Rasmus Willig: Vi er mere end den sidste løbetid og antallet af kalorier

Investeringen i de mange selvovervågningsteknologier er på mange måder ensbetydende med at se sig selv som det, amerikanerne betegner som et ”Me Inc.” eller tyskerne et ”Ich AG”. Der er tale om opkomsten af et ”Mig A/S”, hvor summen af gode og dårlige tal udgør selvets bundlinje, skriver Rasmus Willig

”Vi er mere end den sidste løbetid og antallet af kalorier,” skriver Rasmus Willig. – Illustration: Søren Mosdal.
”Vi er mere end den sidste løbetid og antallet af kalorier,” skriver Rasmus Willig. – Illustration: Søren Mosdal.

EN NY BØLGE er over os. Flere og flere måler og vejer deres forbrug af kalorier, vægttab, løbe ture, søvn, sex, følelser eller tv-forbrug – og listen synes at fortsætte i det uendelige. Forskeligt software, nye apps og smartwatches holder øje med, hvor mange skridt man tager, og hvor høj eller lav pulsen er.

Der er ingen tvivl om, at de, der har kastet sig over at måle og veje sig selv, nærer et ønske om at optimere sig selv, blive mere effektive, komme i bedre form eller slippe af med skavanker, og selvom det lyder tilforladeligt, er der flere farer forbundet med at kigge sig selv efter i sømmene hele tiden. For som de to amerikanske forskere Gina Neff og Dawn Nafus påpeger i deres fælles bog ”The Self-tracking”, kan de mange målinger lige så godt føre til det stik modsatte resultat: De, der vil tabe sig, kan lige så godt blive desillusionerede ved at se, at fremskridtene er udeblevet eller langtfra lever op til forventningerne.

FORMLEN FOR SUCCES synes at være, at jo flere mål der opstilles, desto større chance for succes, men måske forholder det sig snarere omvendt. Jo flere mål, desto større risiko for at fejle: ”Hvorfor kommer jeg aldrig i mål? Hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen? Når jeg nu ikke er gået ned på udstyret, hvorfor så på viljen?”.

Investeringen i de mange selvovervågningsteknologier er på mange måder ensbetydende med at se sig selv som det, amerikanerne betegner som et ”Me Inc.” eller tyskerne et ”Ich AG”. Der er tale om opkomsten af et ”Mig A/S”, hvor summen af gode og dårlige tal udgør selvets bundlinje. De, der klarer sig godt, er attraktive på markedet, og de, der ikke kan hoste op med et velafbalanceret excelark, er bagud på point. Gode tal giver status, dårlige gør ikke.

DET ER EN NY individualiseret måde at læse sig selv ind i et statushierarki på. Et udvidet curriculum vitae holdt op mod de andre, som også er i gang med at registrere, giver et mere detaljeret spejlbillede af, hvem vi er.

Den australske forsker Deborah Lupton, der har skrevet bogen ”The Quantified Self”, fandt frem til, at den nye form for selvovervågning også hurtigt kan blive til en besættelse og lede til selv tugtelse, for i takt med, at der opfindes mere at måle og flere måder at måle på, risikerer de, som er sprunget på fænomenet, at miste sig selv.

Det er ikke bare tidskrævende at notere, hvor meget tid der går med at motionere, det er også et arbejde i sig selv at holde sig opdateret på den nyeste viden om, hvilken form for motion der tjener kroppen bedre end andre. Tid med tid på. På mange måder minder de nye selvovervågningsteknikker om noget, vi har set før. For hvis de nye overvågningsteknikker kan opfattes som en slags new individualized management – ny individualiseret styring – er det så ikke bare en forlængelse af new public management(system til at effektivisere den offentlige sektor, red.), der har lagt hele den offentlige sektor ned i bureaukrati, unødvendig dokumentation og styring for styringens egen skyld?

Det ligner i betænkelig grad! For new public management, der burde have haft betegnelsen old public management, er nemlig ikke andet end en reminiscens fra det tidlige industrisamfund. Gamle maskiner på nye teknologier. Det er ikke til at tage fejl af, for der er tale om de gamle principper, nu blot i en ny tekno logisk forklædning.

DET ER DEN SAMME fremmedgørelse, ikke på fabriksgulvet, men i det konstante arbejde med sig selv. Det er den samme privatiserede forestilling om selvet, der først blev hentet ind i alle offentlige institutioner og nu skal ind under huden på den enkelte, ikke kun om dagen, men også mens man sover.

Fra gammeldags ledelse til selvledelse og fra styring til selvstyring. Tast dine egne data, og tag ansvaret for dem. Ledelsen gør det ikke, du skal selv gøre det. Du har det fulde ansvar for din psyke og din fysik.

Den eneste umiddelbare forskel består måske i, at de slidte kroppe fra fabrikken er udskiftet med håbet om at blive en bedre udgave af det gamle selv. Meningstabet er til at tage og føle på og burde slukke alle excelark.

Tal er gode til at reducere kompleksiteten, men de skader også den menneskelige pluralitet. Vi er mere end den sidste løbetid og antallet af kalorier, og de, der mener noget andet og tænker, at de bare drager omsorg for sig selv, skal tænke på, hvor hurtigt det gik for de offentligt ansatte, da de blev ramt og ikke længere kunne drage omsorg for andre.