Når coronavirussen på et tidspunkt er raset af for denne gang, forventer mange sikkert, at alt skal blive som før. Men hvorfor egentlig? Der kommer jo altid en ny virus, et terrorangreb og en flygtningekrise til. Praktisk talt er det måske også meget lettere med den aktuelle totalstatsordning, om end nogle småændringer selvfølgelig altid er på sin plads.
Tænk, hvis det altid var sådan, at vi alle konsekvent skulle bakke op om myndighedernes udmeldinger i en berusende patriotisk tone – og kollektivt hylde statsministeren uden den mindste slinger.
Hvor befriende ville det ikke være fortsat at slippe for politisk fnidder, upassende kritik og alt den ævl og kævl, der har hærget landet siden 1849? Prøv at tænke tanken!
Som vi har lært de seneste uger, har vi selv i rent private forhold pligt til at adlyde myndighederne uden tøven eller debat. De ved trods alt bedst. Vi skal holde afstand til hinanden på gader og stræder, undgå unødig social kontakt og på ingen måde forsamles i større grupper.
Samfundsengagement skal kun være i form af passiv modtagelse af regeringens og myndighedernes budskaber på tv og tablet. Private virksomheder lever på regeringens nåde, foreninger og kirkesamfund ligeså, og intet uønsket initiativ har aktuelt gang på jord.
Er det ikke fantastisk? Hvorfor har vi ikke altid gjort sådan?
Selvfølgelig kan man indvende, at ordningen kun er et resultat af en ondartet virus, der har sat hele landet i undtagelsestilstand. Rigtigt er det, at hvis vi alle retter ind, kan vi redde liv, som myndighederne og regeringen gentager igen og igen. Men det er jo netop pointen! Hvorfor ikke fortsætte i stedet for at springe fra tue til tue? Og hvorfor ikke udvide konceptet?
Når den aktuelle virus er gået over, kunne vi for eksempel tage fat på privatbilismen, som jo rent faktisk dræber langt flere. Dernæst rygning, fed mad og mangel på motion. Ved hjælp af tvang, forbud, påbud, overvågning og social kontrol kunne alle styres i retning af det gode, ubesmittede og forudsigelige liv. Hvorfor ikke?
Slipper vi for bestandigt af med selvstændige initiativer, kritisk presse, politisk opposition og afdankede frihedsrettigheder, kan vi for alvor øjne utopien: det nøje planlagte, retfærdige og metodisk perfekte liv, hvor alt går efter en fast skabelon – uden sygdom, fejltagelser, skyld og ansvar.
Vi vil alle sove trygt i Mor Mettes favn, og intet ondt vil kunne nå os. Et postsocialdemokratisk paradis, hvor al modernitetens larm og konflikt vil forstumme. Hvor vi overlever, men ikke lever. Hvor vi som kødkvæg opdrættes med progressiv kontrol i retfærdighedens navn.
Vi vil med tomme, men målrettede, blikke vandre rundt i oplyste, overvågede og halvtomme gader i behørig afstand til de andre levende døde.
Vi er der næsten.