Hold øje med den muslimske verdens største kristne missionær

"Efter at man har set jihadisternes ugerninger i Irak og Syrien, så er der dog en modreaktion i gang i det små. Folk vælger i stigende grad at vende islam ryggen," skriver folketingsmedlem Naser Khader (K).
"Efter at man har set jihadisternes ugerninger i Irak og Syrien, så er der dog en modreaktion i gang i det små. Folk vælger i stigende grad at vende islam ryggen," skriver folketingsmedlem Naser Khader (K). . Foto: Cæcilie Philipa Vibe Pedersen.

Man kan ikke komme uden om, at islamisme – den fanatiske og politiske udgave af islam – har været på fremmarch i den muslimske verden, siden ayatollah Khomeini kom til magten i Iran i 1979, og at den gennem tiden har tiltrukket en del unge mennesker.

Selv i Danmark har vi haft unge islamister, som tog ned og kæmpede side om side med Islamisk Stat.

Efter at man har set jihadisternes ugerninger i Irak og Syrien, så er der dog en modreaktion i gang i det små. Folk vælger i stigende grad at vende islam ryggen.

Nogle bliver direkte ateister. Det hævdes, at der relativt er flere ateister i Saudi-Arabien end i USA, men der er også nogle, som vælger at konvertere til kristendommen, på trods af at kristendom er den mest forfulgte religion i området.

Der er eksempler på store antal af konvertitter i byer, der tidligere har været kontrolleret af Islamisk Stat. Eksempelvis i byerne Kobani og Afrin, som i en periode var nogle af Islamisk Stats højborge.

I de to byer har man fået den første evangeliske kirke. Kritikerne hævder, at det kun sker for at få særlige privilegier, økonomisk hjælp fra vestlige kirker og mulighed for asyl i Vesten, men det afviser konvertitterne.

En af de konvertitter, man efter min opfattelse virkelig skal lægge mærke til, er en af den muslimske verdens største kristen missionærer, som kalder sig for Broder Rachid. Han forlod islam, konverterede til kristendom og blev prædikant allerede i 2004.

Han er oprindelig marokkaner, men har i dag base i USA, da det er yderst farligt at være kristen missionær. Herfra sender han fra en meget populær tv-kanal et arabisksproget program ”Bekul Wouduh”, hvor folk ringer ind og fortæller om, hvorfor de selv er konverteret.

Hans kanal bliver støttet af en kirkelig organisation, og hans styrke er, at fordi hans far var imam, har han selv studeret Koranen indgående, og når han diskuterer med muslimske teologer, falder han ikke igennem, som andre gør. Han har sine fakta på plads.

Han kæmper for folks ret til at skifte religion og navn, og han mener, at det, der gør, at han får flere og flere tilhængere, og at grunden til, at flere konverterer fra islam til kristendom, er Islamisk Stats fremmarch og deres ugerninger.

Ifølge ham er der flere unge muslimer, som siger, at hvis Islamisk Stat er udtryk for islam i praksis, så ønsker de ikke at være muslimer. Han hævder, at islam er i sin værste krise, og at vi vil se flere og flere konvertere. Han mener, at man ligefrem vil se en kristen opvågnen i Mellemøsten.

Han er i hvert fald værd at holde øje med, for han leverer de argumenter, som er med til at skubbe på tendensen.