Et almindeligt hørt spørgsmål for tiden er: Hvad har vi lært af tidligere pandemier? Hvorefter man trækker erfaringer fra pest og kolera, den spanske syge, polio med mere frem. Inderligt relevant og meget lærerigt.
Og altid selvfølgelig præget af den store forskel i levevilkår, samfærdsel, kommunikationsmidler. At være en pestramt bonde i 1350’erne eller en influenzasyg kontorist i 1918, et eller andet sted i Europa, adskiller sig nok en del fra hinanden, og begge adskiller sig fra corona i Danmark lige nu. Og alligevel er det jo dybt relevant at interessere sig for udbredelse af sygdom, værdi af isolation, forebyggelse af alvorlige skader – dengang og nu.
Så det er godt at lære af fortiden.
I den sammenhæng ville jeg gerne også lige minde om, at vi har en fortid med fødsler, så langt tilbage som menneskeheden rækker. Og i den nedskrevne historie har vi også kilder langt tilbage. Den sjællandske intendant Peder Palladius skrev i sin visitatsbog, påbegyndt i 1537: ”Og naar som I have saa god en Jordemoder, I Dannekvinder, da lønner hende vel for hendes Umag. Hun er da sin løn værd.”
Og kong Frederik den Fjerde fastslog i 1714 ved lov, at det var vigtigt, at der var uddannede jordemødre, at de kunne enes og holde sig ædruelige, og at de ”skulle hielpe den Fattige saavel som den Rige og ikke for en skiden Gevinsts skyld uden vigtig Aarsag forlade den Fattige som de først ere kaldne til”.
Det var godt, at der hermed blev sat på tryk, at den fattige kvinde også havde ret til uddannet fødselshjælp.
Bagtanken fra kongen og hans mænd var såmænd ikke udelukkende den næstekærlige – den var også inspireret af, at dersom man ikke fik bremset spædbarnsdødeligheden og mødredødeligheden især hos de udsatte og fattige, som der var mange flere af, end der var rige, så ville fremskridtet blive bremset. Der skulle arbejdskraft til.
Danmark og Norge havde op gennem 1800-tallet Europas laveste dødelighed i forbindelse med fødsler. Det havde vi, fordi vi, med den viden, man havde om betydningen af indsats der, hvor kvinderne holdt til, satte ind med jordemoderdækning af rigerne.
Og så er det, mit hjertesuk om interessen for at lære om fortiden folder sig helt ud: Med den viden, vi har i dag om betydningen af en understøttet proces ind i forældreskabet, en viden, der fylder en trillion gange mere end Peder Palladius’ formaninger til menighederne rundt om i det nyreformerede Danmark, burde vi så ikke faktisk kunne gøre det rette her? Behøver vi hele tiden falde tilbage i kostbare fejltrin?
Man ved, at god støtte fra jordemoder og sundhedsplejerske kan forebygge, eller tidligt opfange efterfødselsreaktioner. Det er væsentligt billigere end at få udviklet flere psykiatriske patientforløb.
Man ved, at vordende forældre kommer bedre gennem en fødsel med mindre risiko for fysiske eller psykiske traumer, hvis de får god og kontinuerlig jordemoderkontakt og fødselsforberedelse af et omfang, der passer til deres erklærede behov og bliver støttet under fødsel og barsel. Det er væsentligt billigere end fødsler med indgreb og traumebehandling.
Man ved, at tid er det vigtigste råstof i alt dette – og at offentlige midler brugt på at sikre tid til opgaverne kommer igen. En vel fødende og vel født befolkning er raskere og lykkeligere end traumatiserede forældre og børn, der er hastet ud med forebyggelige indgreb.
Så, alle I kloge dannemænd og dannekvinder, der ved noget om at se på fortiden for at lære at gøre fremtiden bedre – der er nok at lære af. Man kan både styrke fødselshjælpen, fordi det er det rigtige at gøre, og, helt enkelt, fordi det lønner sig.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.