Det har udløst megen harme, at Nobelprisen i litteratur tildeles den østrigske forfatter Peter Handke. Han er en betydelig forfatter, så han blev en del år nævnt som oplagt kandidat. Han gjorde sig imidlertid kontroversiel ved at stå på serbernes side i Balkan-konflikten. Han fordømte Natos luftangreb og holdt i 2006 en tale ved begravelsen af den serbiske præsident Slobodan Miloševi, ligesom han traf den krigsforbryderdømte, bosnisk-serbiske leder Radovan Karadži.
Mest fylder i debatten forargelse og vrede over, at komitéen i Stockholm sætter sig ud over dette forhold. Få er de glade tilkendegivelser. En er fra den tyske instruktør Wim Wenders, som på sin platform skriver:
”Hvem ellers? Hvem andre har taget sproget så alvorligt som sin livsopgave? Hvem andre har samtidig altid lagt os det på hjerte som det, der er mest vores eget? Hvem andre har ellers båret verdens vægt med intet andet end tilliden til ordene?”.
Peter Handke skrev drejebogen til Wenders film ”Himlen over Berlin”.
Og den østrigske dramatiker Elfriede Jelinek, der fik Nobelprisen i 2004, udtaler til APA: ”Storartet! Det var i alle tilfælde hans tur før mig. Det var på høje tid.”
Forbitrelsen er mere udbredt. En gennemgående pointe er det, at kunstnerisk vægtfylde ikke kan udligne kritisabel, politisk position. Som i debatten om Emil Noldes nazisme. Således skriver SpiegelOnlines faste kommentator Margarete Stokowski:
”Når en kunstner begår forbrydelser, undskylder eller benægter dem, når han gør gerningsmænd til ofre, da bliver det at skille kunst og kunstner en luksus, man så tager sig råd til. Men det er en nedrig form for sortering af affaldet, når sådanne kunstnere bliver forsvaret: Ja, de har vel engang sagt eller gjort dette eller hint, er ’faret vild’, ’kommet på afveje’, har ’forløbet sig’, men bortset fra det bør man betragte litteraturen som sådan, og så at sige separere affaldet fra det æstetisk anvendelige. Hvad så, hvis man ikke kan det? Og det ikke, fordi man er uden anelse om litteratur, men fordi man netop stiller bestemte krav til den?”.
Margarete Stokowski er rystet over, at nogle ”alligevel vil konsumere denne kunst”, og endnu værre er ”den skabagtige trods, hvormed de retfærdiggør dette behov, denne blanding af underkastelse (over for kunstneren) og arrogance (over for hans kritikerinder).” Tyske progressive bruger hunkønsformen.
Det kan ikke lade sig gøre at trække rene grænser mellem kunstneren og hans værk, mener hun.
”Vil folk, der insisterer på en streng adskillelse af værk og kunstner også have et landskabsmaleri af Hitler hængende på væggen, hvis det var et rigtigt godt billede?”.
Den tyske forfatter og dramatiker Thomas Melle finder i Frankfurter Allgemeine, at denne fordømmelse er vokset til en regulær hetz. Handkes ”nervøse sprog-sensibilitet” spottes, mens de grove våben hentes frem. Man forholder sig udelukkende til løsrevne udtalelser fra Handke, ”journalistiske sekundær-stumper”, hvoraf nogle endda citeres konsekvent forkert. Men er et fordrejet citat først sluppet ind i cyberspace, lever det dér for altid, beklager Thomas Melle.Han finder Stokowskis tale om ”nedrig sortering af affald” ubehagelig og hyklerisk:
”I andre sammenhænge ville denne journalist sikkert senest lige her tale om ’umenneskeliggørelse’ eller hate speech, for ingen bør vel betegne et menneske som affald?”.
Det er åbenbart for meget forlangt, at de mange fordømmende vil forholde sig en smule til Peter Handkes værk. Hans litteratur lades ganske ude af billedet.
”Kolporteret bliver i stedet, at Nobelpristageren flere gange i sit liv er gået over til håndgribeligheder og dertil bekendtgjorde i et interview, at han ’som menneske’ nogle gange følte sig en bestemt diktator ’meget nær.’ Men det er sikkert allerede for indviklet tænkt, at en sådan udtalelse måske ved mere om den menneskelige psykes ambivalens end deltagerne i disse selv-dynamiske Twitter-domstole; at en sådan udtalelse netop ikke hetzer. Det skulle da lige være mod sig selv og sin ophavsmand.”
Twitter foregiver at være pulsen i meningsmageriet, men den skærer alting op i giftige stumper og skaber med sin mangel på præcision en tåget atmosfære af anti-intellektualisme, skriver Thomas Melle.
Der dannes en cirkulær konsensus på nettet, der føder sig selv og udvikler en fatal hang til at udelukke og fordømme, som den ikke kan tøjle.
Man behøver ikke holde med Handke, skriver Thomas Melle, for at kritisere disse dynamikker, hvori de, der ellers altid taler om at bekæmpe og begrænse hadet, falder for det dragende ved skueprocessen og selv kommer til at udøve symbolsk vold.
Handke- og Jelinek-specialist Pia Janke, professor i litteratur ved Wiens Universitet, interviewes af den østrigske avis Der Standard. Efter Pia Jankes mening vidner fordømmelsen om en overfladisk forståelse af Handkes engagement i Balkans hvepserede.
Han undersøgte, hævder hun, hvordan medierne med sproget kan præge og manipulere virkeligheden. Og undersøgte, hvilke billeder af denne krig, som blev frembragt og videresendt. ”Han tog til Serbien, for at se det, de mediale billeder skar bort.”
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.