Forleden brugte jeg en halv dag på at læse artikler i et tidsskrift, der hedder Nursing Education Today. Anledningen var, at jeg skulle undervise en række kliniske vejledere på sygeplejerskeuddannelsen på Rigshospitalet. En af artiklerne fangede min opmærksomhed. Pointen i artiklen var, ar diversitet er godt. Den handlede om, at det er godt for de studerendes uddannelse, at underviserne kan rumme uenighed. Det kan være faglig uenighed eller uenighed om værdier og etik.
Selv husker jeg en af mine første forelæsninger som adjunkt på universitetet for netop faglig uenighed i gensidig respekt. Jeg stod sammen med en af mine gode kolleger foran de studerende. Vi er ikke enige rent fagligt, og den uenighed tydeliggjorde vi for de studerende. Vi nærmede os tilsvarende på et par punkter.
De studerende syntes, det var fantastisk, fordi de kunne se, at vi samtidig ikke havde det fjerneste imod hinanden rent personligt. Faglige uenigheder behøver ikke at være personlige. Der er faktisk ingen grund til, at de bliver det. Faglig udvikling er ligefrem betinget af, at vi tør krydse klinger. Ikke nødvendigvis på nogen strid eller perfid måde, men i gensidig respekt og med en oprigtig interesse i at udvikle en ny eller at genopleve en gammel erkendelse i fællesskab.
Jeg kom til at tænke på ovenstående, da en bekendt spurgte mig, om jeg troede, man som folkeskolelærer på et dansk lærerværelse ville kunne sige, at man egentlig synes, at Bjarne Corydon er helt okay. Vi grinede begge helt spontant, og jeg kom til at tænke på, at det ville svare til at bekende sin kristne tro i et universitetsfrokostrum. Det gør man bare ikke. Man vil uden tvivl være i mindretal, og det er måske heller ikke særlig luthersk sådan at lufte den slags offentligt. Det med tro har det i øvrigt med at dukke op indimellem.
Til et ledelsesmøde forleden sagde vores egen administrationschef, at han tror på new public management. Jeg var nær faldet ned af stolen, for det er jo ingen, der kan lide npm mere. Vores administrationschef mente dog helt oprigtigt, at new public management har gavnet den offentlige sektor. Udlicitering, privatisering, fri konkurrence, kontraktstyring og evaluering har været godt, sagde han. Den skulle jeg lige tygge på.
Men ærligt talt. Det er da herligt, at vi ikke er enige om alting. Dissens, det modsatte af konsensus, fremmer vores indbyrdes kreativitet. Det tillader os at overveje alternative perspektiver. Vi kan måske endda nedbryde indbyrdes fordomme.
Nogle gange synes jeg faktisk, at den danske lighedsmentalitet og konsensuskultur gør den slags vanskeligt. Vi skal helst være enige om det meste. Vi har det ikke godt med forskelle. Vi bryder os ikke om at tale om, at nogen kan noget særligt.
Det er på mange måder godt, at vi sådan holder hinanden lidt nede. Vi praler ikke, og hvis man gør det, så bliver det hurtigt sanktioneret. Den negative side af vores konsensuskultur er dog, at vi risikerer at få svært ved at håndtere uenigheder. Vi danner små kliker, hvor man helst skal være enige. Dem, som mener noget anderledes, bliver ikke lukket ind. Det er ret problematisk. Næste gang du møder en, du er uenig med, så kunne et forslag være at byde op til dans. Man kan forsøge at lytte til det, den anden siger.
Det kan være så fint ikke at være enige om alt.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.