Prøv avisen
Etisk set

Hvor meget skal vi passe på naturen, og hvad er det egentlig for en natur, vi skal passe på?

3Vi skal blive bedre til at få øjnene op for, at det gode liv udfolder sig, når vi bliver forbundet med naturen, mener lektor i bioetik Mickey Gjerris. Så bliver det at tage vare på naturen en måde at tage vare på os selv på, skriver han. På billedet ses en naturstation ved Bogense, hvor børnene leger i kulturnaturen. Foto: Leif Tuxen.

Mickey Gjerris

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vi kan ikke fortsætte som hidtil med ubegrænset økonomisk vækst og stigende forbrug af alt fra ferierejser over kød til samtalekøkkener og modetøj som eneste målsætning

Midt i den varmeste sommer i mands minde, ikke bare her, men over store dele af kloden, er det svært ikke at begynde at tage truslerne fra klimaforandringerne bare en smule alvorligt. Den natur, som vi er afhængige af til at bære vores liv, begynder at ændre sig.

Faldende høstudbytter, dyre- og plantearter, der trues med udryddelse, skovbrande, sundhedsproblemer på grund af varmen, iltsvind og andre hændelser viser alle sammen, hvor uendeligt sårbare vi er.

Der er ingen vej udenom – vi skal til at passe bedre på naturen. Og det er de fleste af os da også enige om. På Naturmødet i Hirtshals i maj måned, der tiltrak flere end 20.000 besøgende, var der påfaldende enighed blandt de fremmødte politikere om, at natur og klima er vigtige politiske emner, der kræver handling. Men der hørte enigheden så også op. For hvor meget skal vi passe på den, og hvad er det egentlig for en natur, som vi skal passe på?

Det første spørgsmål handler om prioritering. At tage vare på klima og natur vil på kort sigt koste penge og kræver ændringer i vores livsstil. Vi kan ikke fortsætte som hidtil med ubegrænset økonomisk vækst og stigende forbrug af alt fra ferierejser over kød til samtalekøkkener og modetøj som eneste målsætning. Men hvor meget må det koste, og hvor store er mulighederne for, at vi kan slippe uden om omstillingen gennem teknologiske fix?

Det andet spørgsmål handler om natursyn. Skal vi beskytte naturen for vores skyld og fokusere på at bruge ressourcerne mere rationelt end i dag og tage vare på de såkaldte ecosystem services, der sikrer os rent drikkevand, frugtbar jord og et klima, der er til at leve i?

Eller skal vi tage skridtet videre og passe på naturen forstået som de livssystemer, vi er indlejret i på kryds og tværs, for deres egen skyld – også selvom det koster os noget af vores velstand? Er mennesket altings målestok, eller er vi en del af et større fællesskab med ansvar – også for de dele af fællesskabet, som vi ikke selv i snæver forstand får noget ud af at tage vare på?

Bag begge spørgsmål lurer et tredje, der også handler om natur: menneskets natur.

For hvem er vi egentlig? Hvad er det for nogle væsener, der skal til at begrænse deres lyst til mere og mere af det hele? Undertiden får man en fornemmelse af, at det er håbløst.

At menneskets natur blot er at være en umættelig forbruger, der uden blik for de langsigtede konsekvenser bruger sin opfindsomhed på at rage så meget som muligt til sig i evig konkurrence med hinanden.

Men er det menneskets natur? Er vi kun delvist rationelle egoister – eller kunne vi være så meget mere? Den amerikanske forfatter Kurt Vonnegut siger et sted: ”Vi er, hvad vi forestiller os at være, så vi må være forsigtige med, hvad vi forestiller os at være.”

Med det udgangspunkt er der håb i sigte. Så kan vi fortælle andre historier om os selv end dem, der i dag fremstår mere og mere som tyndslidte undskyldninger for ikke at handle i forhold til klima og natur. Historier, der kan danne os til at leve i en verden, hvor vores præferencer og behov ikke er det eneste, der tæller, men skal tænkes ind i et større livsfællesskab. Historier, hvor dyder som tilbageholdenhed, ydmyghed og respekt i forhold til verden spiller en større rolle, end de gør i dag, hvor min personlige lyst til et liv i nydelse trumfer alle hensyn.

I sidste ende handler det om at få øjnene op for, at det gode liv ikke befinder sig for enden af forbrugstunnelen, men udfolder sig, når vi udfolder vores fulde potentiale som den del af værensunderet, der har fået evnen til at forundres over universets tragiske skønhed. Så bliver det at tage vare på naturen pludselig også en måde at tage vare på os selv på – der rækker ud over os selv.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværk sætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.