VI HAR DET FINT med uenigheder, men kun hvis vi ikke samtidig føler os truet af dem. Derfor har der op igennem historien været holdninger og skikke, som har været farlige at sætte spørgsmålstegn ved, fordi de var det faste grundlag, som vores uenigheder hvilede på. Uanset om de har haft religiøs eller politisk karakter, har disse etablerede måder at tænke og handle på været lovmæssigt beskyttet og inkorporeret i uddannelsessystemet og i den almene praksis blandt folk.
Men i dag er situationen i de vestlige demokratier en helt anden. Der er ingen fælles religion, og de gamle skikke er blevet sønderrevet af en afvisningskultur, der opfordrer folk til at forme deres liv i overensstemmelse med deres sande ”identitet”. Socialisering er ikke længere lig med at være en del af og følge fællesskabet, men ”at udleve sit sande jeg” uden at tage hensyn til samfundets normer. Denne nye situation, som byder sig selv til som en form for befrielse, har i min levetid i stedet skabt en helt ny form for censur og intimidering.
For 30 år siden troede jeg naivt, at vi med kommunismens sammenbrud ikke længere ville se forfølgelse af systemkritikere eller indførelse af officielle doktriner, og derfor har jeg været lige så lamslået som alle andre over massefordømmelsen og de målrettede karaktermord, der styrker de fremherskende ortodoksier i dag. De synes lige så hyppige og omfattende her i Storbritannien, som de var under verdens mest totalitære regeringer.
Selvfølgelig bliver du ikke sendt til Gulag-lejrene på grund af dine holdninger; ej heller er der skueprocesser for ”afvigere”, zionister eller kapitalistiske lakajer. Ikke desto mindre er du nødt til at være forsigtig med, hvad du siger, for straffen for at sige, tænke eller antyde det forkerte – også selvom det bliver udstedt af private foretagender og sociale medier frem for af staten – er reel, alvorlig og stort set umuligt at parere.
ALLE DINE FORBRYDELSER ligger gemt i cyberspace, og uanset hvor meget du har erkendt dem og svoret at ændre dig, vil de forfølge dig resten af livet – lige så længe, som nogen har interesse i at gøre opmærksom på dem. Og når folket vender sig mod dig, er det med en nådesløs intensitet, der slet ikke står mål med den objektive grad af din skyld. Et forkert ord, en forhastet udtalelse, en fortalelse – uanset hvad din fejl måtte være, er den, hvis den bliver opdaget, nok til, at du mister al menneskelig sympati.
Som Douglas Murray viser i sin imponerende og levende undersøgelse ”The Madness of Crowds. Gender, Race and Identity”, er den nye verden af censur en verden uden tilgivelse, hvor folk bliver fordømt for det, de er, i stedet for det, de gør, og hvor de virkelige dyder og laster, der styrer vores adfærd, fuldstændig ignoreres og opfattes som irrelevante.
De forbrydelser, vi bliver dømt for, er eksistentielle forbrydelser: Ved at tale på den forkerte måde, fremviser du en af de fobier eller ismer, der betyder, at du har placeret dig uden for den acceptable menneskelighed. Du er en homofob, en islamofob, en tilhænger af et hvidt overherredømme eller en racist, og intet kan gendrive sådanne beskyldninger, når de først er opstået.
Du har måske i dit private liv arbejdet for integrationen og accepten af det lokale muslimske samfund eller for en bredere forståelse af grundlaget for islamisk filosofi. Men det er irrelevant, når det kommer til at modbevise en anklage om islamofobi, ligesom din indsats for at støtte minoriteter på arbejdspladsen ikke vil kunne fjerne anklagen om racisme, når de alvorlige påstande først er lagt frem.
For de, der kommer med anklagerne, er ikke interesseret i dine gerninger; de er interesseret i dig og i sandheden om, hvorvidt du er ”en af os”. Dine fejl kan ikke rettes ved en frivillig indsats, da de er knyttet til det, du er. Og du afslører, hvad du er, gennem de ord, der definerer dig.
DISSE ORD er muligvis taget ud af kontekst, måske endda forvansket til at betyde det modsatte af, hvad du sagde – som det for nylig skete for mig i et interview med New Statesman – men det vil ikke påvirke dommen, for der er ikke nogen objektiv retssag, ingen ”sag for forsvaret” og ingen retssikkerhed. Du er anklaget af folket, undersøgt af folket og fordømt af folket, og hvis du selv har stukket hovedet frem, har du kun dig selv at bebrejde. For folket er i sagens natur uskyldigt: Folket renser sin egen samvittighed i en strøm af kollektiv harme, og ved at tilslutte sig denne er du på sikker grund.
Dette er situationen, som den modige Murray konfronterer i sin seneste bog, hvis titel (taget fra Charles Mackays tidligere undersøgelse af menneskets dårskab) indebærer, at det er folkets hysteri, snarere end uvidenhed, der i høj grad bør klandres. Men, som Murray også viser, er denne fremstilling alt for simpel. Med beundringsværdig sans for detaljer udforsker han de måder, hvorpå folkets indstilling har trængt ind i ikke kun sproget i den offentlige debat, men også i informationskilderne og de forskellige led i beslutningsprocessen.
Censuren begynder i medierne selv med eliten i Silicon Valley, der har indført ”maskinstyret retfærdighed”, designet til at fjerne ”hadefulde udtalelser” og programmeret til at genkende ”had” som alle de meningstilkendegivelser, der overtræder en eller anden norm for politisk korrekthed. Det, som Orwell så levende forudså – manipulation af sproget, der medfører, at kætteri bliver usigeligt – er nu en rutinemæssig praksis.
Resultatet er dog ikke en kultur af blid overensstemmelse, hvor ”venlighed” er normen. Tværtimod er det højlydte krav om anerkendelse et konstant angreb på dem, der antages at stå i vejen for det. Disse fortalere for ”had” får intet spillerum på sociale medier, og praksissen med massefordømmelse på grund af race, stamme, social klasse eller social status er nu et accepteret våben i identitetskampene.
MURRAY GIVER medrivende eksempler på den måde, hvorpå hvidhed nu anses som en moralsk defekt blandt identitetsforkæmperne på amerikanske læreanstalter. Nu er det for eksempel legitimt at fordømme folk på grund af deres hudfarve, hvilket får nogle til at forsøge at undskylde for deres hvidhed.
Der er flere ting, der muliggør fremkomsten af en kultur bygget på censur. Især tre ting bliver fremhævet i Murrays omhyggeligt konstruerede argumentation. Det første er kunsten at føle sig krænket. Der bliver brugt hele afsnit i universiteternes pensum på at forklare de studerende, at nogle ord, begrundelser, sammenligninger, ja, selv spørgsmål, er ”stødende” – uanset hvilken hensigt de bliver brugt med.
Selve krænkelsen er uvægerligt fastlagt af den gamle majoritetskultur på vegne af et privilegeret mindretal. Aktuelle bekymringer om islamofobi er relevante her: Det er eksempelvis stødende at lave jokes omkring burkaen, men det er ikke stødende at vise sig offentligt med ansigtet helt dækket til, selvom mødet mellem mennesker ansigt til ansigt er noget af det mest grundlæggende i vores fællesskabsfølelse og lige så vigtigt som at vise respekt ved at tage skoene af, når du træder ind i en moské.
ENDNU VIGTIGERE, set fra et intellektuelt synspunkt, er forsøget på at forvandle hardware til software. Som Murray påviser, er identitetspolitikken, der insisterer på, at vi selv er herre over alt, hvad der er relevant for vores selvfølelse, så intet kan pålægges os uden vores samtykke, i strid med biologiske fakta. For at omgå dette problem bliver køn defineret som en social konstruktion. På denne måde bliver hardware til software, og tro bliver et valg.
Og resultatet er den ”trans”-lobby, der er fast besluttet på at gøre alle de områder, hvor det ene køn indtil nu har været privilegeret (for eksempel kvindelige sportsgrene eller dametoiletter), tilgængelige for alle, der ønsker at tage det køn til sig. Denne hardware/software-forvirring er nu trængt ind i kulturen, og Murray viser den ødelæggende virkning, som den har haft på vores forståelse af menneskers forskellighed.
Endelig er der den nye landeplage af ”intersektionalitet”, der opfordrer folk til at afsøge alle de områder, hvor de er blevet snydt for nogle fordele, og konstruere deres identitet i overensstemmelse hermed. En slags omvendt hierarki af privilegier dukker op, fordi man opdager, at man er dårligere stillet som homoseksuel mand og derefter som en sort mand og derefter som en muslimsk mand og så videre. Konsekvenserne af denne kamp om ”retskafne ulemper” bruger Murray mange til dels morsomme, til dels foruroligende sider på at beskrive.
Som han så udførligt viser, fører forsøget på at udlede en positiv filosofi af denne samling af negativer igen og igen til absurditeter og modsigelser. Problemet er imidlertid, at modsigelser ikke anses af folket som en hindring, men blot som et yderligere bevis på den store sammensværgelse, som vi er omgivet af – en sammensværgelse, der er rodfæstet i den gamle majoritetskultur, som fortalte os, at vi skal acceptere menneskets natur, finde tilfredsstillelse inden for det opnåelige og ikke tage del i et nyttesløst metafysisk oprør.
Murrays omfattende undersøgelse af dette fremherskende vanvid vil ikke overbevise alle læsere. Men den rejser de rigtige spørgsmål i vor tid, nemlig disse: Kan vi afvise idéen om en menneskekærlig Gud og stadig holde fast i vores nedarvede moral, der bygger på respekt for vores næste, og at sandheden overstiger alt? Kan vi tage den holdning til tilgivelse til os, som Murray er så stor fortaler for, uden det suveræne forbillede, vi engang havde?
KAN VI GENLÆRE AT VÆRE HØFLIGT uenige og tale til hinanden som rationelle væsener, der er i stand til at danne rigtige fællesskaber, hvor forskelle respekteres, og anstændighed hædres? Jeg ville gerne kunne svare ja til disse spørgsmål. Men som en, der har lidt mere end de fleste under det herskende vanvid, har jeg mine tvivl.
Min egen løsning – som er at ignorere de sociale medier og i mine skriverier kun beskæftige mig med, hvad der er sandt, og hvad der er falsk, frem for hvad der er tilladt, og hvad der er krænkende – gør, at jeg holder mig inden for en kreds, der er betydeligt mindre end Twitter-sfæren. Men rundtomkring i denne kreds er der folk, der ikke blot ser meningen med den sandfærdige diskurs, men som også er ivrige efter at tage del i den. Og jeg klamrer mig til den tro, at det er nok, ligesom det var det for de irske munke, der lod visdommens lys brænde i den mørke middelalder. De må have troet, at de var ved at tabe, men i sidste ende vandt de.
Sir Roger Scruton er en britisk filosof, forfatter og politisk debattør. Han er tilknyttet Ethics and Public Policy Center i Washington og professor ved University of Buckingham.