Det er muligt, at jeg er helt alene om den ”valgtræthed”, der greb mig, umiddelbart efter at statsministeren udskrev valg til Folketinget, men jeg tror det ikke! Andre har givet udtryk for, at de deler min træthed. EU-valget var man jo forberedt på. Men så kom folketingsvalget oveni, og så var der stort set intet andet i medierne, tv havde ikke andet på nyhedsområdet.
Først alle partilederne på DR, og lidt efter de samme, stort set, på TV 2. Og det betød ikke overraskelser. Man vidste nogenlunde, hvad der ville blive sagt. Eneste undtagelse var vel Rasmus Paludan, for det har man endnu ikke vænnet sig til, at et decideret nyfascistisk parti nu er en del af den politiske dagsorden.
Jeg havde i hvert fald behov for andre valg. Der er nemlig valgsituationer i hverdagen, jeg holder af. I nærheden af, hvor jeg bor, er Ingerslev Torv, og der er der hver onsdag og lørdag torvedag med et overflødighedshorn af blomster, frugt, kød, fisk, ost og meget andet. Og på solrige dage udfolder der sig et folkeliv, som godt kan måle sig med et sydeuropæisk marked.
Så bliver man stillet over for en række ”alvorlige” valg. Skal man nu købe kød eller fisk til middagsmaden? Eller hvad med en lille forret, stenbiderrogn? Og så er de dér for første gang, de nye kartofler fra Samsø, lidt dyre måske, men alligevel, at få lov til at spise dem endnu en gang! Egentlig behøver man ikke andet, men jo, lidt kød dog også. Hvad med en klimamæssigt ukorrekt wienerschnitzel. Synden, selv klimasynden, kan blive for stor en fristelse.
Disse væsentlige valg får mig ganske til at glemme det andet valg, det til både Europa-Parlamentet og til Folketinget. Heldigvis er der et andet valg, man har fået lov til at træffe, nemlig at jeg fredag aften skal i Aarhus Teater til premieren på Aischylos’ ”Orestien”, et af de ældste dramaer i historien, der hvor kultdramaet tog de første skridt ind i kunstdramaet, hvor der ikke fremstilles en handling på scenen, men mere et kultisk forløb.
Om menneskeofring, fordi kongen, Agamemnon, bliver stillet valget mellem at ofre sin datter eller at forråde sit land. Han vælger det første, og dermed udløser han hævnens logik, der bliver ved, indtil gudinden Athene muliggør, at nåde og tilgivelse kan træde i stedet for hævnen. Et hævn- og forsoningsdrama, fremstillet uafrysteligt i Aarhus Teaters stiliserede udgave.
Sådan forestiller jeg mig, at det var tænkt og opført, da det første gang blev opført 458 f.Kr. Længe siden, ganske vist, og dog så brændende aktuel i en verden, hvor man oplever, ikke ofringer af børn, og så alligevel, når en familie mister tre børn ved en terrorhandling, i hvert fald også en konsekvens af hævnens logik.
Hvad har det med et folketingsvalg at gøre? Ingenting! Og dog er der en grund under det hele, der handler om langt mere og langt væsentligere forhold end skattestop og milliarder til velfærd og såkaldte udlændinge, igen, igen og igen, og at vi må passe godt på Danmark.
Det vil jeg gerne være med til at gøre, og jeg skal nok også gå hen og afgive min stemme ved begge valg, og jeg vil nok også forinden fortælle dem, der gider høre på det, hvilket parti jeg vil stemme på. Men jeg vil også tillade mig at insistere på, at Aischylos har mere at sige om vores liv end både Mette Frederiksen og Lars Løkke.
Jeg ved udmærket, at jeg blander kategorierne sammen. At man ikke kan sammenligne en græsk tragedie med et folketingsvalg og en tur på torvet og valget af en ost. Men måske skulle vi begynde på det i den folkelige og politiske debat, blande det sammen. Tale om noget andet end det forventelige.
Eller som forfatteren Iris Garnov engang fortalte mig, at hun i et fly kom til at sidde ved siden af to slipsedrenge, der konstant talte om deres firmaers indtjeningsmuligheder, og de var righoldige. Hun fik sådan lyst til at spørge dem: ”Har I tænkt på, at I en dag skal dø?”. Men som hun tilføjede: ”Det ville nok have ødelagt deres gode humør og stemningen i det hele taget.”
Men det er lidt det, jeg af og til får lyst til at spørge om: Hvad vil I i grunden gøre ved, at vi skal dø og miste? Og nej, jeg vil ikke spises af med, hvor meget man vil bevilge sundhedssektoren. Det er også vigtigt, uafkortet, men det handler om det definitive valg, det mellem liv og død, mellem gengældelse og forsoning. Det, som Aischylos beskæftigede sig med.
Man kunne selvfølgelig nøjes med at invitere de ledende politikere i Aarhus Teater. Men det har de ikke tid til, tror jeg.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.