Hvad skal vi egentlig med Grundtvig?

Katrine Frøkjær Baunvig er religionshistoriker og leder af Gruntvig Centeret ved Aarhus Universitet.
Katrine Frøkjær Baunvig er religionshistoriker og leder af Gruntvig Centeret ved Aarhus Universitet. Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Det må være fedt at arbejde med noget, man synes er sådan helt vildt spændende hele tiden. Helt sikkert. Det kan jeg godt forstå, du er glad for.

Men måske lidt mærkeligt, at ingen sådan rigtigt kan bruge det, du laver, til noget? Eller? Altså, jeg mener, religionsvidenskab og Grundtvig, hvem kan bruge det?

Jeg kastede et sideblik på taxachaufføren, der stillede mig dette spørgsmål, og tog så en dyb indånding. Jeg vejede mine ord og spurgte ham prøvende, om han ikke kunne se et behov for ekspertviden i religioner, social sammenhængskraft og den slags? Om han ikke kunne se fornuft i, at nogen arbejder på at bevare vigtige elementer af vores kulturarv?

Det var næsten midnat, da vi kørte fra Aarhus Hovedbanegård ud mod mit forstadshjem nord for byen. Vi satte op ad Dronning Margrethes Vej, hvor jeg kunne se ind ad porten til Tømmergården, den betonvision, hvor jeg tilbragte min tidligste barndom. Tømmergården blev opført i havnearbejderbydelen Trøjborg i midten af 1960’erne, da drømmen om velfærdsstaten stadig rummede store tanker om det gode liv og ikke kun handlede om velstand og fordelingspolitik. Dengang, de fyldige tilværelser og ikke den økonomiske vækst i sig selv var målet. Dengang, det ikke kun handlede om, hvor stor kagen var, men også om, hvordan den smagte.

Jeg var på vej hjem fra København efter et foretræde for uddannelses- og forskningsudvalget på Christiansborg. Min arbejdsplads, Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet, havde efter håndgribelig tvivl netop fået bevilget midler til ét af de planlagt resterende 10 år, der skal til, før vores arbejde med den videnskabelige udgave af Grundtvigs trykte forfatterskab er færdiggjort.

Jeg havde forklaret udvalget, hvorfor det var en god beslutning – og hvorfor der kunne være fornuft i ikke at så tvivl om projektets færdiggørelse fra år til år. Ikke mindst, fordi projektet i sin tid blev igangsat efter et stærkt politisk ønske.

Nu fremførte jeg de samme argumenter for min taxachauffør. Argumenter, som søgte balance og forståelse for vigtigheden i både at passe på rigets penge og på dets historie. Jeg sørgede for ikke at sige noget følelsesladet om akademiker-bashing og teknokraternes afsky for humaniora. Jeg sagde heller ikke noget om de af mine kolleger, som kaster sig ud i identitetspolitiske korstog og andre uvidenskabelige aktiviteteter, og som dermed underminerer hele erhvervsgruppens troværdighed.

Efter jeg havde liret hovedpunkterne i min forberedte tale af, sagde jeg træt: ”Jeg nyder ikke mit arbejde. Jeg synes ikke, at det er helt vildt spændende hele tiden.” Der blev meget stille i vognen. Efter lidt tid spurgte chaufføren mig forundret, hvorfor jeg dog så blev ved?

Jeg forsøgte med et træt smil og sagde så: ”Jeg ser mig selv som del af et stolt logistikselskab – et netværk, der transporterer kulturarv fra fortid til fremtid. Jeg ville være så flov, hvis pakken blev væk på min vagt.”

Jeg nåede hjem. Men måske forsvandt mit forsøg på at retfærddigøre mit arbejde på halvvejen.