Prøv avisen
Kanten

Fremtiden bringer os tæt på tidens ende: Vil vi finde ud af, hvilke handlinger, der er de rigtige, i tide?

"Spørgsmålet er nu, om vi i tide finder ud af, hvilke handlinger der er de rigtige: CO2-reduktion, afspritning, opsætning af korrigerende information på statuer?" Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix, Eze Amos/AFP/Ritzau Scanpix og Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Katrine Frøkjær Baunvig

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Oldtidskulturer forstod sig selv som efterkommere af nogen – som del af en slægt. I dag orienterer vi os i stedet mod fremtiden, og fremskridtet bringer os tæt på tidens ende, mener skribenten

I disse corona-, race-, monument- og klimatrætte tider har en sproglig håndtering af fremtiden tilsyneladende bidt sig fast: Fremtider med forskellige horisonter – sommeren, de kommende måneder, de næste år, børnebørnenes livstid, antropocænen – er rum, der synes at lukke sig om os, og som vi pludselig ”ser ind i”.

Fremtider og deres begivenheder har ellers gerne været noget, man har set hen imod, måske endda frem til; de har været stationer på en vej, ad hvilken man gik, og derfor har man for eksempel kunnet tale om det, man kan skimte ”langt ude i fremtiden”.

Men nu er tiden blevet et klaustrofobisk, tætlukket rum, vi ser ind i og som afkræver os nødvendige, omkostningsfulde eller ubehagelige handlinger.

Flere har bemærket sprogudviklingen og sukket over denne vendings pludselige og overvældende udbredelse, så det behøver jeg ikke. Selvom jeg naturligvis har lyst.

I stedet vil jeg forsøge at forstå, hvorfor så mange har taget den til sig – og hvordan den korresponderer med det, jeg har trang til at kalde vores indelukkede tidsånd. Eller sagt på en anden måde: Jeg tror, at denne vendings pludselige popularitet er et konkret tegn på, at vi har bevæget os ind i en ny kulturel fase, en ny modernitet måske.

Mange vil vide, at det moderne har en tusindårig lang historie som opgør med traditioner af forskellige slags. Det moderne orienterer sig mod ”det nye” og fremtiden på bekostning af fortiden, der afvises.

Sådan har det ikke altid været. Oldtidskulturer baserede sig på og orienterede sig først og fremmest mod fortidens helte og gerninger, ligesom de mennesker, der levede i dem, forstod sig selv som efterkommere af nogen – som del af en slægt.

I dag er det anderledes. I dag orienterer vi os mod fremtiden.

Som individer finder vi først os selv, når vi gør op med vores fortid, når vi træder i karakter – gerne gennem opgør med forældre.

I vores fællesskaber er de rigtige holdninger, beslutninger og handlinger dem, som afværger trusler og risici – størrelser, som i sagens natur er fremtidsfænomener; i vores fællesskaber er vi kommet stadigt mere i tvivl om betydningen af og forpligtelsen på vores fortider og monumenterne over dem.

Denne fortidsskepsis og fremtidsorientering er gammel.

Det var den, der gennemsyrede alt fra Reformationen til Poul Henningsen. Men hvor fremtid før rimede på fremskridt – hvor fremtiden før var et åbent land, der kunne opdyrkes – har fremskridtet nu bragt os tæt på tidens ende.

Derfor er det måske ikke så underligt, at fremtiden lukker sig om os og afkræver os nødvendige handlinger.

Spørgsmålet er nu, om vi i tide finder ud af, hvilke handlinger der er de rigtige: CO2-reduktion, afspritning, opsætning af korrigerende information på statuer?