Busch Nielsen savner overbevisende dokumentation for, at der kommer en fremtidig, langsigtet præstemangel. Der er, i min kikkert, mange tegn herpå:

Udsigten til pensionering af nogle af de store efterkrigsårgange i de kommende år, et lavere antal studiepladser på teologistudiet ved universiteterne, færre nyuddannede kandidater og en øget tendens til, at præster i større grad end tidligere søger forskellige stillinger uden for folkekirken. Disse tendenser peger i samme retning. Det samme gør en stigende tendens til genopslag af ledige stillinger i visse landsdele.

En efteruddannelse af andre akademikere end teologer med en forventet varighed på to-tre år, skræddersyet til hver enkelt ansøger, skal ikke ses som en ny ordinær vej til arbejde som præst i folkekirken. Det er en særordning, som i første omgang skal gælde for en 10-årig periode.

Kongevejen går stadig gennem en kandidatgrad i teologi på universitetet og det efterfølgende forløb på Pastoralseminariet. Det er absolut førsteprioriteten.

Vi har før haft særordninger, og forslaget står ikke alene i forsøget på at undgå præstemangel. Det er ét initiativ blandt flere.

Bachelorer fra Menighedsfakultetet og Bibelinstituttet er blevet optaget på teologistudiernes kandidatuddannelser, og det er mit indtryk, at det har været en god, omend lidt anderledes vej til præsteembedet. Der er også indført et nyt introduktionsforløb for nyansatte præster, der har til formål at sikre en bedre og hurtigere indføring i arbejdet som præst i det lokalmiljø, man bliver en del af.

Det kan være en barsk opgave at indlede sit arbejdsliv som præst. Og der skal i menighedsrådene fortsat arbejdes for at sikre arbejdsvilkår, der gør præsteembedet attraktivt og ikke mindst foreneligt med et familieliv.

Arbejdsmiljøet har høj prioritet og drøftes blandt andet i en stående arbejdsgruppe med særskilt fokus på præsters arbejdsmiljø og trivsel.

Universiteterne har heldigvis også sagt ja til at indgå i et dialogforum med biskopper og kirkeministerium for at sikre, at der kan findes et tilstrækkeligt antal kvalificerede til folkekirken. Og endelig har biskopperne besluttet at tage fat på diskussionen med politikerne om dimensioneringen af teologistudiet.

Der sker altså ikke så lidt. Om det er nok, kan jeg ikke se i min kikkert. Men at præster i fremtiden under alle omstændigheder skal have en høj teologisk faglighed, er der ikke uenighed om. Man skal ikke forgæves kalde på en præst.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.