Hvad gør vi, når folk ikke længere er bange for Gud?

I dag spørger de færreste mennesker ligesom Luther ud af den dybeste nød: ”Hvordan finder jeg en nådig Gud?”. De spørger snarere: ”Findes der overhovedet en Gud? Og hvad kommer det i så fald mig ved?”

” Vi kan jo forsøge at overbevise folk om, at de bør være bange for Gud,” skriver Lars Sandbeck. – .

Et af Jesu ofte citerede ord lyder: ”Frygt ikke, tro kun”. Nu er det ikke uden videre klart, hvad Jesus egentlig mente med ”tro”, men det må i en eller anden forstand være det modsatte af frygt. Frygten er en destruktiv kraft, som troen på Kristus og evangeliet om det nærværende gudsrige driver ud.

Af samme grund kunne englen julenat berolige de skræmte hyrder på marken med ordene:

”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.”

”Vær ikke forfærdede!”, sagde en ung mand i hvide klæder til de bange kvinder ved den tomme grav, og forfatteren til Johannes Første Brev erklærede frimodigt, at Gud er kærlighed, og ”kærlighed fordriver frygten”. Troen er kristeligt set det modsatte af at være bange. Frygt ikke.

Gid det var så vel. Den vestlige kirke- og teologihistorie demonstrerer, at det stort set altid har forholdt sig omvendt. Her har frygten været den grundfølelse, som har domineret den teologiske tænkning og forståelsen af evangeliet. Frygten drev troen ud, og evangeliet blev forvandlet til sin frygtindgydende modsætning: et budskab om Guds hævngerrige vrede og de fortabte sjæles endeløse kvaler i Helvede. Kun få udvalgte kunne håbe på at undslippe Guds evige fordømmelse. Den store glæde, englen forkyndte, var forvandlet til en stor angst for de fleste.

Det var i særlig grad de nordafrikanske kirkefædre fra Kartago og omegn, Tertullian, Cyprian og Augustin, som prægede kirke- og kristendomsforståelsen i Vesten helt op til moderne tid. Strategien var altid den samme: Skræm først folk halvt ihjel med udpenslede beskrivelser af Guds vrede, dommedag og helvedes pinsler, og overbevis dem derefter om, at kirken er i besiddelse af de eneste midler, der formår at mildne Gud og sikre mennesket en frelsesudvej.

Middelalderens kirkekunst er som bekendt rig på skræmmemotiver: djævle med forvredne ansigter; dommedagsscenarier, hvor Kristus afviser de fortabte og styrter dem ned i Helvedes flammer; torturscener, der malerisk skildrer infernoets rædsler.

Vi lutheranere forestiller os gerne, at Luther gjorde op med frygtens teologi og i stedet sikrede os en nådig og barmhjertig Gud. Det er imidlertid en sandhed med betydelige modifikationer. Luther gav aldrig afkald på de centrale teologiske ideer, som skaber angsten: mennesket, der fødes som en ussel kriminel i Guds øjne, Guds fordømmende vrede og kommende straf, en eksklusiv frelse til de få udvalgte, pine uden ophør til resten af menneskeheden og så videre.

Luther sørgede ganske vist for, at der skulle forkyndes tro og ikke frygt i kirken. Men han forudsatte den religiøse angst. Derfor skulle alle gudstjenester ifølge Luther indledes med den dystre salme ”Af dybsens nød, o Gud, til dig/ mit bange råb jeg vender” (Salmebogen nummer 496). I løbet af ugen ville den nagende syndsbevidsthed og tanken om Guds vrede nemlig have fået fortabelsesangsten til at svulme op i synderen, og derfor bestod gudstjenestens funktion i at levere akut beroligelse ved at henvise den ængstelige sjæl til Jesu stedfortrædende død på korset og syndernes forladelse. Det burde kunne dulme angsten indtil næste søndag.

I dag står vi i folkekirken over for det problem, at stort set ingen længere er bange for Gud. I dag spørger de færreste mennesker ligesom Luther ud af den dybeste nød: ”Hvordan finder jeg en nådig Gud?”. De spørger snarere: ”Findes der overhovedet en Gud? Og hvad kommer det i så fald mig ved?”. Vi har lært at forkynde evangeliet på en naturlig klangbund af syndsbevidsthed, gudsfrygt og fortabelsesangst. Vores teologiske tradition har skabt en evangelietolkning, der forudsætter tilstedeværelsen af en vertikal, gudsorienteret frygt hos den kirkesøgende, men når denne forudsætning falder bort, står vi tilbage med en alvorlig udfordring: Der skal forkyndes et budskab, hvis meningsfuldhed forudsætter en religiøs angst, som ikke længere findes.

Hvad skal vi gøre ved det? Ja, vi kan jo forsøge at overbevise folk om, at de bør være bange for Gud, for så kan vi lettere bringe dem til at indse, at de har brug for Guds nåde i Kristus.

En anden og mere evangelisk løsning kunne bestå i at søge inspiration i en kristendomsforståelse, som ikke gør frygten til det grundlæggende i gudsforholdet, men derimod troen, håbet, kærligheden, glæden og taknemligheden.

Jeg er gået i gang med at læse Gregor af Nyssas store katekismus. Hos denne fromme kirkefader finder man en storladen teologi, som ikke er drevet af frygt, men af tro. Det er et udmærket sted at starte.

Kirkeligt set skrives på skift af lektor i diakoni Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, lektor i teologi Lars Sandbeck, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.