Hold påsken højtidelig i hjerte og hjem

”Påsken bliver ikke aflyst, fordi vi ikke holder gudstjenester i kirken,” skriver sognepræst Marie Høgh. – Illustration: Søren Mosdal.
”Påsken bliver ikke aflyst, fordi vi ikke holder gudstjenester i kirken,” skriver sognepræst Marie Høgh. – Illustration: Søren Mosdal.

Nu begynder det snart at blive lidt småpinligt for kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S), der skifter holdning, som vi andre skifter undertøj, og i øvrigt er fuldkommen ude af trit med både kultur- og kirkeliv. Var den uventede indskydelse om kirkeåbning hen over påsken og hen over hovedet af biskopperne mon et forsøg på at råde bod på kulturfadæserne? Måske. Mistanken er i hvert fald berettiget. Nu går vi påsken i møde med lukkede kirker. Ubærligt og til at tude over – ja!

Og netop i år, hvor verden og menneskeheden står i våde, har vi brug for at holde opstandelsesfest og lade propperne springe. Præster er faktisk ikke arbejdssky – alle vil da allerhelst holde gudstjenester – men det er bare vanskeligt at finde de rigtigt gode argumenter frem for, at kirken som eneste institution i det nedlukkede kongerige hovedløst skal trodse formaninger og forbud, fornuft og forholdsregler og insistere på at forsamle folk, velvidende at smitterisikoen er høj, og mange kirkegængere er i risikogruppen for at pådrage sig covid-19. Dumstædig trods, simpelthen. Hvor gennemtænkt var ministerens utidige beslutning i grunden – og hvor mange bøjede hun sig lige for? Og hvad bilder hun sig egentlig ind at undlade at inddrage biskopperne, der havde handlet efter bogen og fulgt myndighedernes anbefaling?

Lider ministeren af samme chef for folkekirken-syndrom som tidligere kirkeminister Manu Sareen (R)? Eller er hun bare rundt på gulvet?

Jeg kan godt forstå, at biskopper, provster og præster blev knotne over at blive behandlet som kustoder i en nedlukket folkekirke, men ministeren lovede, at gudstjenesterne skulle forløbe på en ”sundhedsmæssigt forsvarlig måde”.Det vil sige: Menigheden skulle ligge i kø foran kirken påskenat, for der er vel kun plads til 10 kirkegængere ud over præst, organist, kirkesanger og kirketjener, som skal styre antal og afspritning, afmærkninger og afstand, alternativ altergang og aflåst kirketoilet. Hold menigheden ud i strakt arm. To meter. Mindst. Pyha – man bliver helt træt.

Hvem ville mon løbe med opmærksomheden under den gudstjeneste? Kristus eller sikkerhedsafstanden – til Gud og din næste? Tja, bom, bom.

Eller man kan ”fejre påske hjemme hos sig selv, slå op i Bibelen og læse i Skriften”, som kirkeordfører for Radikale Venstre Marianne Jelved med en befriende luthersk-grundtvigsk jordbundethed udtalte forleden. Med andre ord: Påsken bliver ikke aflyst, fordi vi ikke holder gudstjenester i kirken.

Vi skal finde højtidsstunden selv – og eventuelt undlade at tage i Bilka efter leverpostej og lokumspapir påskedag (se, den lempede lukkelov kunne ministeren jo passende forholde sig kritisk til, hvis hun vil foretage sig noget fornuftigt). Hold selv påsken højtidelig i hjerte og hjem. Det har vi som døbte evangelisklutherske kristne bemyndigelse til med både salmesang, læsning, bøn og nadver – også uden præst og kirke. For vi kan bænkes i hjemmet, som vi er henvist til i denne tid.

Fra min fars hjem har jeg arvet et gammelt billede af en højtidsstund. Lidt fromt og meget fint. Det hænger i min arbejdskrog og forestiller en familie omkring et spisebord. Et nydeligt, ryddeligt hjem. Alle i søndagstøjet. Håret er redt. Far for bordenden. Hænderne er foldet. I døråbningen står Kristus. Ingen ser Ham. På bare fødder står Han der. Lysende. Stille. Til stede. Nærværende i ordet. I baggrunden hænger billedet af den hellige nadver, der er indstiftelsen af Kristi konkrete nærvær. Og se, dér er kirken. Dér, hvor mennesker er samlet om Kristus og ikke om deres eget.

Forleden talte jeg med en gammel kær veninde på 80 år, der sidder alene og har passet sin kirkegang hver søndag hele sit liv. Vi talte om, at kirkeklokkerne i denne tid ringer ekstraordinært klokken 17. Over den tomme by og det tavse land kalder klokken med sin tusind år gamle lyd, på én gang mørk og mættet – let og højstemt, næsten perlende.

Samtidig lyder alle landets kirkeklokker, selvom vi ikke kan høre dem, men vi ved, at de stille løfter sig derude med samme evighedshilsen fra Guds lysende land til os alle. Rytmen, den dumpe, tunge klang, der synger i menneskets sjæl og forbinder mennesker, som skal fejre højtiden hver for sig. Nogen alene. Stille sagde min veninde: ”Så må man jo holde sin egen lille andagt dér” – under klokkeklang. Ja, for sådan bliver det påske i hjerterne, i den lille stue og den store verden på trods af lukkede hoveddøre og kirkedøre. På trods af dødstal og smittekurver, lyden af respiratorer og lugten af håndsprit. På trods af myndighedernes anvisninger om afstand og antal – på trods af afsavn. For vi har ingen skade af at længes lidt – både efter hinanden og en gudstjeneste.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.