HVILKEN kapitalisme er det, vi ønsker? Dét er nok vor tids mest afgørende spørgsmål. Hvis vi ønsker, at kommende generationer skal holde fast i vores samfundsøkonomiske system, må vi besvare dette spørgsmål korrekt.
Overordnet set har vi tre modeller at vælge imellem. Den første er aktionærkapitalisme, som de fleste vestlige selskaber har omfavnet. Systemet baserer sig på, at det primære mål for en virksomhed er at maksimere sin profit.
Den anden model er statskapitalisme, hvor regeringen har ansvaret for at sætte retningen for økonomien. Dette system har indtaget en fremtrædende plads i mange udviklingsmarkeder, ikke mindst i Kina.
I forhold til de to første modeller er den tredje model dog den mest anbefalelsesværdige. Interessentkapitalisme, som er en model, jeg første gang foreslog for et halvt århundrede siden, giver private selskaber en rolle som samfundsforvaltere og giver utvivlsomt det bedste svar på nutidens sociale og miljømæssige udfordringer.
Aktionærkapitalisme, der lige nu er den mest fremtrædende model, vandt først indpas i USA i 1970’erne og voksede sig i de efterfølgende årtier større og større verden over. Dens fremvækst har ikke været ufortjent. I storhedstiden oplevede millioner af mennesker over hele verden fremgang, fordi profitsøgende virksomheder indtog nye markeder og skabte nye arbejdspladser.
Men historien slutter ikke her. Fortalere for aktionærkapitalisme, heriblandt Milton Friedman og Chicagoskolens tænkere, havde overset det faktum, at et børsnoteret selskab ikke blot er en profitsøgende enhed, men også en social organisme. Det ensidige fokus på at styrke bundlinjen på kort sigt betød, sammen med et pres fra finanssektoren, at aktionærkapitalismen i stigende grad blev frakoblet den reelle samfundsøkonomi.
MANGE HAR DERFOR INDSET, at denne form for kapitalisme ikke længere er holdbar. Spørgsmålet er: Hvorfor er holdningen først begyndt at vende nu?
En sandsynlig årsag er ”Greta Thunberg-effekten”. Den unge svenske klimaaktivist har mindet os om, at en opretholdelse af det nuværende økonomiske system er en kniv i ryggen på fremtidige generationer, fordi det ikke er bæredygtigt i klimasammenhæng. En anden (beslægtet) årsag er, at millenniumgenerationen og Generation Z ikke længere ønsker at arbejde for, investere i eller handle med virksomheder, hvis eneste mål er at maksimere værdien for aktionærerne.
Og sidst, men ikke mindst, er erhvervsledere og investorer ved at erkende, at deres succes på lang sigt er tæt knyttet til kundernes, medarbejdernes og leverandørernes succes.
Resultatet er, at interessentkapitalismen hurtigt vinder indpas. Og det er på høje tid. Jeg præsenterede første gang konceptet helt tilbage i 1971, og jeg etablerede World Economic Forum for at hjælpe erhvervslivet og politiske ledere med at implementere det. To år senere underskrev deltagerne på forummets årsmøde Davos-manifestet, som beskriver de vigtigste ansvarsområder, en virksomhed har over for sine interessenter.
Nu ønsker andre endelig at sidde med ved ”interessentbordet”. Business Roundtable – den amerikanske sammenslutning for administrerende direktører, som er USA’s mest indflydelsesrige lobbyforening for erhvervslivet – proklamerede i år, at den officielt vil omfavne interessentkapitalisme.
Dertil kommer, at såkaldt effektinvestering vinder mere og mere frem, i takt med at flere investorer leder efter måder, hvorpå man kan koble miljø- og samfundsmæssige fordele til det finansielle afkast.
Vi bør derfor udnytte dette momentum og sikre, at interessentkapitalisme forbliver den nye, dominerende model. Til dette formål udgiver World Economic Forum et nyt ”Davos-manifest”, der slår fast, at virksomheder skal betale deres skatter, udvise nultolerance over for korruption, overholde menneskerettighederne i alle deres globale produktionsled og bakke op om et konkurrencedygtigt og fair marked – især når det gælder platformsøkonomien.
MEN FOR AT VÆRNE OM interessentkapitalismens principper får virksomhederne brug for nye måder at måle på. For det første skal et nyt mål for ”delt værdiskabelse” omfatte ”miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige” mål (ESG-mål) som et supplement til de almindelige finansielle mål.
Heldigvis er der allerede taget initiativ til at udvikle et sådant nyt mål med hjælp fra ”Big Four”-revisionsfirmaerne, og med formanden for International Business Council, administrerende direktør for Bank of America Brian Moynihan, i front.
Et andet mål, der skal justeres, er chefernes vederlag. Siden 1970’erne er cheflønningerne eksploderet, primært for at ”ensrette” ledelsens beslutningstagning med aktionærernes interesser. I forhold til det nye interessent-paradigme bør lønningerne i stedet tilpasses de nye mål for langsigtet, fælles værdiskabelse.
Endelig bør store virksomheder forstå, at de selv er vigtige interessenter i vores fælles fremtid. Naturligvis bør alle virksomheder fortsat forsøge at udnytte deres kernekompetencer og fastholde en entreprenant tankegang, men de skal også samarbejde med andre interessenter om at skabe fremgang i den verden, de selv er en del af. Faktisk bør dette være deres primære formål.
Hvordan skal det ellers lykkes? Fortalerne for statskapitalismen vil nok sige, at denne model også har en langsigtet vision og i de senere år har vist sig at være succesfuld, især i Asien.
Men selvom statskapitalisme fungerer godt i én fase af udviklingen, bør denne model også gradvist udvikle sig hen imod en interessentmodel, således at korruption ikke skal ødelægge den indefra.
Erhvervsledere har nu en fantastisk mulighed. Ved at give interessentkapitalisme en konkret betydning overholder de ikke kun deres retlige forpligtelser, men stadfæster også deres ansvar over for samfundet. De kan desuden hjælpe verden med at nå de fælles klimamål, herunder dem, der er skitseret i Parisaftalen og i FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Hvis de virkelig ønsker at sætte deres aftryk, er der ingen anden vej.
Klaus Schwab er grundlægger af og bestyrelsesformand for World Economic Forum.
© Project Syndicate.
Oversat af bureauet Translated By Us.