For to uger siden var der 322 bekræftede tilfælde af coronavirus i Italien. På det tidpunkt kunne lægerne på landets hospitaler ofre betydelig opmærksomhed på hver af de ramte patienter.
For én uge siden havde Italien 2502 tilfælde af den virus, som forårsager sygdommen kendt under navnet covid-19. På det tidspunkt kunne lægerne på landets hospitaler stadig udføre de mest livreddende funktioner ved at ventilere de patienter, som havde akut åndedrætsbesvær.
I skrivende stund den 13. marts har Italien 15.113 tilfælde af coronavirussen. Nu er der simpelthen for mange patienter til, at alle kan få den nødvendige behandling. Lægerne og sygeplejerskerne er ude af stand til at tage sig af alle. De mangler maskiner til at ventilere alle dem, der gisper efter vejret.
Nu har den italienske anæstesilægeforening Siaarti udsendt retningslinjer for, hvilke kriterier lægerne og sygeplejerskerne bør lægge til grund i denne usædvanlige situation. Dokumentet indleder med at sammenligne de moralske valg, som de italienske læger skal træffe, med de prioriteringer, som er nødvendige i den såkaldte katastrofemedicin, for eksempel i en krigssituation. Frem for at give intensivbehandling til alle de patienter, der har brug for det, skriver forfatterne, kan det blive nødvendigt at anvende ”de mest anerkendte kriterier for distributiv retfærdighed og passende fordeling af begrænsede sundhedsressourcer”.
Princippet, man beslutter sig for, er det utilitaristiske. ”Ud fra princippet om størst mulig nytte for flest mulige mennesker skal fordelingskriterierne sikre, at de patienter, der har størst sandsynlighed for behandlingsmæssig succes, fortsat vil have adgang til intensivbehandling,” skrives der.
Forfatterne, som selv er læger, udleder herefter et sæt konkrete anbefalinger for, hvordan man kan træffe disse umulige valg. En af dem lyder: ”Det kan blive nødvendigt at fastsætte en aldersgrænse for adgang til intensivbehandling.”
De, der er for gamle til at have gode helbredelseschancer, eller som har for få ”leveår” tilbage, selv hvis de skulle overleve, vil blive overladt til døden. Det lyder grusomt, men alternativet er ikke bedre, lyder argumentationen. ”At fastholde først til mølle-princippet i en situation, hvor alle ressourcer er opbrugt, ville svare til en beslutning om at udelukke sent indkomne patienter fra adgang til intensivbehandling.”
Lægerne og sygeplejerskerne anbefales også at tage hensyn til patientens generelle helbredstilstand: ”Eventuel komorbiditet skal vurderes nøje.” Det er til dels fordi de første undersøgelser af virussen tyder på, at patienter, der i forvejen lider af alvorlige sygdomme, har betydeligt større risiko for at dø. Men det er også fordi patienter, hvis generelle helbredstilstand er relativt dårlig, kan lægge beslag på en større andel af de knappe ressourcer, hvis de skal overleve: ”Det, som måske ville være et forholdsvis kort behandlingsforløb for en sund person, kan være længere og mere ressourcekrævende, når det drejer sig om ældre eller svagere patienter.”
Retningslinjerne gælder også for patienter, som behøver intensivbehandling af andre grunde end corona, fordi disse patienter også lægger beslag på de samme knappe medicinske ressourcer. Som dokumentet præciserer: ”Disse kriterier gælder for alle patienter i intensivbehandling, ikke kun for dem, der er ramt af covid-19”.
Min uddannelsesbaggrund er inden for politisk filosofi og moralfilosofi. Jeg har tilbragt utallige timer i fine universitetslokaler med at diskutere abstrakte moralske dilemmaer – for eksempel det såkaldte sporvognsproblem. Hvis en løbsk sporvogn kommer drønende mod fem uskyldige personer, som er bundet til skinnerne, og jeg kan få den til at skifte spor ved at trække i håndtaget, men på bekostning af at dræbe en uskyldig person på det andet spor, bør jeg så gøre det?
Noget af pointen med alle diskussionerne skulle forestille at være at hjælpe professionelle personer med at træffe vanskelige moralske valg i den virkelige verden.
Hvis du er en overbelastet sygeplejerske, som under fortvivlede forhold kæmper mod en ny og hidtil ukendt sygdom, og du simpelthen ikke er i stand til at behandle alle, uanset hvor meget du prøver, hvis liv skal du så redde?
På trods af de årelange studier må jeg erkende, at jeg ikke er i stand til at fælde nogen moralsk dom over det usædvanlige dokument, de tapre italienske læger har udsendt. Jeg aner ganske enkelt ikke, om de anbefaler det rigtige eller det forkerte.
Men hvis Italien befinder sig i en umulig situation, er det åbenlyst, hvad vi andre er nødt til at gøre: Vi må stoppe krisen, før det umulige bliver nødvendigt.
Det betyder, at vores politiske ledere, lederne af erhvervsorganisationer og private foreninger og vi alle må arbejde sammen om at opnå to ting: en radikal udvidelse af kapaciteten på vores intensivafdelinger og en ekstrem begrænsning af alt socialt samvær.
Aflys alt! Nu!
Yascha Mounk er freelanceskribent på The Atlantic, docent ved Johns Hopkins Universitet, seniormedlem af den amerikanske tænketank ”German Marshall Fund” og seniorrådgiver i organisationen ”Protect Democracy”. Han er forfatter til bogen ”The People vs. Democracy”.
Oversat af Marie Lund.
The Atlantic.