Hvilket råd ville du give dit 20-årige selv?

Mit eget råd til mig selv som 20-årig ville være, at jeg ikke skulle være sur på mændene over alt det, de kan. Jeg synes, at mænd er seje, og jeg synes ikke, at jeg bliver mindre sej af at sige det højt, skriver Lene Tanggaard

Det kan give perspektiv på tilværelsen at kigge tilbage og overveje, hvilket råd man mon give sit unge jeg, skriver psykologiprofessor Lene Tanggaard i mandagsklummen "Etisk set". Arkivfoto.
Det kan give perspektiv på tilværelsen at kigge tilbage og overveje, hvilket råd man mon give sit unge jeg, skriver psykologiprofessor Lene Tanggaard i mandagsklummen "Etisk set". Arkivfoto.

FORLEDEN HAVDE JEG glæden af at drikke et enkelt glas vin med to gode mandlige kollegaer. Jeg fortæller i den anledning, at vi på Designskolen i Kolding netop har afholdt et ret vellykket arrangement om kvinder i design.

Selvom hovedparten af vores studerende på designuddannelserne i Danmark og i verden er kvinder, er det mændene, der indtager de ledende poster i designverdenen.

Det ville vi gerne tale med vores studerende om. For måske skal de turde at gå lidt mere efter magten. Vi havde inviteret en række tidligere og nuværende kvindelige rektorer og dekaner, og vi havde bedt dem om at give vores studerende en lille forelæsning under overskriften: ”Hvilke råd ville jeg give til mit 20-årige selv?”.

Ikke overraskende handlede de mange gode råd til talernes eget 20-årige selv om at bekymre sig mindre, at tro mere på sig selv og at kaste sig mere forhåbningsfuldt ind i verden.

Jeg ved ikke, om den slags råd virker, men det kan være rart at høre for en bekymret ungdom. I hvert fald var vores studerende meget glade for dagen, om end de advarede os gamle kvinder mod at tro, at ligestilling, diversitet eller mangfoldighed kun angår kvinder. Der findes også etnisk, religiøs og seksuel undertrykkelse eller ulighed. Det har de studerende ret i.

Tilbage i selskabet med mine mandlige kollegaer kunne jeg mærke, at det gav lidt uro at fortælle om arrangementet. Den ene mand vrængede lidt og sagde: ”Man kan som mand snart ikke sige noget som helst.”

Hvis man som mand bliver anklaget for ikke at invitere et tilstrækkeligt antal kvinder med i en bog eller i et udvalg eller til et arrangement, så kan man ikke opponere mere. Man kan kun sige noget forkert, når man er mand, hvid og heteroseksuel. ”Ja,” sagde jeg. Lidt for sjov. ”I bærer på en lang og tung byrde af undertrykkelsespraksis.” Bagefter tænkte jeg længe over, at vi kvinder risikerer at gentage den undertrykkelse, vi selv har været ude for, hvis vi med vold og magt vil frem for enhver pris.

HVIS JEG DERFOR skal give et råd til mit eget 20-årige selv, så tror jeg, at det skulle være ikke at være sur på mændene over alt det, de kan. Jeg synes, at mænd er seje, og jeg synes ikke, at jeg bliver mindre sej af at sige det højt.

Jeg synes, det er kedeligt, hvis mænd oplever, at det er svært at sige noget rigtigt eller at sige noget som helst om ligestilling. Vi kommer nemlig ikke ret langt uden hinanden, og vi kommer ingen steder uden at kunne sige det, vi mener.

Jeg synes, det er okay, at kvinder påpeger, at der stadig findes regulær undertrykkelse af kvinder i form af manglende adgang til bestyrelses- og direktionsposter. Det må man gerne sige, selvom der findes alvorligere former for undertrykkelse begrundet etnisk og religiøst.

JEG SYNES OGSÅ, AT DET ER OKAY, at mænd siger deres mening. Det er da et problem i et frit samfund, hvis det ikke er tilfældet. Hvis ligestilling eller feminisme, eller hvad vi nu kalder det, skal have en chance, så skal det være et fælles projekt og ikke en ny politisk korrekthed, hvor man skal gå i noget bestemt tøj eller bruge bestemte ordvalg for at være med.

Samtidig vil jeg anholde retten til at påpege der, hvor mænd desværre stadig er blinde. Det er svært at gennemskue den magt, man selv ubesværet indtager. Det er svært at slippe noget af det, der giver magt.

Det gælder vist for alle køn, men det smukkeste er indimellem at flytte sig i rette tid, så andre kan komme til. Det kan vi måske godt tænke lidt over.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.