Leder af demensplejehjem: ”Hjælp til selvhjælp” lyder smartere, end det er

Hjælp til selvhjælp-mantraet er desværre forfattet på en måde, som ophøjer beboerens evne til at hjælpe sig selv over beboerens behov for at modtage hjælp, skriver leder af demensplejehjem

I stedet for ”hjælp til selvhjælp” kunne man også bare sige ”hjælp”, selvom det måske ikke klinger så smart, skriver leder af demensplejehjem.
I stedet for ”hjælp til selvhjælp” kunne man også bare sige ”hjælp”, selvom det måske ikke klinger så smart, skriver leder af demensplejehjem. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Artiklen forleden i Kristeligt Dagblad om Bent Maack, der mistede sin demensramte kone på et plejehjem, handler om en misforstået tilgang til, hvad omsorgsarbejdet på plejehjem går ud på.

Hjælp til selvhjælp-mantraet er desværre forfattet på en måde, som ophøjer beboerens evne til at hjælpe sig selv over beboerens behov for at modtage hjælp.

Men plejehjemsbeboere med demens har brug for hjælp i alle døgnets vågne timer. De har brug for, at der er en omsorgsgiver til stede hele tiden.

Artiklen beskriver, hvordan spisningen bliver et problem, fordi beboeren ikke lykkes med at indtage maden, og situationen bliver uværdig. Men selv de beboere, som er mest afhængige af hjælp til spisningen, kan hjælpes, så det ikke medfører tab af selvværd. Det gør man ved, at ingen spiser alene.

Medarbejderne lærer den enkeltes spisemønster at kende og træder helt naturligt til, når der er brug for det. Men vigtigst af alt: Medarbejderen spiser samtidig sin egen mad, så der opstår en atmosfære af ligeværdighed omkring spisningen. Beboeren må aldrig føle sig affodret.

Sådan undgår man det skamfulde måltid. Vi spiser alle sammen, og vi, der kan klare det selv – det gælder også andre beboere – hjælper dem, som har besvær.

Det er så ligetil og ikke vanskeligt at indføre på nogen plejehjem. Hvis man som leder af et plejehjem ønsker, at beboerne ikke skal skamme sig over måltidet eller bare får spist, så skaber man et ligeværdigt spisemiljø, hvor alle spiser sammen. På den måde mindsker man også risikoen for, at beboerne dør af underernæring.

I stedet for ”hjælp til selvhjælp” kunne man også bare sige ”hjælp”, selvom det måske ikke klinger så smart.

For hvis man pådutter enhver medarbejder at have det formål, at beboeren kan hjælpe sig selv, vil det nemt blive opfattet som det vigtigste mål.

Omsorg er en proces, og selvhjælp er bare ikke det første led i processen. Man skal igennem nogle andre led inden: mærke personens tillid til sig selv og andre, kende personens formåen og potentialer, før man overhovedet kan tale om selvhjælp.

Og så kunne man i øvrigt med fordel bytte ordet ”selvhjælp” ud med ”deltagelse”, som er lidt mere fleksibelt. Man kan jo godt føle deltagelse, selvom man ikke klarer en opgave fuldt ud selv.

Mennesker med demens oplever også flere sejre ved at deltage i noget end ved at klare noget alene.