Min datter ringede søndag eftermiddag. Hun var hæs. ”Hej mor, nu har vi været syge i en uge, men Alma er heldigvis ved at være frisk igen. Har du måske mulighed for at passe hende lidt?”
Det havde jeg. For efter at have arbejdet på avisen i weekenden havde jeg taget mandagen fri, så det passede perfekt. Alma kom søndag aften med tre bamser i sin gule rygsæk og en negativ coronatest.
Søndag aften var forholdsvis stille, for som fireårig er der tidlig sengetid, og efter en godnathistorie om Palle Gris og hans venner blev dagens høje aktivitetsniveau hurtigt afløst af en dyb og rolig søvn.
Jeg satte mig ind i stuen igen. Fyldt med taknemmelighed over det lille væsen, der nu lå og sov i mit hjem. Med den største tillid og tryghed til alle dem, hun kender. Heldigvis også mig. Tænk, at et menneske på kun fire år kan ændre en verden og tilføre den så meget mening, så megen kærlighed.
Helt varm om hjertet gik jeg i seng og glædede mig til en hel dag sammen med hende.
Jeg havde nok ikke helt forberedt mig på, at vi skulle op klokken halv seks. Men Alma var frisk. Og hun var sulten. Jeg trak den til klokken 10 minutter i seks, så stod vi op.
Den ene af os talte nok noget mere end den anden. Og Alma havde drømt. ”Min baby fik vaccine”, sagde hun med munden fuld af yoghurt. Præcis som hun selv lige havde fået et lille stik på armen hos lægen, ”det er, fordi jeg er blevet fire år. Vil du se plasteret, mormor? Det sidder lige her.”
Efter morgenmaden begyndte jeg at komme lidt mere til mig selv og kunne jo pludselig godt huske, hvordan det var, da Almas mor var fire år, og hvert minut skulle bruges til at blive bedre til at stå på et ben, sige som en løve eller finde de bedste gemmesteder (det samme kunne i øvrigt sagtens bruges igen og igen).
Klokken syv havde vi bagt muffins. Alma havde most bananerne og rørt rundt i dejen, og nu stod de fine kager og dampede på bordet.
Klokken otte havde vi tegnet med tuscher og bagefter fundet akvarelmalingen frem. Alma var helt klart hurtigst til at blive færdig.
Nu var det så blevet plasticdyrenes tur. Jeg har gemt en del legetøj, fra da mine egne børn var små, og Alma er ret vild med især tigrene og girafferne. De var desværre alle sammen blevet frygtelig syge og skulle på dyrehospitalet, hvor de fik forbindinger på og masser af gode råd fra dyrlægen.
Og så måtte vi jo heller ikke glemme bamserne. Heldigvis havde Alma taget sin dukkevogn med, så de tre bamser fik en køretur på skift, og ind imellem skulle de selvfølgelig lige have en ren ble.
Klokken 11 syntes jeg, Alma så en lille smule træt ud, ”men jeg sover altså ikke middagssøvn mere. Heller ikke i børnehaven,” så i stedet fik vi overtøjet på og gik en tur med hunden.
Den blev lidt kort, for nu var det virkelig, som om Alma var klar til en lur. Men selvom jeg lokkede med de allerbedste bøger og sange, så var det alligevel kun mig, der lå i sengen. Alma mente, vi skulle have frokost.
Hun blev hentet klokken halv fem. Stadig helt frisk og nu i flyverdragt, for den sidste times tid havde vi været ude med slæden i de sparsomme rester af sne. Den kølige luft virkede samtidig lidt sundere end de mange kopper kaffe, det efterhånden var blevet til.
Alma krammede mig og gav mig et stort kys. Midt på munden. ”Næste gang, mormor, så skal jeg sove her to gange! Vil du love det?” Og så sad hun ellers der i autostolen. Helt stille.
Jeg nikkede og sendte hende afsted med fingerkys og det allerstørste smil.
For jeg glæder mig også allerede til næste gang! Først skal jeg bare lige sove lidt…