Prøv avisen
Refleksion

Sociolog: Hvordan undgår vi, at Besættelsen blegner?

Illustration: Søren Mosdal

Af Anette Prehn, sociolog og forfatter. klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Som årene går, vil der dog være stadig færre, som har oplevet disse år på egen krop og sjæl. Det rejser et fundamentalt spørgsmål: Hvordan vil vi huske?, skriver sociolog Anette Prehn

Jeg er født i 1975 og barn af en tid, hvor historieundervisningen i skolen fremstod fragmenteret, tilfældig og uden ret mange kronologiske holdepunkter. For eksempel nåede jeg at blive voksen, førend jeg lærte Danmarks arkæologiske tidsaldre og historiske epoker i hovedet. Deres rækkefølge og karakteristika var indtil da lidt af en rodebunke.

Godt nok nåede jeg at have om Anden Verdenskrig i både folkeskole og gymnasium adskillige gange, men det oplevedes som nedslag fra gang til gang – aldrig som et langt, sejt og engagerende bidrag til en sammenhængende historieforståelse. Folkeskolen havde smidt udenadslære på porten på dette tidspunkt, og det var vist kun i sprogfagene hos de ældre lærere, at der stadig herskede en vis tillid til gentagelsens pædagogik.

Som mor har jeg i lyset af disse livserfaringer grebet flere anledninger for at skabe det, der kaldes stilladsering hos mine egne børn. Det vil sige, at man ulejliger sig med at etablere en art stillads med bestemte fikspunkter. Disse kan være involverende sanseoplevelser, billeddannelse, ordleg, bevægelse og andet. Dette levendegør det lærte og foranlediger, at det sætter sig bedre fast.

Stilladsering er noget ganske andet end monoton udenadslære uden liv i øjnene. Dog indebærer det, at ting, der skal huskes, skal opøves et betragteligt antal gange for at sætte sig fast. Hjernen består nemlig af et utal af forbindelser, der kan sammenlignes med trampestier i en skov. De skal benyttes mange gange for at overgå til at være brede, blivende stier. De kan også let gro til. Det sker, hvis vi kun overfladisk betræder dem eller helt holder op med at gå på dem.

Med stilladsering i baghovedet tilrettelagde jeg sidste sommer en femdagestur rundt i Jylland for mine døtre på 9 og 12 år, mens deres far var på arbejde, og vi tre havde fri. Vi rejste gennem istid, stenalder, bronzealder, jernalder og vikingetid.

Lag for lag – og dag for dag – gik vi på opdagelse omkring Hald Sø, på Stenaldercenter Ertebølle, ved Egtvedpigens grav, i Vingsted Jernaldermiljø og med afsluttende besøg hos Gorm og Thyra i Jelling. Gennem sanseoplevelser, læsning, leg og samtaler skabte vi fælles og kronologiske erfaringer, som vi tænker at bygge videre på i den kommende sommerferie.

Også 80-året for Besættelsen og 75-året for Befrielsen her i 2020 har givet anledning til at bygge et historiestillads op trin for trin. Den 8. april påbegyndte jeg højtlæsningen af Nils Hartmanns ”Historien om Danmark under 2. verdenskrig – fortalt for børn og voksne” på cirka 300 sider. Det var sært vemodigt at tænke tilbage på de ”samme” timer 80 år tidligere. Her fik den danske regering melding om, at en kolonne på 2600 biler var på vej fra syd mod Flensborg. Regeringen skyndte sig at indkalde soldater, men åbenbart kun i Sønderjylland.

I bogen læste vi blandt andet menig Arne Vilhelm Sørensens beretning om, hvordan hans regiment natten mellem den 8. og den 9. april var blevet vækket klokken 4.20 med beskeden om, at tyskerne var gået over grænsen. I al hast havde de på motorcykler kørt mod selvsamme grænse. Menig Sørensen fortæller, hvordan delingen holdt stillingen ved Lundtoftebjerg i cirka 15 minutter, og: ”Der skulle være kommet et kompagni cykler til hjælp. Men pga. en misforståelse nåede det ikke frem”.

Et kompagni cykler! Her spærrede mine døtre og jeg øjnene op i solskinnet på terrassen. Cyklende unge soldater til kamp mod en stor og militariseret tysk hær?

Højtlæsningen gav mange fælles ahaoplevelser. For eksempel må jeg blankt erkende, at jeg ikke vidste, at englænderne ved en fejl kom til at bombe Esbjerg dagen efter krigsudbruddet i 1939. Jeg og vi blev også meget klogere på, hvordan modstandskampen mere detaljeret forløb, og hvad folkestrejkerne betød.

Vi stødte tilmed på en plakat i bogen, der er sært aktuel i disse corona-dage, hvor vi dagligt mindes om, at ”det, du gør nu, gør en forskel”. Dengang gjaldt det med hensyn til mørklægningsgardiner, at hvis bare en enkelt lejlighed i en opgang glemte dem, kunne det koste livet for andre. Fællestrækkene mellem da og nu var til at få øje på og bidrog til vores stilladsering.

Den 4. maj 2020 om eftermiddagen læste vi om året 1945, og samme aften så og sang vi med på først DR og så TV 2 med tændte lys i stager i vindueskarmene. Mange af de historiske pointer, som public service-kanalerne havde valgt at dele, kunne vi nikke genkendende til, og vores stier i hjernen blev dermed trampet endnu bredere.

Samme uge besøgte vi Mindelunden Ryvangen – for første gang nogensinde – og lagde fire røde roser. Vi ville dog ønske, at vi havde taget mange flere roser med, for der var så mange skæbner, der tog os om hjertet, og som vi gerne ville have vist ære.

Vores frihed er rejst på andres liv: Livet fra dem, der har lidt og stridt gennem historien – for en større sag. Vores sag. Vi kan dog så let komme til at tage friheden for givet. Ligesom en fisk, der først rigtig fornemmer værdien af vand, når den er skyllet op på land, kan vi blive blinde over for al den frihed, vi svømmer rundt i. Vi kan også let glemme ydmygheden og taknemmeligheden og komme til at betragte det som en ret at kunne leve, købe, rejse og gøre næsten præcis, hvad vi vil.

Danmark er stadig privilegeret af at have borgere, som har levet, kæmpet og bidraget under Besættelsen og Anden Verdenskrig, og som levende husker, hvor meget friheden har kostet. Som årene går, vil der dog være stadig færre, som har oplevet disse år på egen krop og sjæl. Det rejser et fundamentalt spørgsmål: Hvordan vil vi huske? Hvad vil vi huske? Vil det være fragmenter eller meningsfulde helheder? Har vi familier, skoler og public service-stationer, der vil lægge sig i selen for at formidle og skabe sammenhængende, opbyggende og sansevækkende oplevelser for de kommende generationer? Vil disse generationer få et ”stillads” med sig i livet, som perspektiverer livet – og som de kan inspirere deres børn og børnebørn med?

Selv i disse corona-tider nyder vi en stor frihed. Friheden til at ytre os, til at leve i fred og til at nyde et samfund baseret på tillid og grundlæggende venlighed. Friheden tilbudt af et samfund, der tager sig af den enkelte – og hvor fællesskabet træder til, når den enkelte bliver ramt.

Vi kan søge sober oplysning og uddanne os, endda på fællesskabets regning. Vi har en infrastruktur, som er grundlæggende god og gennemtænkt. Vi har rent vand i hanerne, rigelig mad i butikkerne, frisk luft og en vidunderlig natur, hvor lærker heldigvis stadig letter. For det husker vi da, gør vi ikke.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.

Vores frihed er rejst på andres liv: De, der har lidt og stridt gennem historien - for en større sag.