Jeg er ret vred for tiden. Og det går især ud over min ældste datter. ”Det var da utroligt, at du ikke …”, ”Nu må du da snart kunne forstå, at…”, ”Kan du for hele, hule … sørenme da ikke bare lade være med at…?!”.
Jeg er en kedel, der koger, og der skal ikke meget til, før der er overtryk, og dampen slipper ud. I lang tid har jeg følt mig fuldt berettiget til mine udbrud. Det handler jo bare om, at hun må forstå, at der er en grænse. Det er hun stor nok til nu. Sådan siger jeg til mig selv.
Så jeg sætter en prop i kedlen og lægger låg på min vrede. Jeg forsøger at være den gode far, jeg har et billede af, at jeg er. I stedet kommer det ud mellem sidebenene, så der alligevel opstår utilsigtede sprækker i selvbilledet. Sådan ser jeg ud. Indestængt mellem afmagt og utilstrækkelighed.
Man siger, at man får sig selv tilbage, når man får børn. Det er en returpost, jeg godt kunne have undværet.
Men det er sandt. Og det er det allerværste. For det er jo ikke hende, jeg bliver sur på. Det er mig selv i min egen underfrankerede udgave.
Så jeg genlæser Kierkegaard. ”Begrebet Angest”. ”Uskyldighed er uvidenhed,” skriver han. Han gentager det endda fire gange på fire sider. Som om Kierkegaard også selv har haft behov for at holde fast i den pointe. Barnet er altså i sin umiddelbarhed uskyldigt. Helt modsat hvad kristendommen traditionelt har doceret, og hvad Kierkegaard selv blev fortalt. For her er barnet syndigt. Fra begyndelsen! Og det er ved Gud da en meget rarere forklaringsmodel for forældrene, som på den måde er lykkeligt fritaget fra skylden.
Alligevel holder Kierkegaard fast. Etisk set er barnet uskyldigt. Ikke bare indtil det modsatte er bevist. For en forælder skal nok kunne fremstille både bevismateriale A, B, og C for den selvbestaltede domstol og afsige dommen: ”Barnet findes skyldigt i samtlige anklager. Sagen er hermed afsluttet!”.
Nej, barnet er uskyldigt af den simple grund, at det hverken er grundlæggende ondt eller grundlæggende godt fra fødslen. Ergo må barnets opførsel komme fra enten arv eller miljø. Og handler barnet ud fra sin genetiske arv, så er det jo uskyldigt, thi det er ikke barnet selv, der har valgt det.
Og kommer det fra miljøet, ja så peger pilen ufravigeligt tilbage på far og mor igen. Og jeg ved godt, hvor min datters kropumulige opførsel kommer fra. Den kommer fra hendes kropumulige far, der er indestængt mellem afmagt og utilstrækkelighed.
Ud over opgøret med arvesyndslæren handler ”Begrebet Angst” om frihedens problem og selverkendelsens vanskelighed.
Vi mennesker bruger store dele af vores liv på at forklare os selv. Vi forklarer os selv ud fra omstændigheder. Men problemet med forklaringer er, at de ofte går hen og bliver bortforklaringer: ”Det er også bare, fordi arbejdet stresser.” ”Det er jo også, fordi hun bare vil være besværlig.” ”Det er, fordi jeg selv havde en dårlig barndom.”
Det man gør er med andre ord, at man forklarer sig selv bort. Man forklarer sig selv ud af regnestykket. I en sådan grad, at man til sidst slet og ret er et produkt af omstændighederne. Men hvis man samtidig vil bevare sig selv, så er det nu, man etisk set må spørge: Hvor blev du selv af? Hvad har du selv bidraget med? Har din forklaring ikke snarere været en fordunkling? Nemlig af din egen rolle og dit eget bidrag? Blev resultatet det belejlige, at dit barn blev skyldigt, for at du selv kunne gå fri?
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.
