For nylig blev jeg interviewet til en podcastserie, der hedder ”Vand under broen”. Der er i serien lavet cirka 20 timelange udsendelser, hvor unge historikere med engagement i venstrefløjen taler med gamle kæmper som Preben Wilhjelm og Hanne Reintoft.
Programmet lider ikke af berøringsangst over for den myretue af små bogstavkombinationer, der prægede den danske venstrefløj fra 1968 og en årrække frem. Tilrettelæggerne havde imidlertid svært ved at finde nogle gamle anarkister, men da de trak vod i databasen af gamle avisartikler lykkedes det at opdage overtegnede og min gamle ven Frederik Stjernfelt. Vi var sidst i 1970’erne og omkring 1980 aktive i en lille gruppering, der hed Anarko-Syndikalistisk Organisation.
40 år er længe siden, og som man vil kunne høre, var vores erindringer lidt hullede og anekdotiske. Men hvordan gik det til, at vi to i dag ærværdige professorer dengang blev anarkister?
Man må forstå, at alle, eller i hvert fald alle man gerne ville være sammen med, var venstreorienterede i vores ungdom. Spørgsmålet var mere, hvordan man skulle være det. Der var mange fjendebilleder i bogstavmiljøet, og vores fjender var leninisterne, dem der gik ind for, at arbejderklassen skulle ledes af en avantgarde, og at det direkte demokrati måske nok var fremtidens mål, men der kunne gå lang tid, jævnfør Sovjet, før man nåede dertil. Det mest radikale alternativ til kommunismen var anarkismen. Den havde også et romantisk skær over sig. Vi læste George Orwells ”Hyldest til Catalonien” om anarkiets korte sommer under den spanske borgerkrig. Vi hørte et tysk anarkistisk band, der sang et nummer med den fængende titel ”Keine Macht für Niemand” (Ingen magt til nogen overhovedet!).
Da jeg blev lidt ældre, syntes jeg, at jeg havde været frygteligt naiv. Jeg var midt i 30’erne, da Muren faldt, og det var, som om den lille og den store historie fandt sammen: Vi var ankommet til den bedste af alle verdener. Historien var slut. Det troede jeg på i en årrække, hvor jeg var borgerlig på en lidt refleksagtig måde. Når jeg kritiserede andre for politisk sværmeri, piskede jeg i virkeligheden også mit yngre jeg. Og jeg afviste overbærende mine børn, hvis de mente, at der var plads til forbedringer i denne verden. En fare ved at have været anarkist som ung er således, at man føler sig berettiget til at gå i den anden grøft senere hen og blive politisk doven: Når man nu alligevel ikke kan opnå det umulige, så lad os dyrke det, der er.
Jeg mener dog stadig, at drømmen om magtfrihed (Keine Macht für Niemand) er den store naivitet i anarkismen. Løgstrup har ret, når han siger, at der er magt overalt, den kan ikke tænkes ud af verden, blot to mennesker er til stede vil der være kamp, friktion, asymmetri. Det afgørende bliver derfor at udvikle og værne om de mekanismer, vi har til at kontrollere og distribuere magt: retsstaten, rule of law, frie valg, checks and balances… Det lyder ikke så sexet som at vandre mod Bastillen, men det er det bedste, vi har, og det som enhver aspirerende diktator altid gerne vil sætte sig ud over.
En vis skepsis over for magtudøvelse har jeg bevaret. Eller ledelse for nu at bruge det ord. Jeg har bestemt mødt gode ledere i mit liv, men min husmandsfornemmelse er, at det er svært at lede og ikke er noget, der er alle beskåren. Derfor undrer det mig altid, når jeg – og det er især blandt borgerligt-liberale – møder en form for fetichisme omkring ledelse, som om det er et mantra, en trylleformel, noget man kan trække ned fra snoreloftet, og så skal man bare se løjer. En af liberalismens store tænkere Friedrich Hayek mente ikke, at komplekse sociale stukturer kunne skabes og opretholdes ved bevidst planlægning. De var uintenderede konsekvenser af interaktioner over en lang periode, en spontan orden. Hayek taler ganske vist her (kritisk) om kommandoøkonomi og om markedet som den sociale orden, men mon ikke også hans kritik gælder enhver form for topstyring eller rigid målstyring som i den ”New Public Management”, mange borgerlige har været underligt ukritiske over for.
Overtro på styring har Fanden skabt, vil jeg sige. Så lidt anarkist er jeg stadig.
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.