Hjemkomsten til det konkrete liv

Uregerlige kræfter har besat vore liv, og midt i bekymringen skaber den smitsomme coronavirus anledning til at overveje, om vi på den anden side af alt dette vil se verden anderledes end før? skriver Sørine Gotfredsen

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal

Vi har diskuteret det meget længe, men jeg har ofte været usikker på, om vi helt forstod essensen af dette at ære sin lille plet på Jorden. Det gør vi måske i højere grad nu.

Uregerlige kræfter har besat vore liv, og midt i bekymring og uvirkelighedsfølelse skaber den smitsomme coronavirus anledning til at overveje, om vi på den anden side af alt dette vil se verden anderledes end før. Det er umuligt at overskue en ekstraordinær situation, mens man stadig står midt i den, men med det globale virusangreb rører nye erkendelser på sig.

Først og fremmest indser vi, at det moderne og flydende menneskeliv har en pris. Det burde ikke være nogen nyhed, for mens vi i årtier har lyttet til popsange og begejstrede paroler om opløste grænser og en forenet menneskehed, har vi også lyttet til advarsler om det kaos, der kan opstå, når vidt forskellige kulturer udfolder sig i én stor, ukontrolleret bevægelse. Alligevel er den globale livsstil taget til med en lidt latterlig ophøjelse af det rejsende menneske som den person, der på mest intensiv vis lever livet, mens man har glemt, at der med den livsstil følger flytrafik, forurenende krydstogter og en turisme, der hver dag nedtramper verdens smukke byer og bjergkæder.

Intet af dette har i særlig grad fået os til at indskrænke råderummet, og Søren Kierkegaards påmindelse om, at den vigtigste rejse for enhver foregår på stedet, er glemt. End ikke konsekvenserne for klimaet har seriøst ansporet verdensborgeren til at fare mindre omkring.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men nu er en håndgribelig trussel ankommet i form af en virus, der blæser, hvorhen den vil. Og nu tvinges mennesket til omsider at spekulere over sine gerninger, sin frihed og sit væsen.

Således fremstår den globale drøm lige nu som et bakteriebefængt mareridt. Friheden har ført til indespærring og mistro til andres nærvær, og som man sidder der med sine renskurede hænder og tænker på en jordklode fyldt med hoteller, skiløjper, restauranter og teknologiske kræfter, der gør det muligt at være i Østrig den ene time og i København den næste, føler man sig meget skrøbelig. Hvordan kan vi undgå at drukne?

Men vi skal huske, at en virus ikke er en ond kraft. Den er et udslag af naturkræfter, og den skal mødes af os, af civilisation, og derfor kan vi virkelig nu erkende det dyrebare ved at tilhøre et land og en kultur og et bestemt fællesskab. Dermed kan vi måske også bedre forstå det enfoldige ved den globale ideologi, der vil gøre verden til én stor tumleplads, hvor enhver bør længes efter at opsøge nye horisonter og elske fremmede folkeslag.

Ja, ja, jeg ved godt, at jeg nu vil blive beskyldt for at gøre alting til værdidebat, men jeg står ved det. For utrolig meget er værdidebat. De forgangne årtiers udvikling i den vestlige verden har netop vist, hvor afgørende det er ikke at fortabe sig i vidtløftige illusioner om at være borger i hele verden, fordi en folkelig samhørighed afhænger af viljen til at værne om ét konkret sted.

Den globale tænkning har været med til at gøre vores samfund rigere, ja, men den har også gjort det mere sårbart, og sjældent har dette været så åbenlyst som nu, hvor vi ikke blot i Danmark har samme problemer som andre i form af klimaændringer, parallelsamfund og en udhulet kristen kultur, men også i form af en farlig virus.

Og nu vil det vise sig, om den kristne civilisation her på stedet stadig er stærk nok. Nu vil vi opdage, om den anden er rede til i køen på vej hen til håndsprit, gær og toiletpapir at træde et skridt til siden for medmenneskets skyld, og nu understreges det, at næstekærlighedsbuddet virkelig er givet til den, der i dette øjeblik skal værne om den anden. Her på dette sted lige nu og ikke i en abstrakt forestilling om et andet menneske et andet sted.

Det kristne næstekærlighedsbud er vores fælles lov, der udgør den største og mest tidløse modsigelse af troen på den moderne og grænseløse ret til fri udfoldelse. Derfor burde vi for længst have forstået nødvendigheden af at indskrænke det store råderum, og vi burde for længst være blevet mindre globale i bevidstheden og mere ansvarsbevidste over for dette helt håndgribelige sted på Jorden.

En sådan besindelse kunne naturligvis ikke i år 2020 have hindret en virus i at sprede sig, men til gengæld kan selvsamme virus nu lære os, hvor meget vi er afhængige af, at der findes en stærk kulturel samhørighed her, hvor vi bor.

Nu erfarer vi, om den – samhørigheden – efter mange års dyrkelse af personlig frihed, global mangfoldighed og tonstung rettighedstænkning er blevet for svag, og når vi om nogle måneder ser tilbage på denne usædvanlige tid, vil det være med fornyet indsigt i vores fællesskabs historiske tilstand.

Men allerede nu ved vi, at der skulle en sygdomsepidemi til for at bringe alle på sporet af de store tanker om den. Vi er blevet tvunget tilbage til det konkrete liv, og på en vis måde er vi kommet hjem til hinanden igen. Den nærmeste tid vil vise, om vi stadig oprigtigt forstår betydningen af at høre sammen på netop dette sted – og ikke i en illusion om hele verden.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.