Prøv avisen
Etisk set

Hvad gør jeg, når de stemmer, som har fyldt mit liv og givet mig mod, dør én efter én?

Leonard Cohen, Prince, Chris Cornell, Benny Andersen, David Bowie og ikke mindst Kim Larsen er blandt de stemmer, som har fyldt biotetiker Mickey Gjerris' liv. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mickey Gjerris

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Bare det at stå op om morgenen, passe sit arbejde, få vasket sokkerne, elsket konen, opdraget ungerne og følge med på forældreintra kræver nu engang sin mand. Og det har stemmerne, musikken og ordene hjulpet med til hele vejen, skriver bioetiker Mickey Gjerris

Nogle gange får jeg bare nok. Nok af banker, der svindler og lyver og bliver belønnet for det. Nok af politikere, der ikke har et gram kvindesmod i kroppen til at løfte de klimaudfordringer, som vi står over for, men i stedet hyrer en række spindoktorer fra Mordors nedre regioner til dagligt at komme op med nye forslag til, hvordan vi bedst kan genere alle, der ikke spiser flæskesteg. Nok af en statsminister, der vakler forvirret rundt mellem sit privatliv og sit embede med lugten af fordærvet fisk omkring sig, og nok af at ryste på hovedet over Donald Trump.

Ét er imidlertid at få nok af det politiske klima. Det kan jeg i det mindste prøve at gøre noget ved. Melde mig ind i samfundet som ansvarlig borger og prøve at skubbe tingene i en anden retning. Men hvad gør jeg, når det er selve de vilkår, som tilværelsen er givet mig på, som jeg har fået nok af? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke længere kan finde fred med en tilværelse, hvor de stemmer, som har fyldt mit liv og givet mig mod til at gå i lag med tilværelsen på daglig basis, dør en efter en?

Ikke, at jeg har udrettet noget storslået, men bare det at stå op om morgenen, passe sit arbejde, få vasket sokkerne, elsket konen, opdraget ungerne og følge med på forældreintra kræver nu engang sin mand.

Og det har stemmerne, musikken og ordene hjulpet med til hele vejen. Jeg nævner i flæng: Leonard Cohen, Prince, Chris Cornell, Benny Andersen, David Bowie... og nu Kim Larsen.

Jeg har fået nok – og har ingen steder at gå hen med det. Kommunen tager næppe imod klager over dødens uomgængelighed, og for troen er der tale om det endegyldige paradoks, som jeg ingen forklaring kan få på. Blot tage imod og håbe, at engang skal det ikke være som at se en gåde.

Men hver dag byder heldigvis også på nye udfordringer i det små, der kan optage tiden. Og virker det ikke, lader jeg min vrede over verdens uretfærdighed og de eklatante eksempler på hykleri, løgn og bedrag, der præger vores samfund, fylde sindet. Så kan jeg for en stund glemme min indignation mod guden, guderne eller det store tilfælde, som har givet os livet på den betingelse, at alt, hvad vi elsker og ærer, skal dø, blive til intet og forsvinde.

For det kan simpelthen ikke passe, at vi stiltiende ser til, mens vores samfund – det fællesskab, der bærer vores liv – undergraves af opportunistiske og (indsæt selv) – fobiske egoister, der vil blæse på os alle sammen, så længe de får magt, sex, drugs and rock’n’roll.

Men det kan heller ikke passe, at vi lever denne mageløse tilværelse i fornægtelse af, at vi kun har fået den på det vilkår, at alt skal rives fra hinanden: I glemsel af, at den store udfordring, som vi skal kæmpe med hele livet, er, hvordan vi lever videre med de huller i sjælen, som døden og det store mørke hele tiden påfører os. På den anden side, så skal jeg have hængt noget vasketøj op og set noget amerikansk fodbold. Kan godt være, at livet er udskudt død og samfundet et sted, hvor de rige ler, rock’n’roll og de gode græder, men de der sokker tørrer jo ikke sig selv. Så må livets smerte og verdens uretfærdighed vente til i morgen. Og det er nok det mærkeligste ved det hele. At man i løbet af en helt almindelig dag kan nå at være spændt ud mellem skabelse og tilintetgørelse, retfærdighed og uretfærdighed og alle de trivielle gøremål, der skal passes, hvis der skal være et par rene sokker i skuffen i morgen. Alt imens at kloden drejer stille rundt.

Tak for sangene, Kim.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.