Prøv avisen
Etisk set

Lillian Bondo: Hold nu mund med det der sport

Hvad er det, der trækker ved at være tilskuer til sport? Lillian Bondo forstår det ikke, men må lade andre nyde det i fred. Dog blev hun revet med af EM i fodbold i 1992. Her ses fodboldfans på Rådhus pladsen i København, mens de hylder landsholdet efter sejren i 1992. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Lillian Bondo

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Hvad er det, der trækker ved at være tilskuer til sport? Lillian Bondo forstår det ikke, men må lade andre nyde det i fred. Dog blev hun revet med af EM i fodbold i 1992

Det danske ord ”sport” kommer fra engelsk som en afkortning af disport – afslappelse, tidsfordriv, fra oldfransk desport – fornøjelse, morskab. Ifølge Den Danske Ordbog.

Ordet er vist langt fra sin oprindelse i dag – som det nu går med ord. Der synes ikke at være meget afslappelse og tidsfordriv over tilskuersport og elitesport, hvor de to går hånd i hånd.

Det forekommer mig fra kanten af mit synsfelt, at man atter er ved at bygge op til hysteriske højder af spænding og tidsforbrug og udgifter på for eksempel boldspil mellem 22 mænd ad gangen, mænd, som tilskuerne ikke kender personligt, som spiller et spil, tilskuerne kun i en kort periode af deres liv – måske – har dyrket på et niveau, der gav dem selv glæde og energi.

Eller på grupper af cyklende mænd i stramt tøj på dyre cykler i bjerge langt herfra – mærkelig tilskuersport, sikkert bedst nydt netop foran fjernsynsskærmen, hvis overhovedet. Igen er jeg uden forudsætninger for at forstå, at man ikke hellere selv hopper i lycraen, som synes at være uundværlig, hvis man skal transportere sig hurtigt på to hjul. Det er der så vistnok også flere og flere, der gør.

Og tennis. Frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage på en firkant i tavshed, fraregnet anstrengelsesgryntene fra dem, der bevæger sig på alles vegne.

Hvad er det, der trækker? Jeg forstår det ikke, men må lade andre nyde det i fred.

Jeg husker dog en enkelt begivenhed af slagsen, hvor jeg blev revet med. Hvor det var udfaldet, der tændte, snarere end min forhåndsforståelse af kunsten at vinde guld i EM i fodbold.

Jeg var i aftenvagt på Frederiksberg den 26. juni 1992. Hele vagtholdet fortalte hinanden, at vi da selvfølgelig ikke havde behov for at se afslutningskampen i europamesterskabet i fodbold i Sverige.

Jeg og min kollega passede begge den fødende kvinde – hvis fødsel desværre udviklede sig, så hun måtte have akut kejsersnit.

At dette lå før kampens begyndelse, var der alle mulige gode grunde til, og alligevel sikrede vagthavende fødselslæge sig skriftligt materiale af enhver slags til dokumentation til næstfølgende vagtskifte af, at det ikke var af hensyn til kampens starttidspunkt, at fødslen måtte afsluttes.

Men vi sad da og skreg om kap med den nybagte far under selve kampen, og da den var overstået med det mytiske resultat, kom der to kvinder ind lige efter hinanden og nærmest fødte på dørmåtten – de havde ikke lige haft tid til at tage sig af veerne (eller deres mænd havde ikke haft tid til at starte bilen). Så kom ikke og sig, at sport ikke påvirker jordemoderarbejdet.

Men her på det seneste er der så atter en involvering af jordemoderfeltet i fodboldhysteriet – en dansk fodboldspiller er blevet far. Det er jo dejligt – lige så dejligt som de godt 60.000 andre danske vordende og nybagte fædres glæde.

Hvad der åbenbart er mindre dejligt, er, at han prioriterede at være til stede ved barnets fødsel, og at han dermed måtte afbryde sit ophold i VM-lejren? Frygteligt!

Nationen holdt vejret – og der lød et lettelsens suk, da den sagesløse kvinde fødte i god tid inden VM-start.

Det er her, jeg er nødt til at sige: Hold nu mund med det der sport. Lad det unge par være i fred. De vælger selv, hvad de vil og kan, og det er alene deres personlige afgørelse, om han er med til fødslen eller ej.

Børn får lykkelige liv, når de er elsket og favnet og sunde og raske. Og hvordan forældrene når frem til at sikre det, er i det store og hele deres valg. Ikke fodboldentusiasters.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværk sætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.