De internationale medier handler stadig om coronakrisen, men en stadig større del af debatten løfter sig langsomt fra den aktuelle situation og kigger ind i fremtiden. På et eller andet tidspunkt vil den her krise jo gå over, og de små første tegn i den retning kan jeg se fra mit vindue: skolebørn på en cykel.
Men hvad kommer coronakrisen til at betyde på sigt? Vil hele denne krise stå tilbage som et vigtigt, men trods alt momentant afbræk fra normaliteten? Eller vil krisen sætte mere varige spor? Er det for altid slut med håndtryk, kram og kindkys?
Vil vi blive ved med at holde afstand til mennesker, vi ikke kender? Vil undervisning på digitale platforme blive norm, selv når virussen er bekæmpet? Vil vi rejse mindre?
Hvilke politiske konsekvenser kan krisen medføre? Kan økonomien rejse sig? Og hvad med globaliseringen?
Det amerikanske politiske magasin Politico udgav sidste uge en artikel, ”Hvordan coronakrisen vil forandre verden permanent”. Artiklen sammenfatter betragtninger fra 32 tænkere om krisens langsigtede konsekvenser. Blandt andet mener professor i lingvistik Deborah Tannen, at ændringerne i vores samværsformer er kommet for at blive:
”Den tryghed, vi føler ved at være sammen med andre, kunne godt blive erstattet af den tryghed, vi føler ved at lade være med at være sammen, især med dem, vi ikke kender intimt. I stedet for at spørge: ’Er der en grund til at gøre det her online?’, vil vi spørge: ’Er der nogen god grund til at mødes fysisk?’.”
Professor i politik Mark Schrad ser muligheder for en ny og bedre form for amerikansk patriotisme. Den skal bygges op omkring stolthed over sygeplejesker, der redder liv, snarere end soldater, der slår ihjel:
”Måske vil vi se sundhedspersonalets offergave som den virkelige patriotisme. Vi vil hilse læger og sygeplejesker med ’tak for din service’, som vi i dag gør det med soldater. Vi vil bygge statuer og have feriedage opkaldt efter disse mennesker, som ofrer deres helbred og liv for vores. Måske vi endelig vil forstå patriotisme som en kultivering af sundhed og liv, snarere end at bombe et andet land i stykker. En demilitarisering af den amerikanske patriotisme kan måske vokse frem af hele dette kaos.”
Ethan Zuckerman, professor i kommunikation og videnskab, mener, at tiden er kommet til at gøre den amerikanske kongres virtuel. Det skal ikke bare ske i en overgangsperiode for at undgå smittefaren blandt de siddende medlemmer.
Også på sigt vil en virtuel kongres (eller et virtuelt dansk folketing for den sags skyld) være et stort skridt fremad:
”Medlemmer af kongressen bør vende tilbage til deres valgdistrikter og lovgive virtuelt – for altid. Lovgiverne vil være tættere på de vælgere, de repræsenterer, og mere opmærksomme på lokale perspektiver og mærkesager. En virtuel kongres er sværere at styre via lobbyisme. De netværk, lobbyisterne styrer i Washington, kan ikke repliceres i hele landet. De politisk valgte vil sætte lokal loyalitet over partiloyalitet.”
Politisk decentralisering – eller? BBC News bragte i weekenden en længere artikel med titlen ”Coronavirus: bliver pandemien brugt til magtovertagelse i Europa?”. Artiklen fokuserer på den politiske situation i Ungarn, Rusland, Tyrkiet og Polen.
Ifølge det britiske medie er det en fællesnævner, at situationen kan misbruges til magtmanipulation, og måske især i lande, hvor man i forvejen ser en autoritær drejning.
I Polen beskylder kritikere for eksempel regeringen for at ville presse et præsidentvalg igennem til gode for den regeringsvenlige nuværende præsident, Andrejz Duda.
Duda har netop på grund af coronakrisen favorable meningsmålinger. Og det er faktisk et generelt fænomen: I mange lande er befolkningens tilknytning til staten og tillid til regering og offentlige instanser såsom politi og sundhedsvæsen vokset i takt med krisen, men tillid til staten er et tveægget sværd.
Min kollega fra Syditalien fortalte mig i går om en landsbyboer, der var blevet anholdt af politiet, efter en nabo havde meldt ham for at plukke vilde asparges tre meter uden for hans havedør. Hvis borgerne får blind tillid til staten, kan magten blive lige så blind.
Men måske vi går et kreativt og løssluppent årti i møde. Journalisten Danilo Taino drager i italienske Corriere della Sera paralleller til tiden efter Første Verdenskrig:
”Den første verdenskrig og den efterfølgende spanske syge og voldsomme sociale kampe blev efterfulgt af de brølende 1920’ere, et årti med jazz, den franske riviera, det frivole Berlin. Efter forarmelse og død ville folk more sig, mødes, danse. Det er naturligt. Formentlig vil noget lignende ske efter coronakrisen.”
Snart vil vi alle danse i gaderne. Så må vi bare håbe, at årtiet derefter ikke ender i en verdenskrig.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.