Internationalt har de seneste uger budt på 10-året for det arabiske forårs begyndelse og afslutningen af fire års Trump-styre i USA. Begivenhederne minder os om, at gode demokratiske intentioner kan strande, og at demokrati – selv når det er blevet officiel styreform – alligevel kan udvikle sig dysfunktionelt præget af fake news, populisme og hadefulde fjendebilleder.
I november skrev netmediet Zetland, at hvis man er ”til demokrati og den slags, så har corona-året 2020, mildt sagt, været et ærgerligt år”. Freedom House, som er en anerkendt Washington-tænketank, konstaterer, at hele 80 af verdens 192 lande er blevet demokratisk svækket i 2020. Kun ét enkelt land, Malawi, er blevet mere demokratisk. Der må med andre ord ske noget på den demokratiske front. Endnu et Copenhagen Democracy Summit er på vej i foråret. Men spørgsmålet er, om vi er kreative nok i vores demokratifremmende initiativer: om vi forstår den tid, vi lever i.
Initiativerne, vi involverer os i fra dansk side, er ofte institutionelt forankrede: Vi forsøger at påvirke gennem verdensorganisationer, konferencer, demokratiprojekter og så videre. Mange aktører er i sving – både statslige, private og frivillige – men spørgsmålet er, om vi alligevel overser en vigtig påvirkningskanal: internettet.
Over 4,7 milliarder mennesker bruger i dag internettet, det er tæt på 60 procent af verdens samlede befolkning. Der kommer hver eneste dag cirka en million nye brugere af internettet. De fleste af disse (91 procent) bruger deres mobil til at gå online, i det mindste noget af tiden. Disse milliarder deltager sjældent i verdensorganisationer, konferencer, specifikke fysiske projekter, udveksling. Til gengæld finder de i stigende grad vej til online læringsplatforme, og her kan Danmark gøre meget mere for at bidrage til demokratisk forståelse, sindelag og nye former for handling.
Med relativt få midler kan kompetente mennesker fra et af verdens smørhuller stille deres viden, indsigt og værktøjer til rådighed i folkelige versioner, der når og inspirerer mennesker bredt. Det er for eksempel næppe for meget at forlange, at alle danske forskere skal have mindst ét gratis engelsksproget onlinekursus liggende på internettet til fri afbenyttelse, hvor de formidler deres forskning så den er til at forstå, huske og anvende. Et onlinekursus består ofte af et antal korte, engagerende videoer af 5-15 minutters varighed. En overskuelig opgave.
I dag har mange forskere imidlertid travlt med at imponere kolleger og gøre den fagfaglige karrierevej bredere via publikation i tidsskrifter, det ligger desværre i incitamentsstrukturerne. Tænkes der ”ud af boksen”, vil danske forskere imidlertid kunne gøre en stor forskel for almenheden i verden.
Hvis vi zoomer ind på de demokratikyndige, vil de i samspil med public service medier, politikere og fonde kunne give en dyb, bred og brugbar indsigt i det samarbejdende og velfungerende nationale demokrati, vi har i Danmark. Derved vil verdens ”billeder” af demokrati komme til at rumme langt flere konstruktive nuancer end de dominerende amerikanske, som har fyldt i de forgange år. Og være alment tilgængelige.
Skønhedspletter til trods lever vi i et demokrati, der virker. Hvor der skabes brede forlig, som rækker ud over, hvem der tilfældigvis har magten i denne runde. Hvor der er mange farver på parlamentspaletten frem for et enten-eller. Hvor politikere sætter en dyd i at have nære bekendtskaber på kryds og tværs af det politiske spektrum – også med nogle, de politisk set er rygende uenige med. Hvor en politiker kan få folketingssalen til at bryde sammen af grin over, hvorvidt kamelen Ali må flytte med elefanten Ramboline til Knuthenborg Safaripark, mens en anden under stor moro sammenligner Grønland, Færøerne og Danmarks ”penislængder”.
Vi har tillid til hinanden og en jovialitet, som naturligvis ikke lige lader sig kopiere over i en helt anden kultur. Men vi kan i det mindste gøre os umage med at beskrive hemmelighederne bag vores samarbejdende demokrati, så omverdenen kvit og frit kan suge til sig.
Tilgængelige onlinekurser kan for eksempel besvare spørgsmål som: Hvad er de grundlæggende overbevisninger, der bærer Danmarks repræsentative demokrati og samarbejdende politiske kultur? Hvordan gør vi det i praksis? Hvad rummer Grundloven og Folketingets forretningsorden? Hvordan indgås konstruktive forlig? Hvad er godt politisk håndværk? På hvilke måder adskiller dansk demokrati sig fra andre og mere kendte demokratier? Og hvad med det vidtforgrenede og vigtige lokaldemokrati?
I 2012 lagde jeg et gratis kursus på engelsk op på en online læringsplatform i håbet om at nå mennesker, der ellers ikke ville have en chance for at lære dette. Dags dato har kurset haft studerende fra 182 lande. På top-10-listen over, hvor de studerende kommer fra, ligger Egypten, Tyrkiet og Brasilien. Det gjorde indtryk på mig, da den traumatiserede Vietnam-veteran skrev, at han havde lært mere af onlinekurset end af noget andet, han var stødt på siden Vietnam-krigen. Det gjorde også indtryk, da en ung brasiliansk kvinde skrev, at hun følte sig spærret inde i et lokalsamfund præget af overtro og nu forsøgte at uddanne sig online til en bedre fremtid.
Der lever heldigvis læringshungrende mennesker i alle lande, uanset aktuel styreform. Mange af dem står klar med mobilen i hånden. Den dag, danske forskere tager på sig også at formidle folkeligt og digitalt til en større verden, vil de kunne være en slags vaccine mod fake news, konspirationsteoretisk optagethed og demokratisk analfabetisme. Måske vil de endda kunne skabe bedre forudsætninger for fremtidens forårsvinde?
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.