SÆTNINGEN ”Hver dag dør jeg” lyder lidt som en titel på en digtsamling af en åndelig vakt teenager eller som det sidste, man hørte fra en bjergbestiger i Himalaya. Det er det ikke. Det er en sætning, som Paulus ved godt mod og i sin bedste alder skriver til menigheden i Korinth.
Netop menigheden i Korinth var på det tidspunkt i betragteligt ringere form end Paulus. De nye kristne i den pulserende metropol, som Korinth var, var blevet ramt af identitetspolitik. Nok ikke helt som i dag, hvor man kan forestille sig, at de smarte indre bykorinthere ville se ned på de bøvede forstadskorinthere, hvor gammelkorintherne ville fremhæve sig selv på bekostning af tilflytterkorintherne, eller hvor queer-korintherne ville adskille sig så meget som muligt fra deres hetero-brødre i Kristus.
Men var man dengang endnu ubekendt med sådanne begreber, var man alligevel, som man er i dag, usikker på, hvad ens identitet var.
Som kristen var man var jo ikke jøde længere, ej heller romer, man var hverken træl eller fri. Ja, Paulus skrev endda, at der heller ikke længere var forskel på mand og kvinde. Men hvad var så ens identitet?
Til disse stridende korinthere skriver Paulus: ”Hver dag dør jeg.” Man kan selvfølgelig godt læse det som en træt prædikants karakteristik af sin egen situation på evangelisternes dødsrute fra den ene stridende menighed til den anden. Man kan også afskrive det som en gammel flagellantisk misantrops forventelige og kuldslåede bekendelse til asketisk selvfornægtelse og kolde, ensomme bade.
Var det ikke netop Paulus’ kreperlige forhold til kroppen og til kvinder, der fik Nietzsche til at se ham som selve grundlæggeren af den vestlige livsfjendskab, dens dekadence?
Til det er der at sige: Sådan fungerer Paulus’ breve ikke. De er ikke udtryk for selvterapi eller for bitter moralfilosofi. De degenererer ikke en oprindelig livskraft, dionysisk eller af anden art, men tager konsekvensen af, at mennesket allerede er i et brudt forhold til oprindeligheden og aldrig er helt tilforladeligt hjemme i verden.
Det er ind i denne situation, Paulus’ breve taler, og her udtrykker de en fundamental sandhed om menneskets liv og om, hvordan dette liv leves.
Sætningen ”Hver dag dør jeg” er altså både en sandhed og et bud. Men hvordan skulle korintherne mon forstå det? Hvorfor skulle de dø hver dag?
Umiddelbart er det dårligt nyt for min selvfølelse og min identitet, at jeg skal dø hver dag. Også selvom det må forstås relativt, at jeg skal dø en lille smule hver dag. Paulus var jo stadig levende, da han skrev det.
Men mens det set ud fra mit private behov for selvfremstilling og identitet er temmelig pinefuldt at dø selv en lille bitte smule hver dag, er det set fra fællesskabets synspunkt det eneste rigtige.
Hvis alle dør lidt hver dag, giver det mere plads. Dette var i oldtiden såvel som i dag en radikal anderledes måde at forstå døden på. I reglen har døden været brugt til at få andre af vejen for at skabe plads til en selv. Men i stedet for at se døden som afslutningen af ens eget såvel som af andres liv, bliver den for Paulus en måde at begrænse den enkeltes selvudfoldelse på.
Hvis alle deltager i denne træning, vil den gensidige selvbegrænsning fremstå som udtryk for det, den egentlig er, nemlig kærlighed. Det betyder, i Korinth såvel som i Kolding, at man i stedet for at bruge pladsen og energien på at befæste sin egen identitet og – for koldingenserne – ens profil på de sociale medier, skal lade disse forehavender forgå og forvitre. I stedet for at forsvare dem mod allehånde krænkelser, tilråder Paulus at lade dem dø en stille død.
Når ens umiddelbare behov for selvbekræftelse vil katapultere en i hovedkuldse skridt fremad, skal man altså overveje skridt til siden eller endda bagud. I argentinsk tango, hvor musikken i øvrigt altid handler om død og kærestesorg, begynder dansen med, at herren, der fører dansen, går et skridt tilbage. Har dansen et vist ry for machismo og sydlandsk erotik, foregår alting ikke desto mindre i det lille rum, der åbnes, når man går et skridt tilbage. Det giver plads til den anden.
Den argentinske tango begynder med det, som samlejet ifølge franskmændene efterlader en med: la petite mort, den lille død, den melankolske følelse, der følger af, at en del af livet netop har forladt en.
Dette graciøse skridt bagud vil give plads til, at fællesskabet, i Korinth såvel som i Kolding, kan vokse. Og størst af alle fælleskabets frugter er netop kærligheden, som Paulus siger det i en noget oftere citeret passage i selvsamme brev til de stridende korinthere.
Men det kræver, at vi dør hver dag.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.