Den aktive dødshjælp nærmer sig alle vide vegne. Nu overgiver også nogle katolske lande sig snart, som rapporteret her i avisen. Menneskets ret til selvbestemmelse må hævdes, og om 50 år kan måske ingen huske – ud over kirkehistorikerne – hvad det dog overhovedet var for gamle idéer, der forsinkede indførelsen så længe.
Nogle råber stadig op. ”En civilisation, som legaliserer eutanasi, mister al ret til respekt,” skriver den franske forfatter Michel Houellebecq i Le Figaro .
Han blander sig ellers yderst sjældent i debatten, fortæller avisen, men nu, hvor den franske nationalforsamling varmer op til en lovliggørelse, gør han en undtagelse. Dette er en hjertesag for ham. Nogle tror, Houellebecq er nihilist, fordi hans romaner udpensler en kultur, der har tabt al anstændighed, men han er det brændte barn, der fortæller om ilden.
I hans roman ”Kortet og landskabet” ekspederes fortællerens far hinsides af den schweiziske Dignitas-klinik, og sønnens håndfaste reaktion er uforglemmelig.
”Tilhængerne af eutanasi svælger i ord, hvis betydning de forvansker i en grad, så de ikke burde have ret til at udtale dem. I tilfældet ’medfølelse’ er løgnen til at føle på. Hvad ’værdighed’ angår, er det mere snigende. Vi har for alvor skudt den kantianske definition af værdighed til side og langsomt erstattet den moralske væren med den fysiske og erstattet den sandt humane evne til at handle i henhold til det kategoriske imperativ med den mere dyriske, mere platte sundhedstilstand, som er blevet en art mulighedsbetingelse for menneskelig værdighed. Indtil den til sidst udgør værdighedens eneste sande mening.”
Selv har han aldrig besiddet megen værdighed, konstaterer Houellebecq tørt, og han tror heller ikke, det bliver bedre med alderen. Han ender med at tabe sit hår og sine tænder, hans lunger bliver nedbrudt – Houellebecq er kæderyger – han bliver impotent, måske også inkontinent og blind.
”På et givet punkt bliver jeg nødt til at sige til mig selv, at nu har jeg ingen værdighed længere. Hvad gør også det? Hvis det er den slags, som garanterer værdigheden, kan den sagtens undværes.”
Noget helt andet er, at man altid har brug for at føle sig elsket. Eller i det mindste værdsat. Dette er det værre at miste, men det er kun de andre herrer over.
Houellebecq indrømmer, at han godt kunne tænke sig at dø, mens man råbte til ham: ”Nej, nej, bliv hos os!”. Men, som han bemærker: ”Nu er jeg også et menneske ganske blottet for værdighed.”
Der vil jo komme nogen modstand fra katolikkerne, men ”det er trist at sige det – man er mere eller mindre vænnet til, at katolikkerne taber hver gang”.
Jøderne og muslimerne er på linje med katolikkerne, men det sørger medierne for at skjule godt. Og inden længe vil præsterne, rabbinerne og imamerne følge de fremtidigt eutaniserede på vej ind i deres selvvalgte død.
Det er værre for buddhismen, som regner al afbrydelse af reinkarnationens kæde for en kriminel handling. ”Desværre blander buddhisterne sig dog ikke meget i den offentlige debat.” Så er der lægerne tilbage. Dem vil Houellebecq sætte sin lid til. Måske vil de nægte at bryde deres hippokratiske læge-ed.
Katolikkerne lader høre fra sig. I Tyskland forberedes også lovliggørelse af dødshjælp, og formanden for de tyske katolikkers bispeforsamling, Georg Bätzing, udtalte denne weekend: ”At sætte en ende for sit liv svarer ikke til det kristne menneskebillede.” Han frygter et ”digebrud” med stedse nye tiltag fremover, som ikke lader sig bremse.
Heinrich Bedford-Strohm, der har samme ledende post blandt landets protestantiske bisper, kunne supplere, for de to er sammen i Augsburg på den økumenisk konference ”Livets uge”: ”Mennesket er antaget af Gud i alle sit livs faser. Hverken død eller liv kan skille os fra Guds kærlighed i kristus.” De to citeres i Die Welt .
En læge, der ikke lever op til Houellebecqs forventninger, er Régis Aubry, chef for et hospital for mennesker med handicap og medlem af det etiske råd i Frankrig. I Le Monde fortæller han forsigtigt, at det etiske råd dernede gerne anbefaler en lovændring, når alle har deltaget i en meget lang og meget fordomsfri debat; ”således at lovens udvikling ikke bliver udtryk for andet end den demokratiske vilje, meget nuanceret og gennemargumenteret”.
Og til den tid må vi sørge for, siger Aubry, at sikre overholdelsen af betingelserne for dødshjælp, og at det virkelig er personens egen vilje, uden påvirkning udefra, at bede om sprøjten. Og at vedkommende ikke beslutter sig, fordi hun eller han føler sig som et ”problem”.
Endnu mindre støtte får forfatteren fra Véronique Fournier, læge og forfatter til flere bøger om dødshjælp. Hun beretter i Le Monde om sin store irritation over, hvor langsomt den franske debat om dødshjælp slæber sig afsted. ”Efter at alt er blevet sagt om emnet og i årevis diskuteret igen og igen, er det tid at ære den sande folkevilje, hvis målestok er frihedens symbol og respekt for individets valg i livet.”
Men det lader til, at Frankrig er faldet i søvn. Spanien og Portugal er meget længere fremme. ”De konservative kræfter er for stærke her i landet.” De har deres slæbebremser i både embedsværket og sundhedsvæsenet, klager Véronique Fournier.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.