På et kursus om islam under mine præstestudier i Rom lærte jeg noget, som jeg har kunnet bruge i mange sammenhænge: Når vi, som tilhører én gruppe, bedømmer en anden gruppe, gør vi det ofte ved at sammenligne vores bedste med deres værste eksempler.
Ikke for at manipulere eller være uretfærdige, men fordi vi identificerer os med det gode fra vores egen baggrund og let glemmer det dårlige, og fordi de dårlige historier om andre efterlader et større indtryk end de gode.
I en diskussion om Vestens og islams kvindesyn vil vi derfor typisk tænke på den ligestilling og frigørelse, Vesten tilbyder kvinder, og vi vil forbinde islam med tvangsægteskaber og tildækning af kvinder. Vi vil antage, at vold mod kvinder er mere udbredt inden for islam end hos os, fordi det er historier om æresdrab, der optager medierne, og fordi de færreste danskere er involveret i hustruvold. Men måske muslimerne har det modsatte indtryk. De har i hvert fald hørt om en danskers partering af en kvinde i en u-båd.
Mit anliggende er ikke at underkende problemerne med kvinders rettigheder blandt muslimer, ej heller at drage en konklusion om, at vi er bedre end dem. Jeg ønsker blot at minde mig selv om ikke at sammenligne glansbillederne fra min egen baggrund med modpartens uheldige sider.
Kort sagt må jeg se bjælken i eget øje først og også forsøge at forstå min modpart.
Et katolsk glansbillede, som længe har været i gang med at krakelere, er forholdet mellem den katolske kirke og staten i Irland. Lovgivningen i Irland har på mange områder afspejlet katolske værdier, men med resultatet af folkeafstemningen om abort stod det sidste weekend klart, at det store flertal ikke længere identificerer sig med nogle af de dybeste katolske værdier.
Dette er uden tvivl med til at ændre på den katolske selvforståelse i Irland og er udtryk for et skred, man de seneste 40 år har oplevet i de fleste katolske lande i Europa. For en katolik som mig, der fuldstændig deler kirkens holdning til livets ukrænkelighed, er det en meget nedslående udvikling.
Jeg ser på den ene side den katolske kirkes lære om at vise respekt for alt menneskeligt liv, og på den anden side ser jeg tilhængerne af ja-kampagnen fra Irland, som kæmpede for at afskaffe abortforbuddet.
I fløjen, som jeg tilhører, ser jeg Jesu kærlighedsbud omsat til en omsorg for de ufødte. I den modsatte fløj ser jeg en fejring af valgsejren, der minder om en blodrus. En folkemængde jubler over muligheden for at kunne slå sine børn ihjel. Mest grotesk blev det i et interview med en kvinde fra ja-kampagnen, som glædede sig over denne mulighed for hende selv, hendes døtre og børnebørn. Men ikke alle hendes børn og børnebørn vil få muligheden for abort, hvis de selv er endt som aborter!
Jeg blev harm. Men da min første harme havde lagt sig, lagde jeg mærke til, at ja-kampagnen glædede sig over, at udsatte kvinder nu endelig kunne blive mødt med medfølelse. Nu var de ikke længere overladt til sig selv af et koldt, uforstående system.
Og jeg kom til at tænke på, at kirkens omsorg for kvinder med uønsket graviditet ofte har været meget svær at få øje på i Irland. Mange gravide er blevet stigmatiseret frem for at blive hjulpet til at tage imod det liv, der var blevet sat i gang i dem. At råbe op om min modparts moralske forfald uden at erkende egne svigt vil kun føre ondt med sig. Vejen frem er ikke at opretholde et forbud, som store dele af befolkningen slet ikke kan forstå. Men man skal ikke forvente, at den katolske kirke nu begynder at ændre på sin lære om abort.
Det er derfor værd at lægge mærke til pave Frans’ reaktion på den irske folkeafstemning. Hver søndag holder paven middagsbøn på Peterspladsen. Efter bønnen kommer paven ofte med en bemærkning om en aktuel politisk situation. Men sidste søndag faldt ingen bemærkning om afstemningen i Irland. I hans forgængeres tid kunne man have været sikker på, at en beklagelse over den moralske nedsmeltning havde lydt.
I mandags mødtes paven så med medlemmer af Det Internationale Forbund af Foreninger af Katolske Læger, hvor han endnu en gang slog fast, at det menneskelige liv er ukrænkeligt, hvor svagt og hvor lidt udviklet det end er.
Hvis vi nu holder op med at se aborttilhængere som blodtørstige mordere og viser forståelse for den skrøbelige situation, en uønsket gravid kan befinde sig i, kan det være, at den anden lejr også skifter holdning om os.
Ses vi ikke længere som forstokkede fundamentalister, bliver det måske også lettere at lytte til vores forsvar for livet.