MANGE AF TIDENS TENDENSER løber sammen i Greta Thunberg. Derfor er hun så ikonisk og succesrig. I magasinet New English Review forsøger Theodore Dalrymple at opspore kilderne til nogle af de strømninger af tidsånd, der mødes i den svenske pige. Dalrymple er læge og psykiater, forfatter til en lang række bøger og gennem årene kommentator ved The Wall Street Journal, Spectator, Daily Telegraph og flere andre medier. Han har virket som slumlæge i Londons East End og især som fængselslæge.
Unge Greta Thunberg hyldes af verdensledere, men er ikke blevet superstjerne på trods af sin store ungdom. Det er på grund af den. Vi ligger på maven for ungdom. Af samme grund forsøger mange voksne at fastholde træk fra puberteten.
”Ikke sjældent bemærker jeg omkring mig 70-årige, ja, endda 80-årige,” skriver Dalrymple, ”som forsøger at klæde og opføre sig, som om de var 18 eller 19 år. Det finder jeg sørgeligt, for virkningerne af tidens gang er naturligvis uafvendelige, selvom det er sandt, at de er blevet bremset noget, og folk nu ældes langsommere.”
Accepterer man ikke sin aldring, gør man sig blind for de belønninger, livet bringer efter ungdommen, bemærker den 70-årige Dalrymple.
Eftersom puberteten er præget af en del egoistisk kværulanteri, har vi nok udsigt til en beklemmende vækst i antallet af vrisne gamle.
”De vil være vrede over, at de, trods deres ønske om at forblive evigt unge (et ønske, de meget nemt forveksler med en rettighed, for de har gennemlevet en periode, hvor ønsker hurtigt omdannedes til rettigheder), så ældes de alligevel og skal også dø en dag. Bibelen fortæller os ganske vist, at der er en tid og et sted for alt, men i det geriatriske pubertetsmenneskes verdensanskuelse findes ikke tid og sted for høj alder.”
Mennesker nægter med andre ord at tage deres skæbne på sig. En lige så paradoksal styrke har Greta Thunberg i, at hun er så åbenlyst humorforladt. Dette er slet ikke noget handicap i dag, hvor man krænkes over det mindste.
Vittigheder bliver stadig oftere taget i mest bogstavelige forstand, bemærker Dalrymple, og som en afspejling af spøgefuglens virkelige mening om den eller det, der laves sjov med.
”Humor er blevet farlig, og det at fortælle vittigheder er en aktivitet, som i dag kun lader sig udføre mellem indforståede voksne. Det er bestemt tænkeligt, at man en dag skal have særlig tilladelse til at lave sjov eller pligt til at advare tredjepart om, at man nu lægger an til en vittighed, som nogen kan finde krænkende. Eller i al fald føle, at de burde finde krænkende – hvilket nu om dage nærmest kommer ud på et.”
Dalrymple forudser oprettelse af beskyttede zoner for folk, der ikke forstår vittigheder. Denne tyndhudethed kommer måske af, at psykologi i dag fylder så meget og er blandt de allermest populære fag på gymnasier og universiteter.
Eftersom psykologien forholder sig til sindets blå mærker, så skærper den også opmærksomheden på sårbarhed. Tilværelsen opfattes som en byge af pile, man formoder, vil skade sindet.
”Et ord, et blik, en hentydning – bevidst eller ej – kan traumatisere og gøre varig og endda uhelbredelig skade. Vi er lavet af æggeskaller. Nietzsche sagde, at det, som ikke slår os ihjel, gør os stærkere, men vi siger, at det, vi ikke bryder os om eller anerkender, slår os ihjel.”
Når religiøs tro taber terræn, siger Dalrymple, svækkes evnen til at erkende egen skyld. Anderledes opmuntrende synes vi, det er altid at anse de andre for nedrige og os selv som arme ofre.
Og vi vænner os til at anklage samfundet og de ydre omstændigheder, hver gang noget går os imod.
”Dette er ikke betingelser, som lader god humor blomstre, for den kræver en vis mental modstandskraft.”
I The Spectator er kommentator Mary Wakefield inde på det samme. De korrekte er begyndt at gå i rette med folk, der tager ting i stiv arm, har hun bemærket. Deres reaktion er upassende og ufølsom. Men det er meget naivt, hvis man tror, at robusthed og sort humor betyder, man skulle være følelsesmæssig afstumpet:
”Nogle af de mest opofrende mennesker i nogle af de mest grusomme jobs kan le af de mest grusomme ting – det er en måde at håndtere det på og sætte det i perspektiv. Læger ler ad døden, sygeplejersker i psykiatrien ler ad mental sygdom; russerne laver vittigheder med det allerværste, du kan forestille dig – undtagen selvfølgelig under Stalin, som virkelig forstod at overvåge adfærd. Der findes faktisk videnskabelige undersøgelser, der antyder, at mennesker, der sætter pris på sort humor, muligvis har en højere intelligenskvotient og er mindre stressede og aggressive, end dem, der forarges over den.”
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.