Prøv avisen
Etisk set

Cepos-direktør: Hurra for de frivillige fællesskaber

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Martin Ågerup

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Selvfølgelig skal man ikke kunne melde sig ud af staten. Staten er nødvendig og gavnlig. Men den bygger i sidste instans på tvang og er dermed væsensforskellig fra de frivillige fællesskaber, skriver Martin Ågerup

Ved sin tale til Socialdemokratiets kongres i september talte Mette Frederiksen flere gange om ”fællesskabet” – i ental. Ifølge Frederiksen har vi skabt ”et af verdens bedste velfærdssamfund. Fordi vi har troet på hinanden. På fællesskabet”. Fællesskabet og velfærdsstaten er altså i Frederiksens optik det samme.

Andre ser samfundet som et kludetæppe af mange forskellige fællesskaber, der både er indbyrdes afhængige og samtidig i et vist omfang i konkurrence med hinanden. Derfor giver det ikke mening at tale om at styrke fællesskabet uden at gøre sig klart, hvilket af de mange fællesskaber man ønsker at styrke, og uden at overveje, om en sådan styrkelse kunne føre til en tilsvarende svækkelse af andre fællesskaber.

Stat, civilsamfund og marked er samlebetegnelser for forskellige typer af fællesskaber. Staten kan fortrænge både marked og civilsamfund. De ressourcer, staten bruger, må opkræves som skatter, hvilket svækker borgernes mulighed for selv at disponere over midlerne på markedet. Jo mere velfærdsstaten overtager ansvaret for at passe på borgerne, jo mindre behøver borgerne at passe på sig selv og hinanden i familien og andre af civilsamfundets institutioner.

Markedet kan også fortrænge civilsamfundet. For eksempel er fitnesscentre i konkurrence med idrætsforeninger og fodboldklubber om borgernes tid.

Men når markedet fortrænger civilsamfundet, sker det som følge af et væld af frivillige, individuelle beslutninger. Når staten fortrænger marked og civil-samfund, sker det derimod ved tvang fra Christiansborg.

Den politiske uenighed handler ikke om for eller imod fællesskab som sådan, selvom mange på især venstrefløjen gerne vil stille det op på den måde. Men om, hvilke slags fællesskaber vi skal styrke i samfundet: de frivillige eller de påtvungne.

Familien, virksomheden og foreningslivet er eksempler på frivillige fællesskaber, som vi vælger at indgå i. Man kan blive skilt, man kan sige sit job op, man kan melde sig ud af en forening. Men man kan ikke melde sig ud af staten uden at forlade sit land. Et brev med ordlyden ”Kære Lars Løkke Rasmussen, jeg vil gerne opsige mit abonnement. Giv venligst besked til kasserer Karsten Lauritzen om ikke at fremsende flere opkrævninger”, ville ikke føre til noget.

Selvfølgelig skal man ikke kunne melde sig ud af staten. Staten er nødvendig og gavnlig. Men den bygger i sidste instans på tvang og er dermed væsensforskellig fra de frivillige fællesskaber. Et fællesskab, der bygger på tvang, kræver mådehold og pli. Statens magt bør begrænses til alene at omfatte de forhold, det er helt nødvendigt for staten at styre.

Der er dem, der ville indvende, at markedets fællesskaber også er påtvungne. Vi er jo nødt til at arbejde. Men det er at forveksle tvang med vilkår. Som jeg påpegede i min seneste klumme, er arbejdet en nødvendighed, et vilkår. Ellers dør vi af sult, tørst og – på disse breddegrader – kulde. Det er ikke tvang, det er et vilkår – ligesom tyngdekraften er et vilkår. Det giver ikke mening at påstå, at tyngdekraften tvinger os til noget.

Markedet har vist sig at være en fantastisk måde, hvorpå vi kan indrette os efter det vilkår, at det er nødvendigt at arbejde. Markedsbaserede samfund er velhavende samfund uden sult og nød.

Det gode ved markedsbaserede samfund er, at man selv har indflydelse på, hvad man vil arbejde med, og hvem man vil arbejde for, fordi der er mange forskellige professioner og mange forskellige arbejdsgivere inden for hver profession.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.