Hvis det kun havde været op til sundhedsmyndighederne, er det ikke sikkert, at Danmark og Sverige havde valgt hver sin strategi over for coronavirussen. De første meldinger fra de danske eksperter var tøvende og pegede nærmest i retning af den fremgangsmåde, den svenske ansvarlige valgte. De ansvarlige myndigheder stod over for et nyt fænomen og var uenige om den bedste fremgangsmåde. De skulle rådgive med konsekvenser langt uden for deres specialviden, samtidig med at informationerne om udbredelsen ændrede sig med stor hast. Forklaringen på forskellen i valg af strategi i de to lande skal findes i, at styrelserne i Sverige har en meget mere selvstændig status i forhold til regeringen end de danske. Det har de haft siden 1600- og 1700-tallet, og forskellen viser sig på mange andre områder end sundhed, for eksempel miljøbeskyttelse og skolevæsen.
I Danmark, der har ministerstyre og -ansvarlighed, kunne statsministeren sammenligne de forskellige råd fra mere eller mindre uenige eksperter og vælge mellem en total nedlukning af samfundet og de mindre indgribende svenske foranstaltninger. Den drastiske fremgangsmåde i Danmark har reddet mange liv indtil nu og kostet dyrt økonomisk. Men Sveriges strategi har også været dyr, samtidig med at den har kostet relativt mange flere ofre. Håbet er at opnå immunitet i hele befolkningen, men trods optimisme fra den ansvarlige embedsmand er det ikke sket endnu.
Det danske valg afspejler en styrke i det politiske niveau, som ikke er specielt socialdemokratisk, men skyldes traditionen fra enevælden i 1660, kombineret med statsminister Mette Frederiksens (S) beslutsomhed, som indtil videre har tjent landet – og hende – godt. Det bliver interessant at gøre resultatet op om et par år, når krisen forhåbentlig er overstået. Det er imidlertid ikke det, der optager denne klumme, men forskellen mellem de to nærtstående lande, der har forskellige politiske kulturer, selvom de set udefra er så ens.
I Danmark er vi stolte af vores ministerstyre og -ansvarlighed, mens ministerstyre opfattes negativt i Sverige. Her kan den enkelte minister formelt set ikke træffe beslutninger, det kan kun regeringen som kollektiv. Danmark regeres af ministerier med mange ansatte, hvor den politisk udnævnte minister i princippet er ansvarlig for alt, mens Sverige regeres af store uafhængige styrelser bemandet med embedsmænd, der til gengæld kan rekrutteres på andre måder end i Danmark.
Denne forskel går som nævnt helt tilbage til 1600-tallet, da de to nordeuropæiske stormagter styrkede deres statsmagt efter forskellige forbilleder. Det militært sejrende Sverige under Axel Oxenstierna organiserede uafhængige forvaltninger kombineret med stænderforsamlinger. Det tabende Danmark afskaffede adelens magt til fordel for en ekstrem enevælde, der oven i købet blev skrevet ned i form af Kongeloven, lex regia. Grundloven i 1849 flyttede delvist magten fra kongen til folketing og regering, selvom statsministerembedet ikke er klart defineret. Men den centraliserede forvaltning under politisk udnævnte fagministre blev bevaret, samtidig med at antallet af embedsmænd og efterhånden -kvinder voksede voldsomt i det 20. århundrede, især efter 1950’erne.
Sverige moderniserede ad flere omgange sit system, senest i 1974, men har bevaret magten hos ”sagligt” udnævnte embedsværk. Begge lande opfatter deres system som mest demokratisk. Så ud over uenigheden om, hvordan man skal bekæmpe covid-19 mest effektivt, er vi vidne til en konkurrence mellem to opfattelser af demokrati, der er mere forskellige, end vi normalt tror, når vi taler om den nordiske model for velfærdssamfundet. Et begreb, svenskerne til dansk irritation har udtaget patent på.