For nogle år siden opslog jeg et kandidatfag på Syddansk Universitet. Det hed ”1979” og skulle handle om bøger, der udkom det år, blandt andet Hans-Jørgen Nielsens roman ”Fodboldenglen” og en antologi, ”Livsstykker”, hvor fem fremtrædende personer fra venstrefløjen i Aarhus skrev deres foreløbige erindringer.
Jeg havde en fornemmelse som jeg gerne ville udforske med et hold studerende: Der skete nogle afgørende skift i 1979, her svingede historien på sine hængsler og forlod en epoke for at give plads til en ny. At lave den form for ”årstals-nedslag” er ikke min originale idé. Der er udkommet flere bøger i de senere år, både i udlandet og herhjemme, der laver et historisk tværsnit ud fra et bestemt år, for eksempel ”1926” (Hans Ulrich Gumbrecht) eller ”1966” (Anne-Marie Mai).
Hvis et kandidatfag skal oprettes, kræver det, at nogle studerende tilmelder sig. Der skulle være mindst 13, for at faget kunne blive til noget. Jeg var fortrøstningsfuld, men da regnskabsdagen oprandt, viste det sig, at der var 0 – siger og skriver nul – tilmeldte til kurset.
Det var noget af en bet. Min kone, der ellers ofte er mig en god og kærlig støtte, grinede. Bare fordi jeg selv var ung i 1979 og syntes, at det var en spændende tid... Men hallo, 1979, hvad skulle få unge studerende til at hoppe på den?
Hallo selv. Nu har jeg fået opbakning og kan måske tage revanche. En tysk historiker ved navn Frank Bösch har skrevet en bestseller med titlen ”Zeitenwende 1979” (fyldigt omtalt her i avisen den 30. marts). Den handler om, at 1979 er det afgørende år i nyere historie, alle de problemer og konflikter, vi trækkes med i nutiden, har deres oprindelse i 1979. Indtil da levede vi i en anden verden.
Bösch nævner ikke mindst religionens tilbagekomst som global politisk faktor. I 1979 fik vi den islamiske revolution i Iran, den polskfødte pave besøgte sit hjemland og gav inspirationen til den protestbevægelse, der 10 år senere bredte sig i Østeuropa og fik Muren til at falde, Sovjetunionen invaderede Afghanistan og blev uforvarende fødselshjælper for de islamiske mujahedin-krigere. I dag er religion et ”issue”, et stridsemne, i et omfang, der ville have været helt utænkeligt før 1979, hvor de fleste regnede med religionens gradvise bortdøen.
Før 1979 var den kolde krigs bipolære verdensorden intakt. Det var ikke til at se, hvordan det nogensinde skulle blive anderledes, og det gav en paradoksal form for stabilitet i den atomare utryghed. Med begivenhederne i Polen og Afghanistan begynder det at knage i denne konstruktion, og samtidig indleder Kina under Deng Xiaoping den økonomiske reformkurs, der i dag har forvandlet det fra kommunistisk relikt til potentiel supermagt.
Bösch nævner også valget af Margaret Thatcher i England, som indvarsler den borgerlige-liberale bølge i den vestlige verden, kritikken af den offentlige sektor, tyrkertroen på markedet som styringsprincip og hele det kompleks, vi dag kender under navne som neoliberalisme, ”nødvendighedens politik” og new public management.
Selv havde jeg mest tænkt på 1979 som det år, hvor den akademiske venstrefløj, der havde været utroligt dominerende i min ungdom, begynder at implodere for at give plads til punkere, yuppier, joggere og en fuldstændig anden kultur i 1980’erne. Og at det er fascinerende at iagttage, fordi Hans-Jørgen Nielsen og de andre på en ubevidst måde fornemmer det, samtidig med at de slet ikke aner, hvad der er ved at ramme dem.
Men det har ikke stået mig helt klart, at 1979 også på den globale scene repræsenterede en vending i tid. Jeg har lige udgivet en bog om den danske teolog Jørgen K. Bukdahl. Han døde i 1979, og derfor er det ikke så sært, at han på mange måder synes at skrive i og komme fra en helt anden tid. For det gør han, og det må han også gerne gøre, for vi er alle børn af vores tid, og vi kan ikke bebrejdes, at vi ikke kunne forudse fremtidens problemstillinger.
Det skal ikke afholde os fra at læse dem, der kom før os, for selvom vi lever i tider, der nok kan synes at kræve os fuldt og helt, er vores tid også som en fisk, der gisper efter ilt, efter kontakt med andre tider, andre tanker, andre verdener. Måske skal jeg give det et forsøg til med faget om 1979.