Har I ikke fejllæst vælgerne?”, spørger journalisten Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, søndag aften under DR’s dækning af europa-parlamentsvalget. Jeg ved ikke, hvad Thulesen Dahl svarede. Det er der vist heller ingen i mine nærmeste omgivelser, der gør, for jeg blev højlydt irriteret over spørgsmålet.
Irritationen havde ikke noget med meningsmålingerne og Dansk Folkepartis tilbagegang at gøre. Tværtimod. Den skyldtes præmissen for spørgsmålet: at et partis politik bør defineres af en population af hypotetiske vælgere – at de politiske linjer skal lægges til rette efter en vælgerstemning. Og det er vel at mærke ikke alene partier, der som Dansk Folkeparti har slået sig op som repræsentanter for den jævne befolkning, der får sådanne spørgsmål.
Det gælder alle.
Jeg går ind for, at partierne forholder sig til de strømninger, som løber gennem vores kultur, og at de føler sig forpligtet på og måske endda lader sig inspirere af indsigter, der findes uden for Europa-Parlamentet i Bruxelles, murene på Christiansborg og på landets rådhuse. Naturligvis. Men jeg mener, at den politiske opgave er at levere en værdibaseret fortolkning (visioner er nok for meget at bede om i denne nødvendighedens tidsalder) af strømningernes retning.
Med andre ord bryder heller ikke jeg mig om det populistiske tankemønster, der gemmer sig under spørgsmål som Anja Westphals og i mange kommentatorers politiske analyser. Også jeg når frem til, at denne tankegang er en af de væsentligste årsager til den omsiggribende politikerlede.
Spørgsmålene og analyserne i papir-, tablet- og tv-aviserne træner mig nemlig til at nære mistro til politikerstanden. Kritisk refleksion og manipulationsmodstandsdygtighed er selvindlysende gode og nyttige dyder i en medietumultarisk virkelighed som vores. Men jeg mener ikke, at det er et godt udgangspunkt for et samfund, at dets befolkning oplæres til paranoidt at betragte alle politiske udsagn og tiltag som koder, hvorunder gemmer sig den indholdstomme bagtanke: ”Sådan får vi flere stemmer.”
Det mener jeg først og fremmest, fordi jeg ingenlunde er sikker på, at det er disse bagtanker alene, der driver politikerne i deres virke. Og jeg har besluttet at lade tvivlen komme dem til gode. Som et eksperiment har jeg i en uge aktivt bekæmpet mistroiske reflekser for at se, hvad der skete, hvis jeg udelukkende forholdt mig til indholdet af det, der blev sagt. Om energiforsyning, uddannelsesudfordringer og social dumping.
Jeg kan anbefale det.
Jeg bliver et klogere og mere optimistisk menneske.
Katrine Frøkjær Baunvig er leder af Grundtvig Centeret i Aarhus.