Prøv avisen
Refleksion

Sociolog: Måske skulle vi sætte grænsebomme op for vores forbrug og ikke for flygtningene

Hvis vi altså skal kunne se os selv i øjnene, når vi har lukket vores grænser for dem, hvis flugt vi har forårsaget. Måske skulle vi hellere sætte grænsebomme op for vores eget forbrug og ikke for dem, vi har sendt på flugt. Hvis vi altså vel at mærke vil hæve os op over dyrenes niveau, skriver sociolog. Illustration: Søren Mosdal

Rasmus Willig

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Et sted mellem de små spørgsmål om, hvem der skal spise flere frikadeller, smide hovedbeklædningen eller ikke længere være lige for loven, kan man måske med sokratisk ironi stille et stort spørgsmål: Hvordan kan vi få flere flygtninge? Ikke færre, men langt flere, skriver sociolog Rasmus Willig

DER ER STORE OG SMÅ spørgsmål for enhver generation. Vi lever imidlertid i en mærkværdig tid, hvor vi stiller de helt små. Kommende generationer vil sidde tilbage med de store spørgsmål, fordi vi kun var til de allermindste.

Spørgsmål kan som bekendt være irriterende, fordi de udstiller dem, som ikke kan eller vil svare. I den idéhistoriske tradition er det stadig Sokrates, som var kendt for at stille de mest irriterende spørgsmål.

DEN SOKRATISKE PÆDAGOGIK er enkel og består i, at spørgsmålene skal lede til erkendelser, der bryder med de eksisterende opfattelser. Et sted mellem de små spørgsmål om, hvem der skal spise flere frikadeller, smide hovedbeklædningen eller ikke længere være lige for loven, kan man måske med sokratisk ironi stille et stort spørgsmål: Hvordan kan vi få flere flygtninge? Ikke færre, men langt flere!

I dag er der nemlig flere klimaflygtninge, end der er krigsflygtninge, og antallet forventes at stige i takt med, at klimakrisen tager til. Det er altså vores CO2-udledninger, som er årsagen til flygtningekrisen, og vil vi finde svar på spørgsmålet, skal vi ikke bare holde tempoet, men give det en tand til. Lad os se, om vi kan svare.

VI SKAL HAVE SÆNKET bilafgifterne endnu mere. Succesen har været til at tage og føle på siden den seneste afgiftsnedsættelse, for der er kommet mange flere biler på de danske veje, og mens motorvejskøerne vokser, kan vi regne med, at der kommer flere flygtninge med slæbende fødder i nødsporet.

Læg hertil vores flyforbrug, hvor der heldigvis ikke er planer om afgifter. Sidste år kunne charterbranchen melde om rekordmange rejser i løbet af sommeren. I år udvider Kastrup. Flot! Det går strygende, og vi kan forvente flere klimaflygtninge. Vi flyver den ene vej, og de kommer den anden. Og i takt med, at vi udviser alt, hvad der først har gået på land og nu skal op og returneres med fly, har vi skabt en ny ”økologi”. En slags ny cirkulær flygtningeøkonomi.

NU, HVOR VI ER VED DET FOSSILE, så er olieudvindingen i Nordsøen ikke stoppet, bare fordi Total har taget over fra Mærsk. Tværtimod har staten planer om at udvide. Også her synes der altså at være grund til optimisme for dem, som gerne ser flere flygtninge.

For landbruget ser det også fornuftigt ud. Vores enorme kødproduktion – af både grise, køer og fjerkræ – er en industriel kraftpræstation af de helt store. Her er der måske en anelse pessimisme at spore, for vores kødforbrug ser ud til at falde, men til gengæld eksporterer vi langt den største del af produktionen med containerskibe. På den måde er vi sikre på, at der kommer flere flygtninge.

Apropos dansk skibsfart, så er der virkelig noget at fejre, for i år er vi rykket opad på hitlisten over de største søfartsnationer. Den særlige bunkerfuel, som driver containerskibene, er nemlig ekstremt snavset og svarer til milliarder af bilers udstødning. Milliarder! Og imens kan vi tælle flere flygtninge.

SÅ ER DER NATURLIGVIS det private forbrug. Detailhandlen brokker sig godt nok indimellem, men vi er jo midt i et opsving, så mon ikke vi er på rette vej? Og igen kan vi fryde os over, at store dele af produktionen af vores forbrugsgoder outsources til den anden ende af verden, så de skal fragtes tilbage med så høj CO2-udledning som muligt. Nogle fragtskibe samler lejlighedsvis flygtninge op på vejen, men det er ingenting i forhold til, hvor mange de selv og deres last sender på flugt fra tørke- og sultedøden.

Byggeriet udleder skam også en pæn del CO2, og her kan vi også være med. Boligmarkedet er i top, og der bygges nyt igen for fuld hammer. Byggesektoren går hånd i hånd med transportsektoren, for det første udkast til en bro over Kattegat er kun for biler. Ingen tog, naturligvis, for vi skal have flere på flugt. Og broen tværs over Samsø, som ellers har gjort sit for at blive bæredygtig? Niks. Vi vil have flygtninge, tak.

Ifølge filosoffen Heidegger, ikke Sokrates, er menneskets evne til at stille spørgsmål det træk, der adskiller det fra dyrene, eftersom det er i stand til at stille spørgsmål til sin egen eksistens: Hvem er jeg? Hvorfor handler jeg, som jeg gør? Hvorfor stiller vi kun små spørgsmål, når vi burde stille de store?

Hvis vi altså skal kunne se os selv i øjnene, når vi har lukket vores grænser for dem, hvis flugt vi har forårsaget. Måske skulle vi hellere sætte grænsebomme op for vores eget forbrug og ikke for dem, vi har sendt på flugt. Hvis vi altså vel at mærke vil hæve os op over dyrenes niveau.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.