I årtier har forskningen stort set entydigt peget på, at vi skal omlægge vores forbrugsmønstre radikalt, hvis vores samfund skal være bæredygtigt. Vi bor på en kugle med en begrænset mængde ressourcer og begrænset plads til vores affald. Ikke desto mindre fortsætter forbrugsfesten af hensyn til kortsigtede økonomiske interesser, uden at politikerne griber ind over for galskaben med regulering og afgifter.
I en fordrejning af idealet om personlig frihed overlader man det til den enkelte forbruger at træffe de rigtige valg. Med dankortet skal vi købe os til en bedre verden. Illusionen er, at mennesker er rationelle væsener, der i sidste ende vil deres egen og deres børns fremtid og derfor vil vælge at købe produkter, der ikke undergraver de økologiske sammenhænge, som vi ikke kan leve uden. Markedet løser alle problemer.
Tankegangen rummer dog en række problemer. Mennesker er ikke kun rationelle væsener, men har også behov, lyster og præferencer. Og den kortsigtede tilfredsstillelse vinder ofte over de langsigtede hensyn. Videre er situationen så alvorlig, at det ikke længere kun drejer sig om, hvilket forbrugsgode, jeg skal anskaffe mig, men om hvorvidt jeg overhovedet skal anskaffe mig nye ting. Vi har ikke alle ret til et fedt køkken, hvis vores børn skal have en fremtid med samme muligheder, som vi har haft.
Men selv, hvis det blot drejede sig om at omstille forbruget i en bæredygtig retning, er forestillingen om den etiske forbruger, som en bæredygtighedens mirakelkur en umulig strategi. For det marked, som forbrugerne skal handle på, er en gigantisk vaskemaskine, hvis primære opgave er at forvandle sort til grønt.
En rapport fra en række forbrugerorganisationer og EU viser, at næsten halvdelen af 344 undersøgte produkter blev solgt ved hjælp af overdrevne, vildledende eller vage løfter om miljøvenlighed og bæredygtighed. Herhjemme sælger Arla klimaneutral mælk på trods af, at klimagevinsten af det CO2-aflad, som virksomheder køber sig til, er usikker. Og selv hvis gevinsten er reel, så er der ganske enkelt ikke planet at plante træer på til at neutralisere udledningerne fra alle vores aktiviteter.
Vi ved jo godt, at reklamer er løgn. Men når løgnen fortælles dygtigt nok og tit nok, og vi gerne vil tro den, så vi kan fortsætte forbrugsfesten uhindret, så virker den. Klimakrisen kan derfor ikke løses af den enkelte forbruger på et løgnagtigt marked, men kun af politiske fællesskaber. Sæt i gang.