Prøv avisen
Etisk set

Helligfranserne truer vores frihed

Martin Ågerup

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

AMNESTY International truede for nyligt med at pudse en advokat på Radio24syv, hvis man ikke straks fjernede en række satireindslag fra hjemmesiden. Det er med rette blevet kritiseret andetsteds, men et aspekt af sagen fortjener mere opmærksomhed.

Sagen startede, da samfundsdebattøren Amalie Have opfordrede sine 89.000 følgere på det sociale medie Instagram til verbalt at angribe sangeren Lucas Graham, fordi han havde udgivet et musiknummer, hvis forfatter er dømt for vold. Lucas Graham trak nummeret tilbage.

Satireprogrammet ”Den Korte Radioavis” gennemgik Amalie Haves playliste på Spotify. Det viste sig, at Amalie Have havde musik på listen fra indtil flere kunstnere med voldsdomme. Programværten kaldte Amalie Have for en helligfrans. Formålet med satiren var tydeligvis at påpege det umulige og problematiske i Amalie Haves forehavende, som ville indebære et farvel til musik såsom ”Solen er så rød, mor”, hvis forfatter var nazist.

Den mere fundamentale pointe i satiren er, at hvis vi lader os styre af helligfranser som Amalie Have, bliver tilværelsen ulidelig og ufri.

Trusler mod friheden kommer ikke kun fra overdreven og arbitrær anvendelse af statsmagten. Den kan også komme fra civilsamfundet. Sociale, kulturelle og religiøse normer kan være så stærke, og konsekvenserne af at bryde disse normer og gå egne veje kan være så voldsomme, at man som medlem af et samfund de facto er ufri på en måde, som ikke er ulig den ufrihed, der findes i undertrykkende regimer.

Mens regimerne spærrer lovbryderne inde, lukker civilsamfundet normbryderne ude.

Stærke sanktioner fra civilsamfundet for normbrud er ofte fornuftigt. Normer og love supplerer hinanden i opretholdelsen af et velfungerende samfund. Ønsket om at blive accepteret er på nogle områder en stærkere kilde til fastholdelse af samfundsorden end lovgivning.

Det er ikke alt, hvad der er lovligt, som bør finde sted, og det er heller ikke alt, hvad der ikke bør finde sted, som bør være ulovligt. I de fleste af livets situationer er det for eksempel lovligt at lyve, men det er sjældent velanset.

ET VELFUNGERENDE samfund forstår at balancere behovet for normer, der mindsker omfanget af asocial adfærd med behovet for tolerance over for andre opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert. Der er også brug for en vis overbærenhed med folk, der uforvarende kommer til at sige eller gøre ting, der ligger uden for de accepterede normer.

I flere hundrede år har der været en bevægelse i retning af større tolerance og overbærenhed med afvigende normer. Det har både været på godt og ondt, men mest på godt. Folk er blevet friere til at leve deres liv. Seksuelle, religiøse og alle mulige andre mindretal og afvigelser har mødt større accept.

Meget tyder på, at vi nu er på vej i den anden retning – selvfølgelig ikke tilbage til gamle religiøse og seksuelle normer. Intolerancen finder nye former.

Før industrialiseringen var landsbyen et intolerant sted. Man holdt øje med naboernes færden. Da folk flyttede til byerne, bidrog den større anonymitet til en opblødning – mere frihed.

Nu har sociale medier skabt en ny digital landsby, hvor alle holder øje med hinanden, men uden den geografiske nærhed, som dog i de oprindelige landsbyer skabte et fællesskab med dem, man holdt øje med og en forståelse for deres situation og overvejelser.

Amalie Have og andre helligfranser skal holdes i ave, hvis vi skal bevare et samfund med tolerance, overbærenhed og frihed. Det var, hvad satiren på Radio24syv handlede om og bidrog til.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.