Det var farligt, da en gruppe teologer omkring den schweiziske teolog Karl Barth i 1934 formulerede en erklæring i skarp kontrast til den nazistiske ideologi. Allerede på det tidspunkt var den tyske kirke inficeret af den. Andre fagteologer støttede offentligt førerdyrkelsen med absurd retorik. Disse såkaldte tyske kristne hjalp med at indføre nazisternes arierlove i kirken og bidrog således tidligt til den perverse jødeforfølgelse.
Dokumentet fra 1934 fik navn efter stedet, hvor de mødtes: Wuppertal-Barmen i Tyskland. Barmenerklæringen var en teologisk bekendelse frem for et politisk manifest. Den blev grundlaget for den antinazistiske bekendelseskirke, som nazisterne gjorde ulovlig. En del tyske teologer og kirkemænd herfra blev senere henrettet i kz-lejre. Dog ikke den reformerte Karl Barth, der blev frataget sin professorstilling og måtte forlade Tyskland.
Ved allehelgen har vi mindet vores døde. Traditionelt er det også en højtid for at ære martyrerne, og en martyr bliver ikke nødvendigvis slået ihjel for sit vidnesbyrd. Nerven i den omtalte bekendelse fra Barmen er således det brændende teologiske spørgsmål angående forholdet mellem stat og kirke.
Situationen i Tyskland var sådan, at det var tid til at tage afstand fra den ånd, som i samtiden perverterede både det tyske samfund og den tyske kirke. Selvom nazismen ikke nævnes eksplicit i erklæringen, fordømmes af teologiske grunde syntesen mellem nazisternes propaganda og en følgagtig kirkepolitik. Nazismen var en sekulær ideologi, der på grund af sit ønske om total kontrol med alle kroge i samfundet i virkeligheden fremstod med religiøse træk.
Æstetisk åbenbarede nazismen sig også som en iscenesat massereligion. Totalitarismen er efter sit væsen altid religiøs. For den overskrider de grænser, en god stats sekulære styre skal holde sig inden for. Der er to regimenter, som Luther sagde. Omvendt var det derfor et dybt syndefald, at en kirke kunne blive en politisk organisation i nazismens kulturprogram.
Omdrejningspunktet i denne bekendelse fra Barmen findes i en klar skelnen mellem lov og evangelium: Styret løser en verdslig opgave, når den med sine love sørger for retfærdighed, fred og frihed. Denne opgave er givet af Gud for at holde orden og beskytte de svage. Men hvis styret vil regere det åndelige liv, bliver det totalitært, og jødelovene var et grufuldt eksempel på denne dæmoni. Omvendt svigtede kirken netop sit kald, hvor det skulle holde sig til at forkynde evangeliet, da den blev statens forlængede arm i lovregulering af alle livets hjørner.
For de modige folk fra bekendelseskirken betød evangeliet en frihed til at sige fra over for et styre, der i virkeligheden var blevet ulovligt netop ved at optræde religiøst. Sagt på en anden måde: Deres skelnen mellem lov og evangelium betød både et stærkt ”ja!” til mennesker – inklusive jøder – og et klart ”nej!” til enhver ideologi, der vil have total kontrol.
Er Barmen-teologien aktuel for kirken i dag? Ja! For lige så meget som en sekularistisk ideologi kan vise sig som en pseudoreligion, kan en religion – når den er totalitær – også vise sig som i virkeligheden en fascistisk ideologi. Det er to sider af samme sag.
Det er derfor ikke grebet ud af luften, når borgmesteren i Nice taler om ”islamo-fascisme” efter vi har været vidne til, at en kvinde i en kristen katedral blev halshugget og to andre stukket ned af en terrorist, der råbte ”Allah er stor”. Såvel religiøst som politisk er dette udtryk for en uhyggelig underkastelse under en totalitær idé. Det sammensatte ord islamo-fascisme er rammende.
Det var en vigtig indsigt, teologerne formulerede i 1934 med afvisningen af at sammenblande lov og evangelium, mens de havde den nazistiske trussel hængende over deres liv. Hvis dialogen mellem muslimer og kristne skal flytte sig, må der utvivlsomt teologi til. I en tid, hvor uhyggelig religiøs vold i mange afskygninger får verden til at bløde, udtrykker den luthersk-reformerte kristendom i virkeligheden det bedste forsvar for den sekulære stat. Det sker rent teologisk. Og det er vendt imod såvel den ateistiske som den religiøse fascisme – imod enhver totalitarisme.
Kirken burde have modet til særlig solidaritet med den gruppe ofre, den deler bekendelse med. Rundtom i verden forfølges mange kristne af totalitære regimer som islamismen. Men i en tid, hvor ”muslim” opfattes som en etnisk og ikke en religiøs betegnelse, er det næsten umuligt at udhæve de uforenelige teologiske forskelle uden at blive kaldt ”racist”.
Men der er altså forskel på kristendom og islam. Og vi er nødt til at kunne tale om, at den ene religion har en tydeligere tendens til total kontrol og derfor også dårligere redskaber til den selvkritik, der har været væsentlig op igennem hele kristendommens historie.
Et stilfærdigt eksempel på kristendommens antitotalitarisme er Justin Martyr, der blev henrettet i år 165 for sin kristne tro. Han havde som sit offentlige forsvar for kirken beskrevet, at den bad for magthaverne. Det gør kirken stadig hver søndag, for et godt sekulært styre behøver visdom.
Men findes den solidaritet med øvrigheden i moskéen? Ændringer i teologi begynder i bøn og liturgi.