Højskolelærer: Husk, at alt ikke handler om dig selv

Det er lykkedes os at skabe et samfund, hvor der altid skal være plads til lidt ”mig-tid” før alt andet, skriver højskolelærer Christian Hjortkjær

Christian Hjortkjær er ph.d. og højskolelærer på Silkeborg Højskole.
Christian Hjortkjær er ph.d. og højskolelærer på Silkeborg Højskole. Foto: Bo Amstrup / ritzau scanpix

Den seneste uge har jeg trawlet igennem en række stresshåndteringsbøger, ledelsesmanualer og kvindemagasiner, og det har vist sig, at der er én metafor, der går igen og igen: ”Husk at tage iltmasken på selv, før du hjælper andre.”

Der indledes ofte med en formulering som denne: ”Det er tankevækkende, at når vi er oppe at flyve, så får vi strenge instrukser på at give os selv iltmasken på, før vi hjælper andre, men når det kommer til hverdagen, så har vi helt glemt denne sandhed.”

Der henvises ofte til, at det kan være særlig svært, hvis man er forælder til et barn. Men at man jo må huske denne leveregel, også når det gælder den travle hverdag med madpakker og så videre.

Det er med andre ord blevet en metafor. En metafor for, hvordan vi mere generelt bør leve vores liv, men også en metafor, som tilsyneladende uproblematisk kan flyttes fra én meget konkret situation til en anden. Faktisk er det primært sådan, vi forstår sætningen i dag. Som metafor. Som en dyb sandhed eller en etisk læresætning: mig først og så dig.

Men det er jo ikke en metafor. Det er en meget specifik instruktion, der er formuleret til en helt specifik situation. En nødsituation. Hvor der er tale om liv og død. Og hvor man netop har brug for instruktionen, fordi vi ved, at vi helt intuitivt vil hjælpe barnet først. Ikke fordi vi går i panik, men fordi vi skal. Fordi vores etik fordrer os dertil. Men i nødsituationer kan dét få fatale konsekvenser. Derfor gentages instruktionen hver gang man sætter sig i et fly.

I bogen ”Lederudvikling – 55 værktøjer til ledere og konsulenter” lykkes det alligevel på blot fem linjer at overføre denne nødsituationsinstruktion til en berettigelse af lederens selvudviklingskursus.

”Alt i livet starter faktisk med en selv,” skriver forfatteren næsten overrasket over, hvor sand denne metafor er. ”Man kan ikke forstå andre, før man har forstået sig selv, man kan ikke hjælpe andre, hvis man ikke kan hjælpe sig selv, man kan ikke elske andre, hvis ikke man elsker sig selv og så videre og så videre. Og det samme princip gælder såmænd, når det drejer sig om udvikling.”

Og på den måde er det lykkedes os at gøre hverdagen til en udtagelsestilstand. Hvor der altid skal være plads til lidt ”mig-tid” før alt andet. Det er ikke ligefrem Luther, der tynger.

Jeg frygter, at vi til sidst alle sammen sidder med iltmasker på, men har glemt at plante et træ.