Hvorfor er du så sur, far?

Vi forældre skal huske at give vores børn en kærlig og konkret undskyldning, når vi fejler, skriver psykolog Mattias Stølen Due

"Selvom jeg er psykolog og såkaldt ekspert i familietrivsel, formåede jeg åbenbart ikke at møde mit eget barn på en særlig elegant måde," skriver psykolog Mattias Stølen Due efter at have skældt sin søn ud.
"Selvom jeg er psykolog og såkaldt ekspert i familietrivsel, formåede jeg åbenbart ikke at møde mit eget barn på en særlig elegant måde," skriver psykolog Mattias Stølen Due efter at have skældt sin søn ud. . Foto: Jan Mika/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

Ligesom mange andre danskere har jeg i den forgangne uge været på skiferie med min familie. Ud over at lære vores datter på fire at stå på langrend, havde jeg som ambition at lære vores søn på seks at stå ordentligt på slalom.

Selvom pisterne naturligvis gik ned ad bakke, var den pædagogiske opgave imidlertid op ad bakke. Jeg mistede i hvert fald tålmodigheden flere gange og blev både kontant, krævende og korrigerende, hvorfor min søn udbrød: ”Hvorfor er du så sur, far?”.

Der – midt i vinterland– gik det op for mig, at der også fandtes en slange i dette sneparadis. Nemlig mig og mine ambitioner. Jeg havde mere fokus på præstation end på min søns oplevelse, mere fokus på succes end samvær. Selvom jeg er psykolog og såkaldt ekspert i familietrivsel, formåede jeg åbenbart ikke at møde mit eget barn på en særligt elegant måde.

Om aftenen kunne jeg på diverse medier læse, at den verdensberømte canadiske psykolog og forfatter Jordan B. Peterson var blevet indlagt på en klinik i Moskva på grund af et overforbrug af angstdæmpende medicin. Selvom dette naturligvis er trist, kunne jeg trøste mig med, at jeg ikke er den eneste, der oplever en modsætning mellem egen viden og adfærd.

Manden, der er blevet millionær på at rådgive andre og blandt andet har skrevet bestselleren ”12 regler for livet”, kunne ikke selv håndtere det. Herved blev min dårlige samvittighed dulmet en anelse.

I forlængelse heraf kom jeg til at tænke på Paulus’ ord: ”For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.” Denne pointe normaliserede også mine manglende evner som far.

Peterson og Paulus hjalp mig således til at indse, at mine fejl som far var og er helt naturlige. Det var rart. Min søn – og alle andre børn – har dog ikke brug for, at vi normaliserer vores pædagogiske fejltrin eller svigt med henvisning til Bibelen eller mere eller mindre kloge psykologer. De har brug for forældre, der tager ansvar. Derfor var det også vedkommende, da jeg selvsamme aften læste, at Astrid Lindgrens folkekære figur Pippi Langstrømpe fylder 75 år i år.

Hvad jeg denne dag ikke lærte af Peterson og Paulus, mindede Pippi mig om. Hun siger nemlig: ”Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød mod andre.” Og vi forældre er de stærke. Derfor fordres det af os, at vi giver børn en kærlig og konkret undskyldning, når vi fejler, i stedet for at dulme vores dårlige samvittighed. Det gælder på sneklædte pister i Norge og på almindelige regnvejrsdage derhjemme.