Prøv avisen
Signatur

Hvad dybet gemte

Det kan godt være sjovt at rydde op! Men helst et sted, hvor tingene hober sig op. En kælder for eksempel. I min har jeg flere slægtleds ting og sager liggende i kasser, som jeg stort set ikke har anet, hvad indeholdt.

Det gør jeg nu, i hvert fald i halvdelen af dem, og det står klart, at jeg uden at komme i forlegenhed kan dække op til gæstebud. Mine forfædre må have været maniske, når det kom til duge og opsatser.

Med hensyn til viskestykker har vi heller ikke ligget på den lade side. Og hver gang jeg flytter lidt rundt på kasserne, er der et legetøjstog, der tøffer et sted. Det må være drevet af verdens mest holdbare batterier. Til gengæld har jeg ikke lokaliseret det endnu. For sådan en kælderoprydning er ikke en, man skal ”jave med”.

Meget af det, jeg troligt– eller dovent? – har passet på i årtier, viser sig at være lige til at smide ud: klinket porcelæn, sære jubilæumsgaver, et utal af barometre (har vi været fiskere?), vægtlodder og samlemærkealbum a la ”Det er Rich’s, der drik’s” (har vi været købmænd?) og fotos, hvor ingen aner, hvem der er på. Men så igen. Skal jeg som næstsidste skud på stamtræet være den, der sætter slægtens skatte ud til storskrald?

Indimellem gør jeg et kup. Et Jaeger-LeCoultre-armbåndsur for eksempel. Til dem, der ligesom jeg ikke er klar over, hvad sådan et står i, kan jeg fortælle, at det bør ligge i en bankboks. Og forleden faldt jeg over en kulturskat af en avis fra omkring 1928. Jeg siger ”omkring”, fordi forsiden er væk, og det fremgår kun, at det er en Politiken fra den 20. november.

Årstallet sjusser jeg mig altså til ud fra de nyheder, der bringes til torvs for læsere, der har været meget large med hensyn til troværdighed – den er simpelthen fuld af von hørensagen.

På side tre finder man således en nyhed om, at Knud Holmboe formodes dræbt i en moské udenfor Bagdad. En sindsoprivende artikel om den formentlig første danske konvertits endeligt, der dog sluttes af med, at nyheden ”ingen som helst Sandsynlighed har i sig”.

Nu er der som sagt tale om en Politiken. Det var ikke sket med et Kristeligt Dagblad.

Clickbaits er heller ikke et nyt fænomen: ”Smørret uændret i Gaar. Bliver Flæskenoteringen i Dag også uforandret?”. Selv jeg læste videre.

Ligesom splittelse mellem land og by også var et faktum for snart 100 år siden. I en folketingsdebat om automobiler fremgår det således, at københavnere kører bedst.

Derfor mener de radikales Hr. Steen, at farten ikke skal sættes ned i hovedstaden, snarere op, fordi færdslen her ”kræver et hurtigt Tempo”, og der i forvejen køres ”med Dygtighed og Samvittighedsfuldhed.”

Det synspunkt bifalder socialdemokraten Hr. Jønsson, fordi manglende færdselskultur mestendels hører til på landet, ”hvor man ofte lader haant om alle Færdselsbestemmelser.” Tonen i salen er også up to date. Da Fru Erna Munch fra De Radikale mener, at unge kører bedre end ældre, får hun svar på tiltale af førnævnte Hr. Jønsson: ”Maa jeg spørge, hvor mange unge Mænd det ærede Medlem har været ude at køre med!”.

På universitetet (Københavns, er der andre?) har professor Birch holdt en tale, i hvilken han beskæftiger sig med ”Negre, der godt nok har fået stemmeret, men som ikke tør bruge den”. Der er et stykke vej til mexicanerhatte-gate, hvor studerende ikke må klæde sig ud som andre folkeslag, fordi det ”ikke indgår i Københavns Universitets værdier om diversitet”.

Revselsesretten afskaffelse er der tydeligvis et par år til, men prygl i skolen debatteres da. Et stærkt argument er, at hvis blot ”Vingen gives med Humør”, er det i orden. Og en viceskoleinspektør Kristian Kjær mødes med ”stærke Klapsalver”, da han giver et eksempel fra hverdagen. ”Saa løb en Dreng pludselig lige ind i Maven på mig, og jeg er jo en ældre Herre, så jeg blev vred og gav ham en Lussing. Alverdens Ministre kan forbyde mig at give Lussinger, men jeg gør det alligevel. For Resten er korporlig Straf i Skolerne stærkt på Retur. Skal en Lærer have fat på et Spanskrør, maa han gennemsøge hele Skolen, og finder han endelig et, saa duer det ikke.”

Avisens madplan, som redaktøren beder læserne klippe ud og følge nøje, er der allerede lidt caffelatte-segment over: ”Østers au naturel. Dyreryg (Rensdyr) Flødesovs, Rønnebærgelé, Kartofler, Salat. Parfait med Vanilliekræm i Isbægre.” Det var før klimadebatten, tænker man og læser videre.

Det er så gerne på det tidspunkt, ens mand kommer forbi (efter at have slået græs, taget opvasken, fodret kat og købt ind) og konstaterer, at hernede er der vist ikke sket det store.

”Skal jeg smide mine forfædre på gaden?!”, svarer jeg tilpas højt til, at lokomotivet begynder at tøffe i en af de nederste kasser. Og tilføjer, fordi mine gener prikker mig på skulderen: ”Hvis vi får gæster, skal der vel også dug på bordet?”.8