Det har været interesssant at læse de kommentarer og analyser, der rundt-omkring i Europa er fulgt i kølvandet på det europæiske parlamentsvalg. Hvem har vundet, og hvem har tabt? Forfatter og journalist Anne Applebaum tweetede på valgaftenen: ”Opsummering: Hvis du ville have pro-europæiske partier til at vinde, så gjorde de det! En stor aften for de grønne og de liberale. Hvis du ville have anti-EU-partier til at vinde, så gjorde de det!”.
Men kan alle virkelig være vindere? Og har de nationalistiske partier, også kaldet ”suverænisterne”, vundet eller tabt? The Guardian peger på et svingende udfald for nationalisterne på trods af Nigel Farages storsejr i Storbritannien:
”Højrefløjspartiernes resultat er plettet: Salvini vandt mange mandater, men nationalistiske partier gjorde det mindre godt i Finland, Slovakiet, Holland og Tyskland, og Le Pen i Frankrig fik nogenlunde de samme stemmer som sidst. Og Dansk Folkeparti fik halveret sine stemmer.”
Spanske El País slår i en stor artikel fast, at ”nok har nationalisterne vundet i nogle af Europas nøglestater, men de har ikke vundet magten i parlamentet”. Aldo Cazzullo fra italienske Corriere della Sera bider mærke i, at ”de pro-europæiske partier stadig har et klart flertal”, selvom det samlede politiske billede er blevet mere broget. ”Europa vågner op fra et mareridt. De, der forudså EU’s begravelse, er blevet skuffet,” kommenterer journalisten Giampiero Gramaglia til Il Fatto Quotidiano, den italienske avis, der er tæt på Femstjernebevægelsen – regeringspartiet, der ikke rigtig kan finde ud af, hvor de hører til i Europa.
Det andet italienske regeringsparti, Salvinis Lega, fik hele 34 procent af stemmerne i Italien – en succes, som overgik selv de vildeste forventninger. Salvini gjorde flittigt brug af kristne symboler i løb af valgkampagnen.
Vatikanet har gentagne gange taget afstand for denne politisering af kristendommen, men i sin triumftale til den italienske presse kyssede Salvini ifølge La Repubblica endnu en gang sin rosenkrans:
”Jeg takker de højere magter, ikke for at have hjulpet Lega eller Matteo Salvini, men for at have hjulpet Italien og Europa. Det er ikke valgresultatet, jeg har lagt i hænderne på Jomfru Maria: Det er Italiens og Europas skæbne.”
I forhold til de overordnede værdidebatter er der ingen tvivl om, at valget har sat klimaet på den politiske dagsorden. Og her er det øjensynligt de unge, der sætter dagsordenen. Over en tredjedel af unge under 30 år satte kryds ved De Grønne i Tyskland. Den grønne bølge er dog ikke kun et generationsspørgsmål, men handler også om geografi. Journalist ved Süddeutsche Zeitung Nadja Schlüter kalder således en forsideartikel ”Hvorfor den grønne bølge ikke har ramt hele Europa”.
Mens De Grønne i Tyskland gik fra 10 til 20 procent, er de grønne partier usynlige i Østeuropa: ”De østeuropæiske stater befinder sig endnu ikke i den ’postmaterialistiske og postindustrielle fase’: Der er mere industri og produktion, mindre urbanisering og flere landlige områder med svagere infrastruktur. Som en konsekvens deraf er der færre akademikere med en ’urban livsstil’ og dermed færre grønne kernevælgere.”
Den liberale gruppe var valgets egentlige vinder, i hvert fald ifølge Guy Verhofstadt, formand for den liberale alliance (ALDE), som på valgnatten tweetede i triumf: ”For første gang siden 1979 kan EPP (kristendemokraterne, red.) og S&D (socialdemokraterne, red.) ikke samle et flertal. Der findes ikke et solidt flertal uden om vores liberale gruppe. Det er ikke nationalister eller populister, der har vundet flest mandater i det nye parlament, men derimod vores pro-europæiske gruppe.”
At de socialdemokratiske og kristendemokratiske grupper ikke længere har et samlet flertal, er ikke nødvendigvis tegn på et svækket Europa. Det betyder blot, at EPP og S&D må samarbejde hen over midten. Egentlig har den politiske debat op til europavalget været ganske frugtbar i store dele af Europa: Den har handlet om miljø, arbejdspolitik, skattepolitik og naturligvis også om immigration. Med andre ord: Den har handlet om politik og meget mindre om de ofte oppustede rygter om EU’s bureaukrati og ødsel med penge.
Måske man endda kunne udråbe Europa til valgets vinder. Valgdeltagelsen var markant højere end i 2014. Det var første gang siden 1979, at valgdeltagelsen steg, målt i forhold til det foregående valg.
”Folk er interesseret i Europa igen,” skriver Applebaum i et andet tweet. ”Det ser ud til, at alle vil ind i kampen og kæmpe for deres vision for Europa. Den europæiske politik begynder nu.” Og sådan er det jo nogle gange. Vi begynder først at interessere os for noget, når vi frygter at miste det.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.