Prøv avisen
Tidens tegn

Hvad skulle vi gøre uden den oversatte litteratur?

Nils Gunder Hansen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det er afgørende for det kulturelle niveau i Danmark, at et varieret udvalg af skøn- og faglitteratur foreligger på dansk

Nogle gange undrer folk sig over, at jeg læser udenlandsk litteratur i oversættelse. Det kan være mine egne børn eller yngre kolleger på universitetet, der lige hæver et fornemt øjenbryn. I praksis drejer det sig selvfølgelig om bøger på engelsk, som er det fremmedsprog, vi mener at beherske herhjemme. Jeg giver så et fornemt svar om, at jeg gerne vil anerkende den store indsats, vore mange dygtige oversættere gør, og at det er afgørende for det kulturelle niveau i Danmark, at et varieret udvalg af skøn- og faglitteratur foreligger på dansk.

Mere lavpraktisk er årsagen selvfølgelig, at jeg kan læse en bog på dansk hurtigere og med større udbytte, end hvis jeg læser den på engelsk, hvor der altid vil være et vist mål gloser, jeg ikke forstår. Denne ”modstand” vil være større, når det gælder tysk og fransk. Dertil kommer så alle de sprog, jeg ikke behersker. Så jeg er glad og rørt over alt det, der bliver oversat til dansk (senest to værker af Hannah Arendt!) og de ildsjæle i oversætterfolket og på forlag og fonde, der står bag.

Men strengt taget var det i sin tid meningen med min uddannelse, at jeg skulle beskæftige mig med skønlitteratur på originalsproget. Jeg er magister i litteraturvidenskab, som er det fag på universitetet, hvor man studerer verdenslitteraturen. Vi skulle beherske tre fremmedsprog, i reglen engelsk, tysk og fransk, men hvis man nu tilfældigvis kunne spansk eller russisk, måtte man remplacere et af primærsprogene.

Det gik også meget godt. Vi var herrer i fremmedsprogenes rige og så lidt ned på de danskstuderende, der færdedes på etagen under os på Københavns Universitet Amager. Skulle det knibe, var verdenslitteraturens store klassikere som regel også oversat til dansk, så man i fordækthed kunne kigge i dem.

Vi havde imidlertid en vild drift efter at læse på tysk og fransk. Og det var, må jeg tilstå, ikke for at læse Goethe og Heine eller Balzac og Zola. Da jeg var ung studerende sidst i 1970’erne, interesserede vi os ikke så meget for litteratur på litteraturvidenskab. Vi interesserede os for teori. Vi læste på tysk for at kunne følge med i kapitallogik, socialisationsteori og Habermas. Vi læste på fransk for at kunne indtage de store franske tænkere som Foucault og Lacan.

Der var ikke meget oversat. Så vi pinte os selv, især med det franske. Flere af mine studiekammerater havde skullet spille smarte i gymnasiet og havde valgt russisk i stedet for fransk. Det sved til dem nu, men de lærte sig det også. Fransk var bare adgangstegnet til den verden, vi allerhelst ville ind i, og det var en voldsomt motiverende faktor. Jeg forstår godt folk fra fjerne lande, der lærer sig dansk blot for at kunne læse Søren Kierkegaard. For det var sådan, jeg havde det i sommeren 1979, hvor jeg blev fuldbefaren i teori-fransk, fordi jeg ville læse alt af den franske sociolog Jean Baudrillard.

Og vi klarede den. I første halvdel af 1980’erne kom vi alle sammen på studieophold i Paris og sad i auditorierne hos de store franske filosoffer, tog ivrige noter og forstod næsten alt, hvad de sagde. Fordelen ved teori er, at der er et gennemgående vokabularium og centrale begreber. Det var straks værre, hvis man skulle læse en fransk avis, for slet ikke at tale om en roman af Balzac, havde man haft de lyster.

En af mine bekendte sad engang ved siden af en fransk pige til en forelæsning. Måske var det til Foucault på College de France. Da forelæsningen var slut, henvendte hun sig til ham. Måske havde hun et praktisk spørgsmål. Måske ville hun diskutere en pointe i forelæsningen eller indlede et bekendtskab. Min ven begreb ikke et ord af, hvad hun sagde. Med tegn og fagter eller en rudimentær sætning fik han kommunikeret, at han desværre ikke forstod fransk. Hun så noget forbavset ud og kiggede ned på de meget rigelige noter, han netop havde taget til Foucaults forelæsning. Hvordan han skulle forklare sig ud af den situation og så på fransk, kunne han slet ikke overskue, så han tog simpelthen flugten, vendte pigen ryggen og løb ud af auditoriet.

En flov historie. Men der er bare langt mellem ideal og virkelighed, hvad angår beherskelse af fremmedsprog. Med tiden kan man blive nødt til at strække våben, og så bliver man glad for rigdommen af oversættelser.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.