En scene Folkemødet 2018: En debat om uddannelse. Formanden for en af studenterorganisationerne skælder ud. Hun er dødtræt af politikernes fokus på, hvilke uddannelser erhvervslivet har brug for. For hun tager altså ikke en uddannelse for erhvervslivets skyld, men for sin egen. Store klapsalver runger igennem salen. Jeg tænker dog mit. Det kommer jeg tilbage til.
Vores velstående og komplekse samfund er først og fremmest en velsignelse. Vores velstand og teknologi gør os i stand til at minimere lidelse og skabe en tilværelse med en grad af velvære, tryghed og mulighed for mening og selvrealisering, som tidligere generationer ikke kunne have forestillet sig.
Men der findes ingen mønter uden bagside. Og en af det velstående og komplekse samfunds bagsider er, at vores forhold til arbejdets nødvendighed bliver abstrakt.
Da menneskene var jægere og samlere eller landmænd, var arbejdets nødvendighed uhyggeligt konkret. Og frugterne af arbejdet ligeså, når det gik godt. Fiskerens fangst og jægerens bytte var ens egen bedrift, måske i et samarbejde og derfor til deling med nogle få andre. Desuden fandt vi dog sammen med andre i en form for fælles forsikring. Når min jagt slår fejl, deler du med mig. Og omvendt. Men ingen kunne være i tvivl om alvoren i sagen. Hvis jagten eller høsten slog fejl, så sultede man. Ofte ihjel.
I takt med samfundets udvikling har vi fået stadig mere komplicerede arbejdsopgaver, som kun kan varetages af personer, der har specialiseret sig i netop denne opgave. Derfor lever vi i et hyperspecialiseret samfund. Der er stort set intet af det, vi forbruger, som vi selv ville være i stand til at fremstille. Der var en mand, som forsøgte at bygge sin egen brødrister fra bunden, brugte ni måneder på det – og mislykkedes.
Mange af os frembringer en lille del af et meget stort hele. Måske en komponent til en brødrister, hvoraf selv de mest simple har omkring 400 dele. Det bliver vi ansat til, fordi nogen er villige til at betale lige så meget for det, vi frembringer, som vi skal have i løn. Men de fleste jobs i dag giver ikke nogen umiddelbar fornemmelse af livsnødvendighed. Oveni kommer velfærdsstatens sikkerhedsnet, som kan være rart at have, men som fjerner den sidste rest af realitetssans for mange.
Resultatet er blandt andet kontanthjælpsmodtagere, som i ramme alvor siger, at de bidrager til samfundet, fordi de betaler skat af deres kontanthjælp. Eller studenter, der alene uddanner sig ”for deres egen skyld” (hvad det så end betyder) og finder det ganske uinteressant, om der kunne være beskæftigelse i den anden ende.
Til trods for vores høje velstand samt velfærdsstaten, så er realiteterne dog stadig, at arbejde er livsnødvendigt. Det gælder i mindre grad for den enkelte, som på forskellig vis kan nasse på andres arbejde, men i allerhøjeste grad for os som samfund. Hvad nu hvis alle holdt op med at arbejde? Hvor lang tid ville der gå, før vi døde af sult og tørst? Forbavsende kort tid, tror jeg. Hvor længe ville der være vand i hanerne? Strøm til køleskabet? Dage? Timer? Hvor længe ville der være varer på hylderne i supermarkedet? Nogle få dage. Inden for uger ville stort set alle være omkommet af sult og tørst.
Den unge studine skal naturligvis ikke studere for andres skyld. Men for sin egen skyld bør hun bryde ud af sin egocentriske boble og tænke over, hvad hun ønsker at bidrage med til den fantastiske civilisation, hun er blevet en del af. Eller udtrykt lidt mere gammeldags: Hvordan vil du forsørge dig selv
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.